Part 20

Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der endnu en landfast Dis, der foroven umærkelig smeltede over i Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svømmede et Par mindre, røde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange Rosastriber overskaarne af staalgraa Strømrifling. Men imellem Vandet og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede, overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhøjre, hvis skraanende Gulhed næsten skar i Øjnene, medens Ruderne i et Par Huse luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Række høje, fritstaaende Bøge, med lidt bortbøjede Stammer og Kronerne blæste ud mod Fjorden ligesom i Længsel efter at spejle sig; og bag ved det fjærneste Par tilvenstre kom Præsteskovens Pynt frem, kun med en Tanke Sol henover den øverste Løvrand, indtil den med sin mørkegrønne Snude syntes at berøre Sverdrup Skov, der laa som støbt i Bronce med en let Forgyldning og grønt anløben i alle Folder og Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovsøs ensomme Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et vemodigt Smil.

Der var saa stille rundt om. For Øret hørtes neppe længer Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine regelmæssige Dirringer -- ligesom Slag af Solesætlandskabets rolige Puls. -- Ellers hørtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der fløj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag Skoven; strax efter strøg den forbi tæt ved med sit sorte Hoved og de graa Vinger; snart tegnede den mod den mørke Skovgrund det hvide Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var det kun dette hvide Spejlbillede, der fløj nede i Vandet. Men saa kom den selv med Vipstjærtens Bølgeflugt, fjærnende sig fra og nærmende sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar den dalede, indtil de næbbedes i Overfladen. Saa stejlede den højt oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store Ringe, medens den hævede sig skrigende. Den syntes altid at maatte være dèr, at høre med til Stedet som Uroen i et Uhr.

Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille Dage før Kampens og Udviklingens Tid, ombølgede af Barndomshjemmets Stemning, som det gør saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa havde en svag Dunkelhed, en Erindring af opløste Taager.

Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbæksiden havde kun de øverste Grene af Kronbøgen endnu lidt Lys ovenover de andre Trætoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbøgen, hvis snorlige graa Søjle steg op over Løvhvælvet, inden den løftede sin Kuppel, gennem Græs, hvori han næsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store Kløft, hvor det dæmrede mellem de favnetykke Stammer, over den pludrende Bæk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbræt knagede under hans Skridt, -- dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvæg skinnede gennem det mørke Løv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra stærkere og legemligere, rullende sine malmtonende Bølger langs ind gennem hele Kløften, der havde noget af en Kirkehvælvings kølige Halvmørke. Og nu saà han allerede sit Yndlingstræ, Skovens mægtigste Bøg, som henne ved Laagen hældede sig ud over Gærdet med sin mosspættede Kæmpestamme og strakte Grene, store som Træer, velsignende midt ind over de Dødes stille Have. Fra dens yderste lyse Barklinje, lidt ovenfor Gærdet, flagrede et blaat Slør ganske sagte ud. Da han kom derop, saà han en ung Dame sidde paa Kanten af Gærdet med Ryggen lænet tilbage mod Stammen. Hun hilste »God Aften« med fremmed Akcent.

Ligefor, ved det modsatte Gærde af Kirkegaarden, stod en Række gamle Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrøsknet i sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk Jærnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en høj Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa Grund, glødende i Genskinnet af Solrøstet. Kirkeklokken tav; men en Sang lod sig høre, sunget af uøvede Bondestemmer uordenlig mellem hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som naar man banker Tøj. -- Det maatte være Rapstærskning paa hans Broders Kobbel lige udenfor.

Marken med de fodhøje, hvidlige Stubbe saà ud som et Vildnis af Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i løse graagule Bunker. Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa Forhøjning, der lignede en lav Skanse. Dèrfra kom Sangen, medens Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspænderkarrer, kørte af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra, ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lærredskyser ventede dem, støttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme langsomt frem mellem de stive Rapsstængler, men allerede i lang Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en Gruppe henne ved Arbejderne.

-- God Aften, Jens.

Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om, fremvisende et bredt, skægget Ansigt, der var ganske glødende i Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af Munden:

-- God Aften, Niels! ... Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se noget til dig.

