Part 7

[29] ~Peter Dreier~ var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været Sekretær hos ~Petkum~, og denne var det, som overdrog ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af ~Kall-Rasmussen~ i ~Danske Magazin~ 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).

[30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.

[31] I Randen er senere tilføjet: »_Ieg haffde en Ring med en Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min Tale, att der war noget i Munden_«.

[32] Hvilken Rolle ~Braten~ spillede ved Leonora Christinas Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.

[33] Generalmajor ~Adolf Fuchs~, hvis Strenghed og Brutalitet ikke lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var, endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa Korfits Ulfeldts ældste Søn, ~Christian U.~, kalder Fuchs en »Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, se ~Wolff~'s Journal f. Politik 1816, 2, 93-94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle antages at have været en Søn af General i Artilleriet ~Hans Philip v. Fuchs~, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da ~Christian Ulfeldt~ -- der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By -- møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1816, 2, 90-96; jvfr. ~Paus~, Corf. Uhlefeld 2, 216-17; ~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 280-81. Hos ~Paus~ a. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra Grev ~Christian Rantzov~ til Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.

[34] ~Niels Rosenkrands~ til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658 af -- det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se ~Løvenskjold~, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. -- været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.

[35] ~Steen Andersen Bille~, en naturlig Søn af Rigsmarsk ~Anders Bille~, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant i Kjøbenhavn.

[36] Maaske den Samme, som i ~O. H. Moller~'s Nachr. von d. Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads Erobring; se ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677, S. 502.

[37] d. e. ~Ahlefeldt~. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o. s. v. Den her nævnte ~Fr. v. Ahlefeldt~ til Maasleben og Hald var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde den 4. Januar 1672.

[38] Hendes Navn var ~Augusta von der Wisch~.

[39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe) ~Frants Eberhard v. Speckhan~'s Kone. Hun havde tidligere været gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, ~Reinholdt Hansen~, og (efter dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr. ~Suhm~, Nye Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99; ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 386 og 471; ~Nyt histor. Tidsskr.~ 4 Bd. S. 383-84 og 391; ~For Literatur og Kritik~ 1 Bd. S. 171-72.

[40] ~Birgitte Ulfeldt~ var en yngre Søster til Korfits U. Hun var født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med ~Otte Krafse~ til Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling (trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 121-27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.

[41] I Randen er senere tilføjet: »_Mig skulle snarere haffue mange derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte._«

[42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.

[43] Slotsfoged ~Jochum Waldburg~ eller ~Jochim Waltpurger~, om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se ~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.

[44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist. und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger ved Molbech S. 89.

[45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. -- ~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672) vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk, nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over Leonora Christina.

[46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D. S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr. ~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S. 158.

[47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.

[48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt, hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S. 250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~, den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.

[49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge; i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien, ~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene (~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63 opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1. pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.

[50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen yderligere Oplysning.

[51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over Ulfeldt.

[52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.

[53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale, var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.

[54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619 og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i ~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.

[55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.

[56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.

[57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag. 291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst ~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie Amalie.

[58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.

[59] Se S. 34 Anm. 3.

[60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni 1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.

[61] Dette Ord er senere overstreget.

[62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f. 1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs, Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til ~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S. 131-34.

[63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«, maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder foregik.

Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott! dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom, aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.

[64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December 1658.