Part 28

Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker fra mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare ham tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektør, og væsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende Forhold.[129] Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig politisk Indhold, deriblandt egenhændige Gjenparter af nogle Breve, som min Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde ønsket at opbevare, for at hans egen Optræden ved disse Leiligheder kunde godtgjøres. Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne sig til Offentliggjørelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke egne sig dertil ialtfald for Tiden som hidrørende fra endnu levende Personer eller dog ikke naturlig høre hjemme hér, har jeg, som allerede i en Anmærkning Side 193-194 berørt, ment nedenfor at burde meddele 7 Breve fra 1850-1851, nemlig 4 til min Fader fra afdøde Generalauditør A. W. Scheel under dennes Ophold ved Fredsunderhandlingerne i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle væsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nævnte Afhandling i historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883, dels i H. N. Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorsøes Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i Brevene forekommer Noget, som endnu ikke bør fremdrages, navnlig naar henses til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.

{[129] Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne til en af vore offentlige Samlinger.}

Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af min Fader i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdøde Overkammerherre Oxholm af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at konstatere hans egen allerede i Livserindringerne og den ovennævnte Afhandling omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om Originalen er bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).

Efter min Fader fandtes iøvrigt ogsaa hans originale, mærkelig nok ikke i hans Erindringer nævnte Ansøgning om Afsked som Minister af 2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende fra H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens Levnedsoptegnelser Side 365-367, jfr. Side 354-365, hvor det findes nærmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes stod i den nøieste Forbindelse med Spørgsmaalet om Delingstankens Opstillelse som ialtfald subsidiær Fredsbasis, og at Ansøgningerne kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det øvrige Ministerium og Kongen gik ind paa, #at#, hvis de danske Fredspræliminarier forkastedes, da yderligere afgjørende Underhandlinger ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags Sammentræden, samt paa, #at# A. W. Scheel blev sendt som 3die Fredsunderhandler til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. -- Af et andet forefundet Aktstykke ses det derhos, at min Fader, da Ministeriet af 13de Juli 1851 blev dannet med Grev Carl Moltke-Nütschau som Minister uden Portefeuille, udtrykkelig gjorde det til en Betingelse for sin Indtrædelse i dette Ministerium, at Grev C. Moltke, naar han, saavidt muligt, overtog den ham egentlig tiltænkte Stilling for Holsten, skulde træde ud af det specielt danske Statsraad og staae i det Forhold til dette, der, saalænge Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke definitiv var ordnet i Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev Reventlow-Criminils Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev accepteret fra Konseilpræsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. -- De omtalte tvende, iøvrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg dog ment ikke at burde aftrykke her løsrevne fra de øvrige Akter, hvortil de egentlig høre.

De ovennævnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsfølgen.

#Udgiveren.#

* * * * *

Berlin den 21de Januar 1850.

Høitagtede Hr. Minister!

Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned og endnu har jeg ikke afgivet nogen Beretning angaaende den Sag, hvorfor jeg er her. Herover vil man maaske undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver Postdag derimod indkomme Beretninger fra den ene eller den anden af mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men disse betragte det som mere henhørende til deres end til min Funktion at tale med de herværende diplomatiske Personer og føle paa den snart stigende, snart faldende politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende, da jeg virkeligen troer, at de udføre slige Forretninger langt bedre, end jeg vilde være i Stand til, og det er meget kjendeligt, at de diplomatiske Væsener langt heller indlade sig med en Excellence eller med en her allerede bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre end med den tørre Generalauditør, der i den diplomatiske Verden er en ganske ubekjendt Størrelse, som derfor ogsaa af den ses over Hovedet. At den, som har ageret politisk Doktor, ogsaa maa skrive Sygejournalen, forstaaer sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke været ledig. Der var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at læse, og dertil maatte jeg anvende den første Tid. Efter at have gjennemgaaet det mest nødvendige Materiale og gjennemtænkt Sagen, gik jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog om Aftenen Kl. over 10 Dagen før min Afreise. Da jeg havde studeret dem, klarede jeg mine Ideer om, hvad vi efter Præliminarierne nødvendigvis maatte drage frem under Underhandlingerne, og hvad vi burde søge at holde ude derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk ansaae jeg det gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt Brug valgte jeg Formen af et Brev. Da dette var færdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme for at erfare, om de maatte være enige i samme, og om de ikke maatte anse det passende at indsende et saadant Brev til Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad Maade jeg -- eventuelt vi -- opfattede Præliminarierne og Instruktionerne, og for at dets nærmere Bestemmelse kunde faaes, navnligen med Hensyn til Punkter, hvorom Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte Skrivelsen, af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, iøvrigt i det Hele og foranledigede kun, at en Bemærkning tilføiedes og et Par Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt, som paa Reedtz's Forslag udgik, angik et Spørgsmaal om et eget Flag for Slesvig. Jeg erkjendte, at der ikke for Tiden var tilstrækkelig Anledning til at sætte Ministeriet i Forlegenhed med et saadant Spørgsmaal. Resultatet er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig undertegnet Skrivelse, som under 10de d. M. er indgaaet til Udenrigsministeriet. Paa Grund af dens Indhold anser jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt Statsraadet. Pechlin havde imidlertid været beskæftiget med at opsætte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres den preussiske Kommissær ved Fredsunderhandlingernes Aabning. Den modificeredes noget i Overensstemmelse med fornævnte Skrivelse, men indeholdt dog foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af Instruktionerne, en Del Sætninger, som, om de end vare sande, vare af den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde have rettet sit Angreb mod dem. Et heldigt Vink om at udelukke al Motivering gik P. ind paa, og han begyndte derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M., paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos ham med sin Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var beredt til at begynde Underhandlingerne, hvad Dag det skulde være. Et lidet formelt Spørgsmaal, nemlig angaaende Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav os Udsættelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede meget med at faae færdigt, hvad der skulde forelægges, og jeg frygtede for, at det nye Udkast ikke ganske vilde tilfredsstille mig, skjøndt jeg efter vore Forhandlinger maatte antage, at jeg maatte blive enig i Hovedsagen, tilbød jeg mig at ville forsøge paa et Udkast. Dette forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de. Den følgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som ubetinget tiltraadte det og tilbød sig at oversætte det paa Fransk. Pechlin erklærede sig ligeledes enig i samme. Da det var oversat, diskuterede vi Redaktionen og fornemmeligen de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget en Omsætning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, vare nemlig overensstemmende med P.'s ældre Udkast satte foran Bestemmelserne om Slesvigs indre Selvstændighed, men det fandtes rigtigst at følge en omvendt Orden. Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler, og den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de om Morgenen gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om Middagen Kl. 1 Fredsunderhandlingerne skulde begynde. Der var saaledes ikke megen Tid at give bort, og den Maaned, som er hengaaet, og for hvilken Preussen maa høre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger, men vi vilde have staaet med tomme Hænder, og det vilde neppe have været os aldeles klart angaaende alle Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under Forhandlingerne, og hvad vi skulde søge at holde udenfor samme. Den omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte som Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som endelige Artikler for Fredstraktaten. De vil let gjenkjende Overensstemmelsen mellem disse 14 Artikler og Skrivelsen af 10de d. M. At enkelte for Slesvig fordelagtige Vilkaar, som vi ere bemyndigede til at indrømme -- med Hensyn til Kolonialanliggender, Sundtold, forstærket Repræsentation paa den fælles Rigsdag --, ere udeladte, er sket af Politik, for at der endnu kan være Noget at byde. Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er sendt til Udenrigsministeriet, bleve i vor første Samling hos Grev Westmoreland med Usedom den 17de ds. oplæste og af Sidstnævnte tagne ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes aabnede 6 Maanedersdagen efter Præliminariernes og Vaabenstilstandens Ratifikation. Gid de maatte føre til en lykkelig Ende og det nogenlunde snart! Alt gik meget venskabelig og forekommende til i den første Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mærkes, om noget af Forslagene overraskede ham. At han lader sig manuducere af Samwer, lover ingen venskabelig Stemning, og derpaa tyder heller ikke hen, hvad der fortælles, at han uddeler blandt de herværende Diplomater et af Lasiauve, forhen Huslærer paa Augustenborg, forfattet fransk Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander det bitreste Had mod Danmark. Vore Forslag skulle nu naturligvis behandles paa preussisk Side, og det lader sig saaledes ikke sige, naar næste Samling kan blive holdt. Af det Ovenanførte vil De kunne slutte Dem til min hidtilværende Virksomhed her, forsaavidt der gives et skriftligt Vidnesbyrd om samme. Iøvrigt har jeg naturligvis i Konferencerne med P. og R. efter Evne søgt at bidrage til et rigtigt Resultat, naar en Beslutning har været at tage i et eller andet Tilfælde, selv saadanne, forsaavidt de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages at ligge udenfor den mig særligen anviste Virkekreds. Jeg begynder at troe, at jeg muligen dog kan gjøre lidt Nytte her, hvilket være sagt, uden at jeg miskjender mine Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er aktiv og paapassende; han taler vor Sag med Varme og Værdighed, og, da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjøre hans Forestillinger Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaaer godt at holde P. tilbage, naar denne bliver for ivrig, og at holde de fremmede Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er noget vanskelig at behandle, i godt Lune. Han véd godt at pumpe Efterretninger og Meninger -- de sidste vel ikke altid ganske oprigtige -- ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for at blive fri for at svare paa et ubekvemt Spørgsmaal. Begge komme de meget ud i Selskab og have derved Leilighed til at høre Udtryk af de politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger ogsaa afgive Vidnesbyrd. At jeg behandles med langt mindre Opmærksomhed -- hvilket Tryk jeg forresten haaber at kunne bære --, viser sig blandt Andet ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige Maade staaer mig aaben, og at man er mere tilbageholden mod mig, hvortil dog Skylden for en Del kan ligge i min Personlighed. Mine politiske Kombinationer maa jeg saaledes i det Væsentlige danne af de Beretninger, som jeg finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er Anledning for mig til at meddele dem, da man i Kjøbenhavn besidder samme Materiale, som jeg har, til at bygge Slutninger paa. Med de for vor Sag vigtigste to Diplomater, Westmoreland og Meyendorff, har jeg naturligvis talt. Den Første anser det for en Naade, naar han engang imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser, at han ikke er stemt for at være fortrolig med mig. Jeg troer forresten med Sikkerhed at kunne antage, at han er lunken. England vil nok, at Freden skal komme i Stand, men det vil ikke støde Preussen. Meyendorff er en kundskabsrig og elskværdig Mand, der er fuldkomment inde i vore Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen godt med os, men, om han, hvis det skulde behøves, vil optræde med alvorlig Kraft til Fordel for vor Sag, maa dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de større politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin -- og Pechlins -- eventuelle Basis har han ikke indladt sig videre med mig, da jeg aldeles bestemt har udtalt mig for, at vi maatte holde fast paa Præliminariernes Basis, og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at der jo paa samme vilde og maatte indrømmes en gunstig Fred.

