Livserindringer

Part 24

Chapter 24 3,633 words Public domain Markdown

At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af Rang, Titler (den 6te Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til at omtale, som jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige Mængde og Grad af deslige Udnævnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt ved tilfældige Omstændigheder. Jeg ønsker i denne Henseende her at lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret 1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som Præsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed, ogsaa derved blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtræden deraf syntes at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af Rigsraadets Formand. Denne tilfældige Ytring havde til Følge, at jeg faa Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i høi Grad ved at benaades med Storkorset af Dannebrog, en Æresbevisning, der af Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod Slutningen af hans lange Bane (-- den 18de Novb. 1871 blev jeg først Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetænksom Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse, vil jeg paa den anden Side ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage før Festen. Jeg følte mig aldeles overvældet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle modtage en Æresbevisning, som ikke blot ingen Universitetslærer nogensinde havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (-- og jeg havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til Kolleger --), men som bestandig havde været betragtet som Lønnen for udmærkede Tjenester i Statens høieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre Kreds og som en Byrde for mig under mine øvrige beskedne Livsvilkaar at betegnes som henhørende til "de høie Herrer" (grands seigneurs); jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede, at dette var ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af Festforberedelserne, i samme Øiemed til Justitsministeren og til Geheimekabinetssekretæren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var det iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved denne Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets Rektors Person, da der ikke kunde tillægges ham som endnu fungerende Embedsmand en Rangtitel. Det var da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden[112] og som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og franske Regjering[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort Universitetsjubilæum[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette Jubilæum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa[116], og at jeg kort efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i Odessa og Kiew. -- Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning til at dvæle.

{[112] Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister, Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré à iuste titre comme doyen des latinistes du monde entier".}

{[113] Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874-75 for de fire danske Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det russiske Undervisningsministerium.}

{[114] Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.}

{[115] Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). -- Da jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg -- paa forud underhaanden sket Forespørgsel -- troede at burde tilsidesætte.}

{[116] Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved Universitetsjubilæet i Edinburg tilbudne Valg til "Doctor of laws".}

Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879 uforstyrret i den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var ført. I 1852 (den 3die August) døde min Moder, 75 Aar gammel, efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besøge hende for sidste Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at vælge mig til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fødselsdag i 1874 lode min Buste opstille ved Indkjørslen til Byen Nord fra. -- En rig Nydelse og Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes besøgte jeg forskjellige Sommere i længere Tid min yngre Broder Lægen og hans Hustru først paa Frederiksværk og senere gjentagne Gange i Haderslev (i 1854, da jeg feirede mit Sølvbryllup dér i al Stilhed med min Familie og min nær derved i Hoptrup boende Ungdomsven Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883[117]). I 1855 benyttede jeg under min Ven Bojesens og Hustrus Fraværelse Rektorboligen i Sorø og i 1871 opholdt jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie paa Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard ved Bagsværd, i 1863 i Hellebæk, i 1869 ved Nyholte Kro og i 1865, 1867, 1868 og 1870 paa forskjellige Steder mellem Rungsted og Vedbæk, og i denne sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig i det af min Familie leiede saakaldte "Jægerhuset" under Smidstrupgaard i Kanten af den smukke Folehaveskov med en herlig Udsigt over Sundet og med Leilighed for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen bevarede Trang til Søbade. Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ældste Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn, tilførte mig en Datter af min oftere nævnte, afdøde Ven, Professor i Mathematiken Chr. Jürgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset[118]. Paa dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup (den 7de August) kort efter Universitetsjubilæet; min allerede dengang svagelige trofaste Hustru overlevede iøvrigt kun denne Glædesdag lidt over et Aar (død 19de Septb. 1880, henved 83 Aar gammel).

{[117] Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket selvfølgelig beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen Vemod.}

{[118] Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min Samværen med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende i min umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere Timer som Sekretær, -- og der samledes jævnlig uden særlig Indbydelse Venner af mig og mine Børn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i min Bolig i Kjøbenhavn.}

Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert Aar til Landets forskjellige Egne foretagne Examensreiser, hvortil knyttede sig enkelte Smaaudflugter, f. Ex. til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I 1856 fik jeg derhos Leilighed til med mine Døtre at gjøre et kort Besøg paa Møen. En endnu større Betydning for mig havde i dette Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besøg ved nogle fremmede Universiteter i Anledning af Jubelfester, et Par længere Reiser i Udlandet. -- I 1860 tilstodes der mig saaledes et lille Beløb (saavidt jeg mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige væsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjøre mig noget bekjendt med det franske lærde Skolevæsen: #enseignement secondaire#; paa et længere Ophold i Tydskland forbød Stemningen imod Danmark og særlig mod Præsidenten i Rigsraadet mig at tænke. Reisen gik da i den sidste Halvdel af August i hurtig Flugt ned til Bodensøen og derfra over Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen) ind i Schweitz, hvor jeg i en Tid af omtrent 14 Dage besøgte Zürich og Egnene omkring Vierwaldstättersøen og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved en Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og derfra gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun[119]. Derfra reiste jeg over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg under et Ophold af en halv Snes Dage -- de første, jeg tilbragte i franske Omgivelser, -- gjorde et flygtigt Bekjendtskab med det derværende Akademi eller Gymnasium, medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrændsende Mont Salève. Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernæst hurtigen gjennem Wallis og over Simplon til Mailand, idet jeg kun gjennem Taage og Regn skimtede Lago maggiore ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre Bygninger og Kunstsamlingen i Bréra i høi Grad sysselsatte mig, medens jeg kun kunde gjøre et flygtigt Besøg i det Ambrosianske Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til Comosøen (Bellaggio og Villa Carlotta) og tog derfra over Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og Alessandria over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor jeg ikke forsømte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller Dorianernes Mindesmærker (Palads og Kirke), og hvor jeg modtog et mægtigt Indtryk af det udenfor den herlige By sig udbredende Middelhav. Efter en Udflugt til Villa Palavicini, hvor jeg første Gang, en deilig Septemberdag, saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilsøs til Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun kunde ofre to Dage, men hvor jeg dog benyttede Leiligheden til at se de i Nærheden liggende Levninger af et romersk Amphitheater og at besøge det herlig liggende Kloster Cimiès (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en ret interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med Rousseau og Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg ogsaa fra Nizza til Marseille en høist ubehagelig Dampskibsreise ved Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge, at jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen af Adgangen til at hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer var dengang forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen maatte gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske Udenrigsministerium og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen dertil først meddeltes mig lige før min Afreise og derfor ikke benyttedes. Desto friere kunde jeg anvende Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede af Paris og dens nærmeste Omgivelser (St. Cloud og Versailles) som Skueplads for de store historiske Begivenheder, der allerede fra min første Skoletid stærkt havde beskæftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris gik jeg over Lüttich, Aachen og Köln i Oktober tilbage til Hjemmet. Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en saa hurtig Reise ikke kunde tænke paa at gjøre dybere Indblik i videnskabelige og litterære Forhold eller træde i nærmere aandelig Berørelse med betydelige Personligheder, men maatte søge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk, som jeg stræbte at gribe og fastholde klart, og i Beskuelsen af Kunstværker og Monumenter og Kulturlivets ydre og iøinefaldende Præg. Dog bevarer jeg en venlig Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris Philologerne og Litterærhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggér og Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde truffet i Kjøbenhavn, kom mig imøde, og det var ikke uden Interesse, at jeg ved en Fest i Institutet, af hvis ene Afdeling jeg senere blev Medlem, vexlede nogle Ord med den næsten fra Aarhundredets Begyndelse bekjendte Physiker Biot og den fra den Orléanske Parlamentarismes Tid berømte Villemain. -- Min tidligere nævnte korte Udflugt til Wien i August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten Dage) savnede dog ikke udenfor Arbeidet i det keiserlige Bibliothek et pikant Indtryk, idet jeg, under Keiser Franz Josephs Fraværelse ved den saakaldte Fyrstedag i Frankfurt, der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen, saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison som Del af det østerrigske Forbundskontingent; at Preussere og Østerrigere den følgende Vinter i Forening skulde trænge ind i Danmark, anede dengang Ingen.

{[119] Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal; pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min høire Haand, og blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brünig, og paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jætter rimeligvis ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forkølelse ved hed og træt at lægge mig til at sove i det eneste Værelse i Hotellet, der kunde indrømmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien var vasket. Forkølelsen blev efter den umiddelbart paafølgende Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for Fragtmænd og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig Slurk Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand, der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning, og som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en Hest.}