Der behøvedes ingen Præsentation; det var lutter Familje, der stod rundt om, Gaardejere fra Bæk, hvis Indbyggere alle var beslægtede, og hvor Mølleren var en Farbroder af Niels Christian.

Der var Kaptajn Vildfang, en lille tæt Mand med Frederik-den-syvende-Skæg og et hvast Blik fra de smaa graa Øjne under buskede, hvide Øjenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og et ejendommeligt Boxertræk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han i sin Tid ofte havde vovet sin Trøje og slaaet mangen Jungmand i Dækket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Sømandsliv faaet en stor Gaard med en Søster af den gamle Madam Hjorth.

Saa var der Jørgen Juel, Fætter til den gamle Hjorth, en sortskægget Kæmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der ogsaa i sin Ungdom havde været til Søs og faret Verden rundt, en Mand af Middelhøjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og studset hvidt Skæg, og som helst talte i korte, subjektløse Udbrud, med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer, som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns med et: »Ja vel, -- det skal ske,« -- i en Tone, som havde han løftet Haanden til Huen.

Endelig var der Farbroderen, Møller Hjorth, en stor knokkelfør Mand, der lignede stærkt efter sin ældre Broder Jørgen og havde arvet dennes Anseelse og Tillidshverv, -- støt og tavs, med et Slør af Sørgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Træk, og som mindre var et Præg af hans Enkemandsstand end af Fædrelandsløshed og den halve Sønneløshed, som er alle Forældres Lod i dette Land, uden mandlig Ungdom.

I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; -- det var mange Aar siden der var blevet tærsket Raps i Vonsbæk Sogn. Derfor havde da ogsaa saa mange givet Møde for at se paa det livlige Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da Rapshøsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke med den som med anden Høst; det kan jo være Slid nok at meje, men at tærske Dagen igennem i en brændende Sommersol det er frem for noget andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klæbe Tungen til Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig Æden og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og Øl og Kaffe i èn Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som især den sidste Aften var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den strænge Tjeneste til en munter Fest, som alle glædede sig til -- undtagen Husmoderen, der skulde sørge for den usigelige Mængde Mad og lod koge Spad i Grukedlen.

-- Det er længe, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da gærne sige, bemærkede Hjorth.

-- Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli færdig. Man vil da nødig la'e saadan en Slat staa.

-- Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.

-- Ja--a, -- det er da wis ... Er der møj' tilbages derude, Lars? raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom kørende med et Læs.

-- Nej; -- a tø't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne endnu.

-- Kan du kende Lars, Niels Christian? -- Han er bleven lang nu ... Ven den her' Høstferie er om', skal han og i æ Skol' aa Herlufsholm ... Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprøv' ... Ja, det maa du da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var ... Det er vel en god Skol' den?

-- Ja, Herlufsholm, den er god nok ... Det er forresten en rigtig grundtvigiansk Rede.

-- Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt' Venstremænd?

-- Naa, hvad det angaar kan du saamæn være rolig.

-- Nu skal vi se æ Kaptajn, sagde Mølleren.

-- Kan du gaa over Stag uden aa kæntre, Vildfang? spurgte Kromanden.

Kaptajnen, som var kommen i Skjorteærmer, sprang til Svar paa dette Spørgsmaal over Rækket ind paa Tærskepladsen, fik en Plejl leveret af en træt Karl, der gik og bøvlede med den, saa han var lige ved at dratte Haandvollen, -- og begyndte at hugge løs, saa det smældede i Lærredet.

-- Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si' Kræfter endnu, har æ Kaptajn itt'.

-- Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemærkede Kæmpen Juel, og strøg sig over det sorte Skæg.

Tærskepladsen var et stort Stykke Lærred, sortsmudset som et røgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og hæftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den ene Side læssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lærredsgulvet, hvor Tærskerne gik rundt i to Rækker, svingende Plejlerne til begge Sider, medens den forreste sang for.

-- Ach, der bøse Junge dort! udbrød en blød Stemme pludselig bag ved Hjorth.

Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt siden under det store Bøgetræ.

Hun saà til Siden og ved at følge Retningen af hendes Blik, opdagede han Lars løftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende Bevægelse af Smerte.

-- Lars! -- hvad Fanden gaar der af dig? ... Hvis du ikke er skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.