Vi have her en vedvarende streng Kulde. ÷ 5 à 6° anses for mildt Veir. Flere Dage have vi om Morgenen havt ÷ 16° og midt paa Dagen ÷ 12° R. Desuagtet har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa godt overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en Forkjølelse.

Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr. Minister, Levvel! beder jeg at bringe Minister Clausen en lige venskabelig Hilsen fra

Deres med sand Høiagtelse ærbødigste og hengivne #A. W. Scheel#.

Høivelbaarne Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D. _________________ Hermed et Bilag.

Bilaget:

Allerede var jeg færdig med mit Brev, da Baron Pechlin lod mig læse en Skrivelse til ham fra Kammerherre Bille, hvori denne taler om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelsen af det danske Spørgsmaal og om Ansættelsen af en fælles Statholder for Hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Skjøndt Baron Pechlin og formodentlig ogsaa Kammerherre Reedtz ville udtale sig over disse Spørgsmaal, vil jeg dog tillade mig i denne Skrivelse til Dem med et Par Ord at berøre dem.

En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede tidligere har været Tale, kan maaske blive ønskelig og Successionsspørgsmaalet vil muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand, men for Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne gunstige for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig, at altfor mange Data tyde hen paa, at baade England og Frankrig kokettere med Preussen. Medens dette sker, udsætte vi os for ikke blandt de 5 store europæiske Magter at faae mere end i det høieste 2 Stemmer for os, men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt at slippe vor Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalænge vi forblive paa Underhandlingernes Vei, have vi Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os, og dette giver os efter min Mening en stor Fordel, da Preussen vistnok gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare vor Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed. Overgives Sagen til en europæisk Kongres, maae vi uden Tvivl ubetinget underkaste os dens Bene-placitum, der efter Omstændighederne snarest vilde komme til at gaae ud paa en konstitutionel Forening af Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at høre til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og den unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en fælles Arvefølge, vilde Stormagterne eller Flertallet af dem sandsynligvis vise sig blinde for den Fare, som for den nordiske Stat Danmark opstaaer af hin Forening mellem Hertugdømmerne. Først naar det virkeligen viser sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden Vei. Vi maae saaledes i alt Fald afvente Preussens Modforslag eller Svar paa vore Fredsforslag.

Hvad dernæst Spørgsmaalet om en Statholders Ansættelse for begge Hertugdømmer angaaer, da vilde jeg gjerne, for at danne mig en Mening om Hensigten med Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer. Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz, kan det gjerne være ærlig ment, da man let kan tænke sig, at en Mand, der staaer udenfor Forholdene, kan anse Ansættelsen af en fælles Statholder som et tjenligt Middel til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i begge Hertugdømmer i en regelmæssig Gang, uden at han aner enten Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhængig og kraftig Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye et administrativt Tilknytningsmiddel mellem Hertugdømmerne. Har Forslaget sin Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne, er Hensigten uden Tvivl at faae en Statholder i deres Magt, der skulde være bunden ved deres Grundlov af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift kom til ligesom at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.

