Part 8

Den 10. _Aug._ Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag, huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.« Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en _absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed. G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war), »huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_ der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier. Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis _Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff _interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße, Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?« Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?« Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte, oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem, om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!« Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien, murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_ Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste, imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.

[65] Jvfr. Indledningen.

[66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav. Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.

[67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.

Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men _Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_ forrefalt.

[68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse, der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.