I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de dybe gulbrune Øjne og et Smil om de smalle, lidt sørgmodig nedvigede Læber. -- Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Tærskepladsen.

-- Har De set det før? spurgte han.

-- Nej, aldrig; -- synger de altid saa ved Høstarbejdet?

-- Nej de gør ikke; men Rapstærskning er en Slags Fest for dem. De lever saa godt i de Dage.

Han begyndte at fortælle hende, hvorledes det hele gik for sig, opregnede Maaltiderne, skildrede Glæden, naar Madamen selv kom ud paa Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete derinde, mindre fordi det behøvedes, end for at Underholdningen ikke strax igen skulde gaa istaa. Dèr lige ved Siden af hende fyldte de Sække med Rapsfrø og Avner, som blev skuffet hen i Hjørnet med Bagsiden af Riverne; paa Møllen udskilte man saa igen Frøene, de smaa sorte Kugler, der saà ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjørne rev man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.

Han havde ikke sine Øjne fra hende, medens han talte, og han vedblev at tale for at kunne blive ved at se paa hende.

For hun forekom ham strax at være det smukkeste, han havde set.

Hun var omtrent af Middelhøjde, snarest en Smule under.

Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt, men det sad sikkert paa en stærk Hals, hvorfra en lang, let rundet Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der især gjorde Hovedet stort og trods Ansigtets stille Træk gav det noget tiltrækkende viltert og uregerligt, -- det var et svært mørkebrunt Haar, hvis bugtede Tjavser faldt tæt ned over en høj Pande, og som bagtil vældede ud i tykke Bukler ned over en usædvanlig kraftig Nakke, der yndede at bøje sig frem med en langlig Bølgelinje op under dets dybe Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blændende Skær -- en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.

Den korte simple Kjole, næsten uden Besætning, sluttede sig snert om Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort Fløjl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille Guldkæde; et langt blaat Slør faldt hende ned over Brystet, hvorfra det undertiden løftede sig med en mat Flagren fremefter, kærtegnende hendes bløde Kind. --

Tærskningen var nu paa sit sidste, og for at ende værdig opstemte Forsangeren »den tapre Landsoldat,« medens Plejlerne slog rasende, som om Slagvollene faldt paa prøjsiske Pikkelhuer.

-- Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i Nærheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Sømandsøjne gaa rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige, mistænksomt, som om han saà hos hende noget, der mindede om Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.

Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men han kunde ikke. Denne utrættelige nationale Begejstring fandt han rørende og smuk, men skønt der var kommet noget op i ham ved at føle den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt, som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne Læber; -- det vilde være, som havde han for et Aars Tid siden givet sig til at synge med i en Salme -- tilmed, naar der sad en skøn Fritænkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis det ikke havde været ham umuligt at gøre noget, som kunde støde den lille tyske Dame, han stod hos.

Pludselig saà hun op paa ham med et Par forundrede Øjne.

-- Hvorfor synger De ikke? ... Er De da ikke Dansk? ... Jeg kender den godt, det er den danske Nationalsang.

-- Jeg har ingen Stemme.

Men hun gav sig til at le.

-- Som om de andre havde det! ... Nej doch, hvor synger de doch falsk -- og saa rædsomt forkert.

Til hans Forskrækkelse begyndte hun at nynne ganske højt.

-- Hys! ... Ti dog stille ... De vil tro, at De gjør Nar af dem.

-- Naa, -- de vil mig doch vel ikke banke.

-- Nej -- naturligvis ... Men, -- det er jo ikke Deres Mening, og saa kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.

-- De har Ret ... Megen Tak ... Farvel.

Han saà efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive Rapsstubbe, med det lange Slør vimplende efter sig, af og til bøjende sig, naar Kjolen hang fast.

-- Hvem var det?

-- Det var den nye Præsts Datter.

-- Vakker Pige ... ja, jo ... rigtig omgængelig ... endda hun er en Binnentysker, sagde Kromanden.

-- Ja, det er da wis.

XXXVIII.

