Part 27

Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt og afgjort, at der, for at hindre den truende Opløsning af Statslegemet, maatte ske en yderligere Modifikation og Indskrænkning i den overleverede Enevælde, end der var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En Stræben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det Magtbegjær, der er forbundet med energisk Lyst til handlende Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide, Anstrengelse og Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen besynderlige Erindringer om den ældre Magtfylde og Indskydelser om at bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser og sit Hof efter sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrænke Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae til denne eller hin Grændse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af Bevægelserne i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. Side 150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af Martsministeriet, véd jeg ikke, men har dog aldrig hørt mindste Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berørte ham saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var efter min Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling tilveiebragte morganatiske Ægteskab og de derved fremkaldte Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge) Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom i Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve senere hen ogsaa følelige ved Forholdet til Ministerierne og ved Omskiftninger i deres Sammensætning. At herved en saa underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde Danner var derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nærmest skulde have sluttet sig til Hoffet, være sig nu som Følge af en strengere Sædelighedsfølelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af Aristokratiet Misfornøielse over Regjeringsforandringen virkede noget med. Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen nærmere, særlig den hos ham efterhaanden stærkt udviklede Tilbøielighed til at gjøre sig interessant ved Fortællinger, i hvilke ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp bleve særdeles stødende[126]. -- En vis Paaholdenhed og Smaalighed, der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til Repræsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbøielighed, men fra dem, der bag ham sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan være tilflydt Andre. -- Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar formørkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe Uregelmæssighed i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret Sygdom at forkorte hans Liv[127].

{[126] For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's Regjering S. 259-261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar, i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.}

{[127] At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den paalideligste Art.}

For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede, ubekjendte eller bemærkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige Jævnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som disse Egenskabers Virkning understøttedes af en tiltalende og værdig Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optræde en Tidlang paa rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede Forestilling om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der har forplantet sig hos den store Mængde, forklarlig. -- Naar man ofte stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa dog herved bemærkes, at denne væsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i yngre Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig med tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne Retning at udvide sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk og dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte ham nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro blevne Del af Monarkiet.

Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste Mindesmærker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring; men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne har sin Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optræden laae vistnok neppe for Frederik VII's Natur. -- Den Anskuelse, at en Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget de Danmark i 1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der, hvis Kongen havde levet længere, vilde have været Leilighed til endnu under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslægts sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge en sidste og endelig Løsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil og Støtten derigjennem faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis heldigt Udfald, lader sig ikke sige.

2. Nationalitetsprincipet i Politiken.

Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken har for mig en saadan Betydning, og der hersker mærkværdig nok endnu saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til den Berøring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom. I og for sig antager jeg ikke, at nogen tænksom Mand tvivler om, at Statssamfundene bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, d. e. Menneskesamfund, der sammenholdes i et særligt, ved Sprog og Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab af Forestillinger og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fødsel og Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv uforglemmeligt Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i Fortiden i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den tilhørte et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet. Det falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere helt boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke til slig Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige Folk eller Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrækkes da udover dets egne Grændser og omfatter Lydfolk under sin strengere eller mildere Vælde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen og Finland osv., ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hører i russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale høit om Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfører Tanken paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres særlige og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde for stærkt frem i et om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men Keiseren af Rusland véd dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde det russiske Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde paa en Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Repræsentant: Fyrsten, er under særegne Sammenstød af mindre Folk med ufuldkomne Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men netop en saadan Stat viser særlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien lærer, at den i sig bærer en Svaghed og Følelse af Svaghed, som den vel søger at dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie ligesaameget som dets nuværende Tilstand, da det har maattet opløse sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Møie har undgaaet yderligere Opløsning, vidner saaledes noksom herom[128]. -- Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en Grændseregulering af de bestaaende Stater efter nøiagtige Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret, ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og den har derfor undertiden i konservative Diplomaters Øine faaet et revolutionært Skin. Til at fremkalde og befæste dette Skin bidrog Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skærm for egoistiske Bestræbelser, medens han ikke tog i Betænkning at kræve tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og deslige. Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger kun som Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedømmelsen af Staternes Styrke og ved Bestræbelsen for at forøge, befæste eller i det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den historiske og positive Folkeret handles der derimod ikke her.