Skjøndt det vistnok er farligt for Følgernes Skyld at gaae ind paa det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem Slesvig og Holsten, vilde jeg dog ikke være imod det som en provisorisk Foranstaltning indtil Freden, saafremt man derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i begge Hertugdømmer. Men, for at opnaae dette, maatte man være forsigtig i #Valget#, sikre sig hans #Stilling# og være vis paa en Regjering i Slesvig, der vilde handle i den lovlige Tilstands Aand. I alle Henseender opstaae Vanskeligheder. Da vi have saa yderst vanskeligt ved at finde en passende Personlighed til Statholder hjemme, falder Tanken snart paa at søge en Fremmed. En Tydsker kunne vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen skulde være en Fremmed, neppe blive Andet tilovers end at tage en Englænder. Et saadant Valg forekommer mig meget betænkeligt; thi, om man end kunde sikre sig en fornuftig og veltænkende Mand, vilde det ikke alene være kompromitterende for Danmark, at en Fremmed skulde staae i Spidsen for Regjeringen i en saa betydelig Del af Monarkiet, men, da han vilde være ubekjendt med Forholdene, lader det sig ikke beregne, til hvilke skadelige Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilfælde vilde lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse, hvilke Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til dem vilde han vel ikke være egentligen bunden, naar han ei skulde forestaae Regjeringen i Englands Navn, men han vilde dog ikke letteligen undlade at følge dem. Jeg vilde derfor være tilbøielig til at foretrække at tage tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen dansk Privatmand vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end Arveprindsen og Landgreve W. Den Førstnævntes Stilling som nærmeste Agnat giver ham et Fortrin, men formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller maatte tye til Landgreven. Han er vel intet stort Lys, men han har dog nogen Karakter, og jeg forudsætter, at der kan stoles paa hans danske Sindelag. Af stor Vigtighed vilde det være, at der medgaves en saadan Statholder baade en dygtig militær Stabschef, som Krigsministeren nok vil vide at finde, og en dygtig, med Hertugdømmernes Lovgivning bekjendt og dansksindet civil Embedsmand, der kunde forestaae Statholderskabets civile Forretninger (Plessen?)

Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de Septb. 1848 faktisk sattes ud af Kraft for Holsten, maatte Statholderen dog have en aldeles uafhængig Stilling uden at være bunden ved de i denne Lov om Statholderen indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en Spillebolt for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte være den høieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdømmerne, dog med en vis Modifikation med Hensyn til de fremmede Tropper, og alle [de] Sager maatte gaae til hans Afgjørelse, som tidligere udfordrede Bestemmelse af de høieste Kollegier eller endog kongelig Resolution, dog muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nærmere Fastsættelse der ikke mangler Kræfter i Kjøbenhavn.[130] -- Forsaavidt jeg har forstaaet det, er Meningen, at der, naar en Statholder udnævntes, skulde indsættes nye Regjeringer i begge Hertugdømmer. For Holsten kunde dette ikke lede in pejus, men for Slesvig er Experimentet farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paanødes Landsforvaltningen, handler den dog i dansk Aand, og, hvor slet end Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl gunstigere for Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen. Da man nu har havt saa stor Vanskelighed ved at bringe denne Regjering i Stand, maa man vel betænke sig, inden man samtykker i, at den opløses, og være vis paa at faae Mænd, til hvem man kan have samme Tillid som til dem, der nu udgjøre Regjeringen. Men er dette muligt? Dersom Forslaget om en Statholder er ærlig ment som indeholdende i og for sig et Gode for Landene, synes Øiemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at den nuværende Regjering i Slesvig i det Hele fratræder. Det vil neppe blive indrømmet, at Kongen af Danmark udnævner en hel ny Regjering, men, hvis der skal være en Preusser i den, vil det være bedst at bevare i samme baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.

{[130] For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han ikke være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten, men staae over dem begge.}

Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae ved Ansættelsen af en Statholder, som skulde indtage en passende Stilling, anser jeg det ikke sandsynligt, at man vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde dette desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder -- hvilket ligeledes er antydet -- tillige ansattes for Lauenburg; thi man vilde snart paaberaabe sig og benytte den Enhed, som derved de 3 #tydske# (saa vilde man udtrykke sig) Hertugdømmer i en vis Henseende kom til at danne i Modsætning til Kongeriget.

De ovenstaaende Bemærkninger have spundet sig længere ud, end jeg havde ventet. De ere nedskrevne i Hast og jeg har ikke havt synderlig Tid til at overveie Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med denne Post.

Ganske som ovenfor #A. W. Scheel#.

* * * * *

Kjøbenhavn, den 1ste Februar 1850.

Høistærede Hr. Generalauditør!