Hjorth var ikke strax taget hjem efter det afslagne Examensforsøg. Først dryssede han et Par Uger bort i København. Et Par Gange gjorde han Visit hos Lindekærs, idet han valgte en Tid, da han vidste, at Provsten maatte have Forretninger. Fru Cecilie var venligere imod ham end nogensinde, spurgte ham ud om, hvad han nu tænkte paa at tage sig for, bad ham hjærtelig om at tage sig et langt Hvil og komme rigtig til Ro, tog det Løfte af ham, at han bestandig vilde betragte deres Hus som et Hjem. Men Ellinor viste ham den kølige Venlighed, som man har overfor en, der er falden i Unaade, -- køligere end nødvendigt, fordi det i Grunden gjorde hende ondt.

Hjem havde han kun skrevet, at det ikke blev til noget med at tage Examen den Sommer. Men i et Brev til Jessen havde han forklaret den egentlige Sammenhæng. Fuldmægtigen svarede med et Brev fuldt af Indignation og Hoveren over Theologernes Fanatisme, og bad ham komme ud og nyde sin velfortjente Sommerferie hos dem. Hjorth tog gærne imod Indbydelsen; han trængte til at hvile ud hos Venner, hvem han følte sig i Overensstemmelse med.

Der var Glæde i det lille Hjem, for Nelly var lige bleven forlovet med Forvalteren paa Fuglerede-Gaard, en vakker ung Mand, der længe havde sendt forelskede Blikke derfra til Skovvang, ærligere end dem, som Ravn havde sendt den modsatte Vej. Hun havde med Held været Rationalismens Missionær hos ham, ligesom hendes Moder havde været det hos Jessen. -- Under dette Samkvem med et lykkeligt elskende Par levede hans Hjærte op igen, efter den lange theologiske Vinterdvale, med en Sød Misundelse.

Den første Aften, han var der, viste Nelly ham et »Morgenblad«, som hun havde gemt til ham. Dèr stod hele Historien om hans Afhandling og Bortvisning fra Examen som Indledning til en fulminant Artikel mod Universitetet og Ministeriet. »Der kan du se, Fader, det er dog godt til noget, at jeg har lagt mig efter at være Venstre, ellers havde du maaske ikke faaet det at se,« sagde hun. Og Jessen maatte halvt ærgerlig indrømme, at det havde glædet ham meget, at der dog var èt Blad, der havde fremdraget den Historie.

Hjorth udsatte bestandig sin Afrejse. Han længtes slet ikke efter at komme hjem; sin Broder kendte han saa lidt til, og han syntes, at han var nu saa fjærnt fra dem alle. Og hvorledes vilde de vel optage hans Frafald? ... Først da man var kommen over Midten af Juli, rev han sig løs.

Saa var det, han kom lige betids til at modtages af den gamle bekendte Rapstærskning og hilses af »Den tapre Landsoldat«.

Kort efter begyndte Høsten; han tog ivrig Del i den, og fandt sig saa vel ved at anspænde sine legemlige Kræfter i fri Luft, efter at hans aandelige længe havde kæmpet i den indelukkede Stue. Hver Dag arbejdede han sig træt ude paa Marken, og her -- paa det høje Kobbel, hvorfra man saà Skovene bøje sig imod hinanden, øjnede et Skaar af Fjordens Spejlflade, stirrede ud over det skovrige, kornbølgende og hegnmønstrede Land, indtil Havet længst ude blinkede En imøde som et stort Sølvbaand, medens der var en utrættelig Fuglejubel fra den tætte blomsterfyldte »Porning«, -- her, en enkelt mellem Arbejderne, havde han ikke længer den trykkende Bevidsthed om aandelig Ensomhed, han smeltede sammen med de hjemlige Omgivelser, følte sig en Stund igen som sønderjydsk Bondekarl.

