Part 26

Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Væsen dansk Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i dets Eiendommelighed, dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og værnede om dens Enemærker, da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil knyttet Fortrøstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Spørge vi, hvo den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indførelse tillige paatrykkede for længere Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds af et nyt Hus, men en Søn af den ægte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en Bestemmelse uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed følgende spændte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod Thronen nærmest, fastholdt ham og tildels hans Efterfølgere i en falsk Retning. I Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, støttet af den Forbindelse og inderlige Berøring imellem Konge og Folk, som den gjenfødte Frihed medfører, at fornye og styrke Naturgrunden for den danske Kongeslægts danske Væsen.

Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges en temmelig forskjellig Betydning, da tænker jeg ikke nærmest og troer, for at Ordet i dets Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og særligt Indhold, ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse og Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg tænker paa Kongens Personlighed i dens Fremtræden og i dens frie Forhold til det Menneskelige, uafhængigt af de politiske Former, Indretninger og Adskillelser; jeg tænker paa det uhildede Sind, den aabne Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og den heraf følgende sikkre og tillidsfulde Optræden imellem det menige Folk, den Lethed til og Glæde ved at færdes med det og forstaae det, som hørte til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som ikke i deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en stærk og overveiende Indflydelse, et afgjort Præg af den særlige Kreds, i hvilken de ere opdragne og leve, af den særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i videste Omfang, lære de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige Tanker og Følelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne de kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde i en lignende Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afspærrede. Vi ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever Livsform; han var ikke bunden ved den særlige Horizont, der begrændser Livet, set fra Thronen; han havde bevæget sig imellem Folk paa Samfundets forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nært og rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne Natur Nøglen til at forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord, hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han fremtraadte for Folket, følte og udtalte det, at Kongen var som en af de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han med det Samme var Konge.

Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den med rundelig Haand. Lader os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mærkelige Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets Side, tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten, saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere betragtede sig som fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning, men som nedstegen fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en særegen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og Ledning betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660 og derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse aldeles ikke væsentlig forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjældende i de fleste af de europæiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er dog tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog formildet ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning, hvori en fransk Konge sammenfattede sin Betragtning: _l'état c'est moi_. Hvad der giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet i Danmark en særegen Karakter, er for det Første just det, at vi kunne tale om en saadan enkelt Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal og Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Læren om den absolute og uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og Klarhed traadte frem for Lyset førend en hel Del Aar efter 1660 ved Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme, saalænge det fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Særegenhed og en visselig uheldig Særegenhed. Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand havde efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men, idet den politiske Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette, der ved Indførelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt mod den misfornøiede og mistænkte danske Adel, at omgive sig med en anden fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet blev derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt, derfra bortvendt Herredømme. Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg, umiddelbart før Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i Danmark og især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden -- thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning end nu -- var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles tabte Blikket for denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med Adelen ved at lade Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større Svækkelse af al folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end ellers vilde have været Tilfældet. Naar vi nu imidlertid sige, at Enevælden i Danmark ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte som en enkelt Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin store og afgjørende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og Selvstændighed; men derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen af Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa dette Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde set den store og stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae det mægtige Krigerherredømme, der fulgte derefter, og efter dets Fald Forsøgene med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet; han oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse, der reiste sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Væsen. De Bestræbelser, der under den første franske Revolution herhjemme havde yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse med denne tildels vildt og excentrisk, trængte sig roligere, men alvorligere og stærkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere Statsform. Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke beslutte. Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke stærke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie, et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning, under hvem andre Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trængte sig imellem; og, steg end Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en elektrisk Gnist og ved den forene Kongens Sind og Folkets Ønsker. Da traadte Frederik VII til. Lader os ogsaa lægge Mærke til, at Frederik VII opgav Enevoldsherredømmet efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han længe med god Villie og Stræben har hersket, saaledes at ved Forandringen det Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordømmes ved Siden af det Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprør udbrød, der krævede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjøre den Kraft, til hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste Forestilling om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme, gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den Gave, han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra hele Monarkiets Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen tro under alle Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik fortrudt sin Gave? Har han aldrig noget Øieblik ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen Konge, som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til at bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt end han har. Men Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og Stræben, til en udover Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed, han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig allermest i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed, hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket, naar han stødte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og at han selv havde indført den. Lad da Frederik VII medtage fra os, hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken han hørte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Kløft, der i Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans nærmeste Forgængere, trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem, som vare ham nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden Haand til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt, og Herredømmets Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde overgives til en anden Regentrække.

Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han var det ikke ved udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden Statsmandskløgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade, at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have oppebiet Frederik VII's Død for at reise Avindsskjold mod vort Land, for at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII, da det Gøglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det dumdristige Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen for sit Folk. Han skilte sig ikke fra det, han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at værne for det. Vi ville ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige, at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit Folk med rolig og fast Beslutning.

Han havde Lykke med sig. Han maatte kæmpe en vanskelig Kamp; der vedblev under hele hans Regjering uafgjorte Stridigheder om Landsdelenes Forhold, og han maatte imødese nye Kampe; men hvormeget opnaaede han ikke? Han nedslog det Oprør, der havde reist sig mod ham, og han nedslog det saaledes, at han med det Samme opreiste sit danske Folks gamle Hæder. Hvormange betydelige Foretagender saae han ikke ved Siden deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes Samvirkning, Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde have havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre? Og hvormeget udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens Hjælp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Møisommeligheder og Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie mod de Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle Konge. Men vi tør ikke uden Indskrænkning følge Folket i den Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf. Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne reiste sig; de vare jo tilstede før, og, havde de end da en anden Form, syntes de ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis de vare komne til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den snevrere Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres, og det kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende, at, naar det hedder: "Dette vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII havde levet", saa indbefatter dette #hvis# efter menneskelige Vilkaar et "saalænge", og i dette #saalænge# ligger da tillige, at det dog engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Værn, han var os, saalænge han kunde; men lader os søge det Værn, vi nu behøve, hos os selv og hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny Fyrsterække, ved Blodets Baand nær knyttet til den forrige Kongeslægt, er kaldet til Thronen; men den er tillige støttet paa en Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret. Vi skulle give vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge at drage vor Konge fra os; de trænge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham, at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.

Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt, begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred! Bøi de Mægtige til Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige Sag; men, hvis Krig ikke kan undgaaes -- vi trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen --, skænk os da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand, at vi ikke udstrække vore Krav længere, end vor Ret gjør det nødvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens Aand!

Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles Forsamlinger uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mænd; vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider, at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt vor Konge!

Bemærkninger om Kong Frederik VII.

Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende Rektor ved Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller burde tilsidesættes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved en Sørgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af Universitetets egen Festsal havde maattet opsættes og fandt Sted i Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det Øieblik, næsten to Maaneder efter Kongens Død og længe efter hans Begravelse i Roskilde med sædvanlig kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa den yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende Krig; men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold overhovedet at holde en ny Sørgetale gjordes Opgaven mig endnu vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor Frederik VII, men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg ikke vilde bære det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette Forhold svækkede Talens Virkning, der under de givne Omstændigheder aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke var Tiden og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig Berettigelse og Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedeværende var der mere end én, der kunde have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller nogle af dem ville aflægge det, omendog først til Offentliggjørelse efter deres Død, véd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt Historiens Ret og Krav for nær, om jeg end har bemærket, at den i den seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det Betænkelige, der ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent, og af hvem man i det Hele har været behandlet naadigen; men jeg haaber at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til dette Forhold.

{[124] Se Talen ovenfor Side 289 til 292.}

Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar under lidet heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brødefuld og beskæmmet skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Sønnens Fødsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa at han først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de oprindelig ikke fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg neppe faaet den bedste Pleie. En vis Tilbøielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa Orden og Forskrift og til betænkelig Udmaling i Beretning og Fortælling bemærkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslægt forplantet med særligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke bør lades uantydet, vistnok bleve mere betænkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med Bekymring modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse med Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette Hverv[125]. Skilsmissen fra den første Gemalinde fulgtes af en Art Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hæmme en Tilbøielighed til at søge mindre godt Selskab, som allerede tidligere var fremtraadt. Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og under og efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte fordringsfuldt og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen, er klart nok. Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig og jævn Natur, men uden sædelig Holdning, ringe Dannelse, liden Tilbøielighed til aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa liden Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget stædig, men svag Karakter.

{[125] Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg, vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.}