Part 25

Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget større Kundskab og Færdighed i Italiensk[122], gik jeg til Neapel, men kunde destoværre kun anvende omtrent fjorten Dage til at nyde Stadens og Egnens Naturskjønhed og levendegjøre de dertil sig knyttende rige Minder. Det følger af sig selv, at jeg hverken forsømte Vesuv og Pompei eller Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno og Amalfi, og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte af 6 Gendarmer, uden hvilken det just i de Dage ikke ansaaes for sikkert at gjøre en Udflugt til Tempelruinerne ved Paestum. -- Under Natteopholdet ved Pompeii paadrog jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en Byld paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien fra Neapel over Rom til Florents og under mit imellem Bygningerne, Gallerierne og det medicæiske Bibliothek delte Ophold i denne By efterhaanden foraarsagede mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Læge, som, da der samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents usædvanlig stærk Sommervarme, strengt paalagde mig at opgive Venedig og hurtig over Mailand at søge til Bjergene. Destoværre tabte jeg paa Jernbaneturen over Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfældigt Uheld (Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den sydlige Pobreds yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet mig den ved Nedreisen lidte Skuffelse. Heldigvis kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af Smerte nyde Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem Tessindalen, og fra Airolo kunde jeg endnu, skjøndt med Armen i et Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abbéer, der gjorde en Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet, op til Hospitiet paa St. Gotthard. Over Luzern begav jeg mig derpaa til den lille By Immensee ved Zugersøen, hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer i Omegnen af Rigi og Küssnacht.

{[122] Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af, hvad en Artikel var, osv.}

I Begyndelsen af August mødte min yngste Datter og Søn mig, kommende direkte fra Hjemmet, i Luzern, og vi foretoge derpaa, efter at have besteget Rigi, en Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra forbi Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren. Derfra vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem Over-Haslidalen forbi Vandfaldet ved Handeck til Meyringen og Interlaken, hvorfra vedvarende Regn drev os tilbage over Brünig gjennem Unterwalden til Luzern. Efter at have besøgt Zürich og Schaffhausen gik vi over Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. -- Jeg har dvælet saalænge ved denne Reise, fordi den baade for Italiens og Schweitz's Vedkommende har efterladt mig en rig Skat af skjønne Billeder og glade Erindringer.

Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne de fra Italien i det foregaaende Aar medbragte Naturindtryk med Billeder af en meget forskjellig, men derfor ikke mindre tiltrækkende Karakter, idet jeg midt under den Spænding, som Udbrudet af den tydsk-franske Krig og de første Begivenheder i den havde fremkaldt, efter et tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ældste Datter, reiste gjennem Sverrig til Kristiania for der at holde en Række Forelæsninger over Sprogets almindelige Liv og Væsen, et Led i den Række af Forsøg, der i nogle Aar gjordes med at oplive og støtte Forbindelsen imellem de nordiske Universiteter ved Optræden af enkelte Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer endnu, hvilket eiendommeligt Indtryk den stille Fred i Vermelands ensomme Skovbygder gjorde paa mig, medens Sindet ikke kunde frigjøre sig for Tanken paa den skæbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved Sédan. Den Modtagelse, mine Forelæsninger og jeg selv personlig fandt, var mig saare glædelig, og denne Glæde forøgedes ved Udflugter i Byens skjønne Omegn og til Ringerige. I det Indre af Norges storartede Fjeldnatur fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at trænge ind, og endnu mindre kunde der derom blive Tale ved min senere Deltagelse i det andet nordiske Philologmøde i Kristiania i 1881, ved hvilket jeg den 10de August holdt et i det Letterstedtske Tidsskrift efter Hukommelsen trykt Indledningsforedrag: "Hvad er Sprogvidenskab?" og ligeledes paa anden Maade -- ligesom under Philologmødet her i 1876 -- deltog i Forhandlingerne.

De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet har tilbragt i stille Fred i mine Børns Kreds og i glædelig Omgang med mine tidligere Embedsbrødre og andre Venner, have ikke bragt ydre Begivenheder, der fortjene her at omtales. Ved Siden af den allerede omtalte indskrænkede Efterhøst af philologiske Studier, hvorom ogsaa det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria critica bærer Vidnesbyrd, og en mere omfattende Udfyldning af det Overblik over den nyeuropæiske Historie og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg allerede tidligere havde søgt at tilegne mig, har der været levnet mig Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og Tilværelsens dybere Spørgsmaal, som i tidligere Aar specielle Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver kun havde levnet ringe Raaderum, om end Driften dertil altid var tilstede og efterhaanden skærpedes. Men, hvorledes jeg paa dette Omraade har forsøgt at finde Ro og Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed med Følelsens Inderlighed og Kjærlighedskravet, derfor er det ikke her Stedet at gjøre Rede[123].

{[123] Anmærkninger af Udgiveren:

1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober 1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December 1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien, "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877 til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (-- min Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September 1881, se Bladene for samme Dag --) og "Om det paatænkte Monument for Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880. Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for 1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.

2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de, skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som hans seneste Meddelelser: "Hans (d. e. min Faders) Fremstilling vil altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden -- med en Opfattelse af samme som den #bedste# Tid i den Betydning, hvori gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen haandgribelig Modstand gjørende Oldtid --, men meget mere om en klar streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og Exegese."}

Tillæg I.

1. OM KONG FREDERIK VII.

2. NATIONALITETSPRINCIPET I POLITIKEN.

Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillæg føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt, saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at burde lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let tilgængelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterfølgende Bemærkninger stille sig til hinanden.

Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og som derfor her trykkes saaledes.

Udgiveren.

1. Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII af J. N. Madvig.

Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge skal ikke være taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets Vidnesbyrd og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der søger sit Udtryk i fyldige Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrændses af Livets Færd, Livets Opgaver, Livets Glæder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder siden, at Kong Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse ført til hans Fædres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit trøsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over Landet, er ophørt; Glæden -- nei, ikke Glæden (thi den har været sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Færd og Adspredelserne mærkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra alle Sider, de trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet sig og indbudt Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke engang kan modtage sine Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer end Høiskolens? Stod da Frederik VII i et saa særeget nært Forhold til Høiskolen, at den, ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg, særlig maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om Frederik VII af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tør tilbageholdes? Frederik VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi set vore Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede, forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjønne; naar vi nærmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den akademiske Ungdoms muntre Færd, de begeistrede Udbrud af dens Følelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes eller den alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tør vi ikke troe, at det med Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for største Delen stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster i Reformationens Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands Oplysning og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mærkedage til deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklæde Tanken i sammenhængende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let fandtes uden ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes, var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men fælles for det hele lærde Europa, og det lærde Europa faldt dengang nærmere sammen med det dannede end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares i det ligesom almindelige europæiske Sprog. Den fremmede Form er forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske Kongers Død siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede Universitetet, har dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle Enevoldskongernes Død, og den Hæder, der er vist samtlige Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham, der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at være det; det skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen af Magtfylden formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til Frederik VII's Minde.

Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det sømmer sig Mænd, hvis daglige Gjerning er Tankens og Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste. Tankens, Prøvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv og Regjering, at sætte os til Doms over den døde Konge? Er det Meningen her at mønstre hans hele Færd, i hans Regjering skarpt at adskille, hvad der tilhørte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk? Er det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjærlighedskaaben at efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Væsen fandtes af menneskelig Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden; dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis Navn jeg taler, ingen Beføielse og have ikke villet overdrage mig nogen; dertil føler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne Forsamling mere end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe det, ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi bøie os for, vi dele og istemme Folkets Sorg og Folkets kjærlighedsfulde Dom om dets døde Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et Øieblik fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved en Opløsning af hans Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og Prøvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i Aarhundreder har været vant til i en Regjeringshandling at se den umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket. Dommen fremkommer ved en almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags, men betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar Folket dog just vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere Sammensætning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det holder sig til den udprægede og fremtrædende Form, under hvilken Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imøde. For hvem af os er det dernæst skjult, at der i Folkets Omdømme om dets bortgangne Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges, især efter en elsket Konges Død, danner sig af ham hos den store Masse af Folket, er der og maa der være Noget, som erindrer om, hvad vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller bortkaste. Lader os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn, som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nærværende Paaskjønnelse som i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtræde og virke i en Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem Personligheden og Øieblikket og den Opgave, som just Øieblikket byder og forelægger. Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg, maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og en stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke naaer enten til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mægtig Omdannelse af dem, udretter stundom mindre end en jævnere og villigere Tilslutning til det Givne, Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte. Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at hans hele Væsen og Personlighed særdeles egnede sig for de Omstændigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og bære Kronens Byrde, og lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Stræben.

Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk Konge i Væsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Værn og Skjold for sit Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans Folk maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.

Frederik VII var en dansk Konge i Væsen og Sind. Den Naturbestemmelse, der var givet ham ved hans Fødsel, udviklede og pleiede han med den Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig mod det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne Væsen optog ikke og stræbte ikke efter noget Fremmed; ingen Forfængelighed drev ham til at tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde en større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder, han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede dets Minder, han elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en stærk, til klar Tanke sig fremarbeidende Følelse af, at ethvert Folk er en bestemt Personlighed i Historien, udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig i sit eget Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden af at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i fyldig, ren Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at i denne bestemte Form, i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der skulde bære Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse og forbundne ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor dvæle vi saalænge ved Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der skal føle sig som sit Folks Spidse, som dets første Mand, og som, for at være det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af Folket? Vi vide for det Første og bør sige os selv, at der for den danske Konge har været og endnu er en særegen Vanskelighed ved at gjennemføre den Opgave at være en i Sind og Væsen dansk Konge; der har været og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for den Nationalitet, der i dette Øieblik har vendt sig saa fjendsk imod os, at det er vanskeligt, som vi bør og ville, at bevare Billigheden i Tanke og Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en Tid lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været en Række danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det første Mærke paa al deres Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge den Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de Ældre af os erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtræden Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget Væsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han -- det være sagt til Andres Roes og Ære -- var bleven opdragen; han satte ikke blot det Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette Plads i Kongens Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig -- og denne Fortjeneste var særligere hans -- paa at hævde Danskhedens Ret der, hvor Grændsen for dens Udstrækning mere eller mindre var forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde udentvivl modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra denne Side end Frederik VII; men han følte ikke saa skarpt, hvor det var, der skulde kæmpes, og hvorledes der maatte kæmpes for Danskheden; hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf; Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i dets hele Betydning. Næsten i det samme Øieblik, da Frederik VII overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Sværd i Haanden og det Skjold i Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk. Han optog gjerne, hvad der bødes og paalagdes ham; han sluttede sig med Inderlighed til sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og freidig til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var stolt af at være den danske Konge, af at bære et Navn, for hvilket Folket vandt ny og frisk Hæder.