En af de første Aftener, da de sad ved et dampende Toddyglas, fortalte han sin Broder om hvordan det hele var gaaet til, om den Vantro, han havde røbet ved Examen, og Afvisningen. Jens Hjorth var selv en religiøs Mand, som havde en fast Tillid til, at Vorherre en Gang vilde jage Tyskerne ud. I det lille Værelse, hvor de sad, hang der over en gammel Kommode en Gengivelse af Leonardo da Vincis Nadvere i ophøjet hvidt Basrelieftryk paa Guldpapirsgrund, ligesom dem man ser paa Bonbon-Æsker, og oppe over Sofaen stirrede Niels paa et nyt Billede, en korsfæstet Kristus, fra hvis Side der sprang en bred Flade teglstensrødt Blod, der opfangedes i en gul Kalk af en knælende Engel, iført en blaa guldkantet Kjortel i Lighed med dem, som de simpleste Koristinder bære i ridderlige Operaer, og nedenunder stod der: »Hans Blod har renset Verden for Synd« -- paa Tysk, Spansk, Fransk, Engelsk, Portugisisk og Hollandsk.

Jens Hjorth strøg sig om sit spidse røde Skæg og sagde, at ven Niels ikke længer havde Troen, saa var det rigtigt nok, te han itt' stak det under Stolen og vilde være Præst endda ... Og hvad han saa ellers blev, saa var det møj' bedre, som te han skulde være en af de Præster, der itt' tròde, hvad de sagde, -- og dem var der manne af. -- Hans Kone, en noget trivelig Madamme med et regelmæssigt, godmodigt Ansigt, fik ogsaa at høre derom, og var ganske af samme Mening. Hun var især opbragt paa Kristine, der ikke vilde have ham, fordi han ikke blev Præst. -- Han skulde bare itt' kere sig om det, for saadan en dum Tøs var længe ikke god nok til ham. Han skulde møj' heller tage sig en af de unge Piger dèr paa Egnen, de var af en anden Dejg som disse Sjællændere, og der gik saa manne i Kærestenød, fordi de unge Mænd var i Danmark eller paa de lange Farter. Kanske kunde han saa træffe at faa en med en Gaard, og saa kunde han jo slaa sig ned dèr, for det havde han jo Lov til, han var jo udvandret før Terminen og kunde ikke blive vist ud af Gendarmen, saadan som andre unge Mænd, der maatte sneje sig hjem. --

-- Har du ellers aldrig talt til æ Kromand om det, te du itt' vil bli' Præst, -- for han gør itt' sjæl møj' ud af det religiøse, spurgte Jens ham en Dag.

Det havde Niels naturligvis ikke. Men en Aften, da de havde været ude at høste paa et Kobbel, der laa helt ovre ved Bæk, gik de ind i Kroen, og Jens vilde have Kromanden til at gøre dem Besked i en Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis gærne give Puns, men selv trykkede han sig længe ved at tage en med, for han var ikke meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fòr til Søs paa de varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde røre Brændevin, og han havde holdt sit Løfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --

-- Naa, Niels, -- saa du vil itt' være Præst?

-- Nej, det har jeg ikke Lyst til.

-- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt' har den rette Tro.

Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne Øje og udbrød med en skeptisk Hovedvirren:

-- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Søs i sexten Aar --

-- Nej, det bliver for længe, Søren.

-- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.

-- Nej, ve' du hvad Søren, du har immer sagt, te den Gang a blev født, da gik du til Søs, og a blev født attenhundred og fyrre, lige bestemt.

-- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.

-- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten Aar og et halvt, da havde du Pinedød Kroen her.

-- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og det mer end èn Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord i ... Se, det ser æ Sømand, men det ser æ Landkrabb' itt'! ... Og de er sgu lige gode for det.

-- Sømændene?

-- Sgu baade Sømænd og Landkrabber ... Det gør itt' møj' til Sagen, det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det er jo ligesom man hører en Præst.

-- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig berørt ved denne Trosfælle.

-- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trøste ham. -- Skaal, Niels. -- Hør, sig mig, bliver I nu ikke snart færre med alt det Kævl og Vrøvleri der oppe i Rigsdagen?

Det var ikke noget nyt og overraskende Spørgsmaal for Niels, da det var det, hvormed de fleste Sønderjyder, som han havde talt med om Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Højre og Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvæsentligt Kævleri om Ingenting, under hvilket man glemte dem.

-- Ja, jeg vèd saamæn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. -- Men det er jo en Forfatningskamp. --

-- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.

-- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jørgen? -- Trour du itt', te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmænd?[1]

[1] Haardt ~d~, som paa Tysk.