Part 19

En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig. Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.

Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil, satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af Samtalen. --

Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg Brandes' Ansættelse.

-- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren med en betænkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden meget tilbøjelig --

-- Ja, han! -- ja --

-- Og hvis han bliver ved at være det længe, saa --

-- Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. -- Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, -- det er kun et Tidsspørgsmaal --

-- Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er jo ligefrem en Plet i Ministeriet.

-- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes --

Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.

Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten, medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter, bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens hvidrammede Ruder.

Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.

-- Men Kære dog, -- De staar saa alene og har næsten ikke lukket Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som mig.

-- Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ... Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det Hele.

-- Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.

-- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --

-- Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.

-- Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge saaledes.

-- Og Grunden --

-- Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan --

-- De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg er ingen Fanatiker, -- og det gør dog godt ikke at være ganske ene med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den Udvikling, -- især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, -- af andre Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De -- og selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu forlanger det, -- saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja, det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa mø' over.

-- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.

-- Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?

-- Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde --

-- Tro det ikke, Kære! --

Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa Rubinøjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.

XXXIV.

I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.

-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad vil De helst have idag?

-- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.

-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.

Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det danske nye Testamente i Støvleskaftet.

I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og læste: --

»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og historiske Værd, samt en Kritik af disse.«

Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i Støvleskaftet!

Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!

Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned, at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved Tanken om at gøre noget uhørt.

Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over Papiret.

-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre, -- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:

»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den alexandrisk-gnostiske Retning.«

-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede Auditoriedøren efter sig.

XXXV.

-- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst Lindekær.

-- Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.

-- Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis Haandskriften, -- he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.

-- Saa ... Virkelig! ... Hm.

-- En Kop The til, Hr. Professor?

-- Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.

-- En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --

-- Hm ... Har De læst den ud? --

-- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --

-- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.

-- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --

-- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vèd jeg ikke, -- den forkaster Evangeliet.

-- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.

-- Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en fuldblods Tübinger.

-- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade Ægtheden træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men det er jo noget aldeles uhørt!

-- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før, siden den bekendte Historie med Brøchner.

-- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ... En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.

-- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan tillade ham at tage Examen.

-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.

-- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...

-- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde hørt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.

-- Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store Selvkoger, -- det er dog Troen, som --

-- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.

-- Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.

-- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, være ~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.

-- Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De maa dog som Universitetslærer give mig Ret.

-- Ja, det kan jo ikke nægtes, -- den dobbelte Stilling -- der er virkelig en betydelig Vanskelighed.

-- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. -- Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at vise det for vort Vedkommende.

-- Ja--a, -- hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.

-- Aa, -- Ministeren bør ikke være vort ~forum~.

-- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.

XXXVI.

Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tændstikker, fik han fat i et stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tændstikkeæsken, tændte Lampen i en Fart uden at sætte Kuplen paa, rev Konvoluten op og foldede Skrivelsens Folioark ud: --

~Den 8de Juni 1880.~

~Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato tilskrevet det theologiske Fakultet følgende:~

~I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det højærværdige theologiske Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologiæ Niels Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj har besvaret Fakultetets Examensspørgsmaal paa en Maade, der formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i samme, vil være at stede til den mundtlige theologiske Examen.~

~Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at det fremsatte Spørgsmaal maa besvares benægtende.~

~Hvilket herved meddeles Dem til fornøden Efterretning.~

~Det theologiske Fakultet.~ ~P. F. V.~ ~H. Petersen~, ~Dekanus.~

XXXVII.

-- Kolding, fem Minuters Ophold.

-- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.

-- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.

Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den varme Midsommerdag.

Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store Linjer, der havde Halvøens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter, og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige Grænser.

-- Vamdrup.

»1ste og 2den Klasse«, «, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand, klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres yderste spredte Forposter.

-- Færdig.

Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen, -- ud til disse Forposter.

Bakkebølgerne løjede af, Skovene færredes og trak sig langt bort til begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den øde slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den anden Side, urolig, med den feberagtige Spænding, der griber en Dansk, og især en Nordslesviger, ved den nye Grænse og lader En frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pæl med den flakte kejserlige Ørn.