I 1869 opfyldtes, da jeg næsten var 65 Aar gammel, min i Barndommen vakte og under mine philologiske Studier idelig fornyede og skærpede Længsel efter at se det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berørt det nordlige Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun dettes vestlige Del, -- og ved et, efterat Reisen allerede var besluttet i et mindre Omfang, anonymt af en Kreds af velstaaende Medborgere, hvis Navne jeg først flere Aar efter maatte faae at vide, til min Raadighed stillet Beløb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen Betænkning modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig, lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid, Rum og Behagelighed, som væsentlig udvidede og forøgede dens Udbytte. Den 20de Marts forlod jeg Kjøbenhavn for over Hamborg, Kassel og München, hvor jeg venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og Christ, men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over Alperne og Brennerpasset til det med Længsel imødesete Land. Det første Indtryk var ikke opmuntrende. Betagen af et pludseligt og stærkt Mismod over min utilstrækkelige Forberedelse til Reisen, særlig over min Mangel paa Færdighed i Italiensk, førtes jeg i mørk Stemning og i mørk og kold Nat paa Jernbanen fra Innsbruck igjennem Etschdalen til Verona, hvor Veiret var koldt og stormende[120] -- hvilket dog ikke hindrede mig i at glæde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og Scaligernes Mindesmærker --, og under Rækker af Regnskyl og gjennem Uveirsskyer, der ikke stod tilbage for den mørkeste Novemberdag i Norden, fortsattes Reisen uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de snebedækkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde, om Natten naaede Florents for at finde et Par Timers Hvile i et slet Hotel i en Udkant af Byen. Næste Dag var imidlertid Alt forandret. I varmt Solskin foer jeg, destoværre altfor hurtig, forbi det gamle Østetruriens Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersøen gjennem Umbrien (Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen fik en dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene og til Rom, som jeg naaede den 30te Marts. Endnu fulgte der en kold og mørk Dag, men den sidste.

{[120] Jfr. Side 43.}

Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede aftagende Syn ikke kommen til Rom eller overhovedet til Italien for at sammenligne Haandskrifter, dechiffrere Indskrifter eller gjøre andre archæologiske Detailstudier, men for dels at nyde den umiddelbare Glæde over alt det Skjønne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart Overblik, omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold og Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet det romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig, og over det gamle Roms i Monumenterne fremtrædende topografiske Skikkelse i det Store. I begge Retninger havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg fandt mig, understøttet af en naturlig Evne til hurtig og sikkert at orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og dets nærmeste Omgivelser (-- allerede den første Aften vandrede jeg Kl. 9 alene fra Ripettaen gjennem en Række Gader til Hotellet ved Kirken Sta Maria sopra Minerva --) og færdedes uafbrudt uden Træthed og uden ængstelig Forsigtighed mellem Kunstsamlingerne og Mindesmærkerne, ogsaa de fra den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie levende havde interesseret mig. Den vundne Belæring var, uden Fordybelse i specielle Enkeltheder, ikke ringe. Naar man fra Kirken S. Pietro in Montorio, det gamle Ianiculums Høidepunkt, udover den nedenfor liggende By og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene og skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt Lys over den ældste romerske Historie, og mig i det Ringeste tiltrak Caecilia Metellas Monument ikke meget stærkere end de ligeoverfor liggende Levninger af en middelalderlig Borg. Samtidig glædede jeg mig ved Samlivet med danske Venner og Bekjendte, som tilfældigvis i det Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa en Gang syv forhenværende danske Ministre dér, nemlig foruden mig Hall, Casse (begge med deres Familier), Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid Rosenørn-Teilmann og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra Iselingen, V. Bergsøe, en kort Tid Skuespillerinderne Fru Eckardt og Frk. Bournonville og ligefør min Afreise Malerne Marstrand og Skovgaard, med hvem jeg derfor kun traf saavidt sammen, at jeg mange Aar efter i en da udgiven Samling af Breve af Marstrand med Tilfredshed kunde læse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig endnu færdedes der med ungdommelig Kraft og Munterhed. Ikke ringe Fornøielse skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang forbunden Forening af Musikeren Ravnkilde, Maleren Rosenstand og Billedhuggerne Børjeson (svensk) og Hartmann, der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg gjorde et Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano til Rocca di Papa og Monte Cavo gjennemvandrede jeg med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge gjennemstreifede jeg alene; den østlige Del (Frascati med det gamle Tusculum i Nærheden) besøgte jeg med Hall og Lehmann, Tivoli med dets Vandfald og Hadrians Villa med Hall og Casse og deres Familier. Volskerbjergene vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og Ostia beklager jeg at have forsømt, medens jeg derimod foretog en Udflugt til Cervetri (Cære), hvor jeg baade saae et Par gamle etruskiske Grave og hos to Brødre, der havde forpagtet Fyrst Ruspigliosi's store Landeiendom deromkring, fik et lille Indblik i den Maade, hvorpaa romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg opholdt mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle hundrede fattige neapolitanske Arbeidere modtog deres Løn for i nogle Dage forinden at have besørget Høsten paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med Hvede, saalænge den vilde bære, udgjorde hele Dyrkningen; efter Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den romerske Kampagne til det neapolitanske Grændsedistrikt, hvor den hørte hjemme[121]. -- Hvor lidet jeg end havde nogen Sympathi for Pavens verdslige Herredømme, maatte jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at jeg lærte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden det i det næste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae Pio Nono ved flere kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.

{[121] Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker, der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer, nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede, skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer: Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.}