{[128] Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset, hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.}

Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide vi, at Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet høre ilde som statsopløsende og revolutionært. Sandheden er, at Paaberaabelsen deraf ikke kunde Andet end henlede Opmærksomheden paa, hvad der unegtelig fattedes det danske Monarki i Sammenhæng og indre Styrke, og opfordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres for at befæste denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger, der for den allerstørste Del ikke forstode hinanden indbyrdes, en større med særeget Sprog og Folkeliv og en mindre, der ikke blot havde Sprog og Folkeliv tilfælles med et langt større og mægtigere Folk og paa mange Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men som, forsaavidt den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige statsretlig var undergiven fremmed Indflydelse og Kontrol. Det maatte synes klart, at Statens egentlige Styrke, ja dens Ret til en særlig Bestaaen maatte søges i den større, sproglig, aandelig og politisk selvstændige og ensartede Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes i fuld Udstrækning og Sammenhæng og hævdes i Følelsen af intetsteds at tilsidesættes eller underordnes. Men just det Modsatte heraf fandt ifølge en historisk Udvikling, som her ikke skal fremstilles, Sted, forsaavidt man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet Stilling og successiv Fortrængelse, men derhos trods Traktater og tidligere Regjeringserklæringer (i 1720) mere og mere sammenkoblede Slesvig i Indretninger og Interesser med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes Nationalitetsprincipet gjældende, idet der tillige henvistes til den overveiende Indflydelse, som det tydske Element især igjennem dets fra Suverænitetens Tid af begunstigede Aristokrati havde havt og for en stor Del endnu havde i Statens øverste Fællesstyrelse. Man tænke herved blot paa to tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske Historiker Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten Jahrhundert", 2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader "die vielhundertjährige deutsche Adelsherrschaft in Dänemark" ophøre med Statsforandringen i 1848, det andet af den vakre og mod Fællesmonarkiet, som han tænkte sig det, meget loyale Konferentsraad Rist, der i sine for nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom Treitschke finder det høist besynderligt og formasteligt, at Frederik VI engang i den vanskelige Tid før 1813 kunde tænke paa et overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands og Grev Joachim Godske Moltke, (der dog var Søn af en indvandret Tydsker) i Spidsen. Derimod medførte Nationalitetsprincipet ikke den ringeste Indsigelse imod, at den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret og Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis Forholdet til Tydskland ydede den nogen særlig Fordel, f. Ex. ved Toldlovgivningen osv. Hvorvidt iøvrigt den tydske Befolkning hang fast ved Forbindelsen med Kongeriget, og især hvorvidt den under et Sammenstød imellem den danske Stats Interesser med de almindelige tydske Interesser og folkelige Følelser vilde slutte sig til den danske Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i 1813 og 1814 maaske give et Vink (-- man tænke blot paa Glückstadts Beleiring dengang --); men efter 1830 (Lornsen) og efter den hele Bevægelse under Christian VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne Brev i 1846 om Arvefølgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald ingen Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde Sted. Den tydske Befolkning havde igjennem sine Talsmænd og Repræsentanter paa det Utvetydigste erklæret, at den ønskede Forbindelsen med Danmark opløst for som selvstændig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende hele Slesvig eller den allerstørste Del med sig som Medgift. Det har gjort et stundom oprørende, stundom til Latter heldende Indtryk paa mig, naar jeg har hørt danske Mænd, der en kort Tid havde havt en Ansættelse, f. Ex. som Auditører, i Rendsborg, saasom iblandt Andre Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor, hvorvel i Alvoren blandede sig nogen Øieblikets Heftighed, paastaae, at Rendsborgs Soldater og Borgere i deres Tid vare fuldkommen saa gode danske Borgere og Soldater som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede den holstenske Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt Disciplinens Love som den i Kongeriget fødte, men anderledes stillede Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige Drift til under en Konflikt med Tydskland at bestemme sig og handle. Man paaløi den tydskfødte Mand en Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i tidligere Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede, men som endnu mindre lod sig forene med den nyere Udvikling af Folkebevidstheden. Under disse Omstændigheder og efter blodig Kamp fra dansk Side at opgive sin Ret for at holde paa en Forbindelse, der saa lidet ønskedes fra den anden Side, var taabeligt, fordi man hverken havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage sig Gjennemførelsen og Opretholdelsen af et forhadt Tvangsherredømme, til hvis Afrystelse overlegen tydsk Hjælp vilde staae beredt. Derfor