... Hvidt Led med skarlagenrødt Jærnbeslag til venstre ... Dannebrogsfarvet Bom til højre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ... Dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Snurre til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ... Hvordan var det? -- stod der nogen Grænsepæl ved Jærnbanen? ... Endnu ikke; -- dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre -- nok et til venstre ... Hvidt Led til venstre; -- hvad var det? ... Et Led nærmede sig til højre, -- intet rødt, helt over snavset hvidt, kun med Numret i sorte Bogstaver øverst paa Stolpen, -- nok et, lige saadan, med det næste Nummer ...

De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter. Hjorth lænede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede ind i »das grosse Vaterland«, der begyndte magert nok, ligesom hans lille Fædreland endte, med svedne Græsflader, -- med modne Rugmarker, hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at løfte Haanden, -- med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland svarede godt til sit tyske Navn »Hedekorn«, -- Boghvede, der var saa fuld af Agerkaal, at det saà ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Røg ned og hvirvlede bort, slæbende over Græsaks og Vipper sin flossede og frynsede Søm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort Viftemønster af trøstesløs lange Grøfter og Agerrender, der regelmæssig svingede forbi med en Bevægelse som Møllevingers ...

-- Woyens. -- Alle aussteigen. -- Zollrevision. -- Handgepäck mit.

Sidebanen holdt rede og dampede strax efter østpaa. Skovene rykkede nærmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov blinkede noget blaat, der videde sig ud til en Sø. Bagved byggede et Mylr af røde Tage sig op mod en mørk firkantet Bygning, paa hvis høje Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, bræmsede, holdt.

-- Hadersleben. -- --

Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup vred om tilhøjre fra Chaussèen og nærmede sig til Nygaard. Dobbelt rustrøde bugtede sig den gamle Fyrrerækkes Grene under det blaagrønne Naaleløv, og de vestlige Have-Træers Slag-Skygger strakte sig, saa de snart kunde naa at lægge deres Hoveder til Hvile paa de østlige Træers mossede Rødder, medens bagved Haven den store Kløft med sit fodhøje Lag af vissent Bøgeløv, fyldt af en Lysmasse, der skød sig igennem paa langs, glødede og straalede som det indre af et uhyre væltet Kobbertag. -- Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede; blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.

Han standsede. Det var Vonsbæk Præsteskov, han saà.

Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhøjre, saà han hende et Stykke ude, langsomt sænkende Barnet, til de krummede Taaspidser berørte den blanke Flade, der ringlede sig under ham, medens han udstødte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude fra vedblev at følge ham, medens han trængte gennem den tæt sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en Fod over den fugtige Sti, hvor Tjørnene slog en Klo i ham, og Brombærranken strakte sin tornede carmoisinrøde Arm frem foran ham, vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrønne Blade og samtidig lokkende med modne Bær, hvor den pragtfulde Gærdesnerle viklede sig op og aabnede sine store lyserøde Blomsterbægre med deres vinselformede Rand og en hvid Stjærne ned mod Bunden, medens Skovvikken, der klatrede endnu bedre, højt oppe over hans Hoved vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Løv og nikkede med de lange bøjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl, der vare mønstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjældne Blomster, som han intet andet Sted havde sèt, men erindrede her fra den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse Farver vare for hans Øjne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for Hugo's Øren: han følte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve fra Hær til Hær af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv, -- for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rømningsmand, og hans Saar begyndte at bløde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at alt var forbi for ham, at han ikke længer havde nogen Plads i Livet, med en træt Lyst til for bestandig at lægge sit Hoved til Hvile dèr, hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat indvirket med grønne Blade og Slyngtraade, lyserøde Snerler og hvide Vikker.

Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formløs Tro paa, at han vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt, der nu var bytteløst endt, netop for at finde en ny Vej aaben -- udefter -- opad -- mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne, purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knæene, og hvor Miliegræsset stod skulderhøjt, let duvende Blomsteraxenes lange hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rødlige, metalblanke Stængler.

Saaledes naàde han snart til den sidste aabne Skrænt, hvor Udsigten igen er fri, og han kastede sig træt ned i det bløde Græs, med Hovedet lænet mod en Træstub.