burde og maatte en Opgjørelse og indtil en vis Grad Adskillelse imellem Dansk og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og traktatmæssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig) bøiedes efter den Billighed, som det nu bestaaende Nationalitetsforhold medførte. Krævede efter Stormagternes Formening europæiske og dynastisk-folkelige Interesser, at Kongen af Danmark vedblev at være Hertug i det selvstændige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden Byrde og Besvær for Danmark bevæges til at anerkjende denne Ordning, maatte man fra dansk Side gaae ind derpaa baade under Erkjendelse af visse mulige Fordele (ved forenet Optræden udad) og med Forsigtighed ligeoverfor mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne Betragtning over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa det overleverede danske Monarki og den dansk-tydske Strid maae derhos endnu to Forhold fremhæves. Man taler ofte, ja sædvanlig, som om Holstens Udsondring i Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Opløsning af en ældgammel og af Aarhundreder helliget Forbindelse, og man glemmer med en forunderlig Vedhængen ved Erindringen om en langt tidligere Tids Forhold og om Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten gjennem fælles Fyrste, at før 1720 sad paa Gottorp et med Danmark i stadig Strid og Feide levende Fyrstehus, hvis Nag imod Danmark, efterat det var fjernet fra Slesvigs Grund, bevaredes i Kiel og derfra forplantedes til Stokholm og Petersborg, og at Kiel for Danmark var en fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat kom til Udførelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i 1848 i det tidligere hertugelige Holsten et ikke ganske ringe Antal Mennesker, der ikke vare fødte som Undersaatter af Kongen af Danmark, omend indfødte Holstenere. Hermed hænger det andet Forhold, hvortil jeg sigter, sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de paafølgende Aar vist Danmark vigtige og paaskjønnelsesværdige Tjenester; men man tager feil, naar man troer, at denne Hjælp ydedes det egentlige Danmark imod Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed; den ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent og den ved Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten, opbyggede og ordnede danske Helstat imod Oprøret. Indenfor denne Helstats Ramme bevarede den russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod sig nærmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse af Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende Foranstaltninger, der i den saakaldte Helstat ved dens Nydannelse maatte træffes for at give Slesvig den tilsigtede ligelige Mellemstilling imellem Kongeriget og Holsten, saasom om Sproggrændsen, om Sprogenes Ligeberettigelse i Stænderforsamlingen og Bestyrelsen, om danskdannede og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansættelse i Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrækning, vakte paa engang i Holsten voldsomme Udbrud af Harme og bleve i Petersborg betragtede som uberettigede Daniseringsforsøg. Et Fingerpeg gaves i denne Retning, da det i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke kunde være den danske Regjerings Mening at røre ved Bestemmelsen om to Aars Studium i Kiel som Betingelse for Ansættelse i et slesvigsk Embede. -- Endnu vil jeg tilføie én Bemærkning: Opstillingen af Nationalitetsprincipet som Grundlag ogsaa for en sand og holdbar Løsning af Forviklingerne i det danske Monarki var saa langt fra at fremgaae af eller føre til Had og Forbitrelse mod den anden Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en billig og skaansom Betragtning og Bedømmelse af Stemninger og Handlinger fra vore Modstanderes Side. Jeg for min Del har saa stærkt som Nogen fordømt de Mænd, der glemte deres særlige Stillings Ed og Pligt, jeg har saa ivrig som Nogen hævdet Danskhedens Ret i Slesvig, og jeg har med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen tilbagevist tydsk Overmod og Haan imod vort Folk, -- men jeg har baade forstaaet, hvorledes den holstenske Befolkning og især de dannede Stænder dér maatte føle sig hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og hvorledes den Enkelte, navnlig de Unge, under Bevægelsens Tummel lod sig henrive til at følge med langt udover det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette Sindelag har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i 1848, og som Præsident i Rigsraadet uden at bortgive det Mindste af min Retsoverbevisning eller af Kravet paa Agtelse for mit Land og Folk. Jeg ansaae og anser det fremdeles for en grundig politisk Misforstaaelse, at man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken under samme Tag dem, der mødte til Sammenkomsten med Sangen "Danmark deiligst Vang og Vænge", og dem, der istemte "Was ist des Deutschen Vaterland" og "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Bedre end denne i en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang kan jeg saa endda forstaae den, der, mistvivlende om de smaae Folks Udsigt til varig, sund og kraftig Bestaaen imellem de Formynderskabet over Europa førende Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld Bevidsthed skulle opgive deres Selvstændighed og gaae op i den nærmeste Stormagt, hvor stærkt jeg end selv forkaster og afskyer en saadan Selvmordstanke.

Tillæg II.

FORSKJELLIGE BREVE.