Part 18

Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde, som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, -- Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed. Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.

De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i Midsommersolens Lys.

-- Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der er saa mange Fritænkere, der begynder at være?

-- Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du ... Jeg synes dog nok --

-- Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu ogsaa venstre.

-- Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?

Nelly blev ganske rød i Hovedet.

-- Nej, det gør jeg naturligvis ikke --

-- Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til hende hos Bønderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.

-- Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til, at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for, at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.

-- Ja, se der ser vi, -- det er det med Fruentimmer, de gør strax alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid mig og dig og den og den --

-- Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. -- I alt Fald er det praktisk og anskueligt.

-- Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu I. A. Hansen ... Dèr saà man da, hvad det var for noget ... Og ham havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et ordenligt Landsting.

-- Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. --

-- Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne politiske Debat førte til noget.

-- Ja, -- det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den er dog altid -- naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en lærd Skole -- og i det Hele taget --

-- Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?

-- Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.

De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de en Gavl af Hovedbygningen, -- Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.

-- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at le.

-- Hvad er det? spurgte Hjorth.

-- Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. -- Dèr ude ad ligger Fuglerede-Gaard, -- du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg --

-- Ja vel.

-- Naa, -- saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der skal hugges, for at han kan faa Udsigt.

-- Ah! --

-- Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt, maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller travleste Høbjærgningstid ... Og nu -- men hvem er det, der kommer dèr nede i Allèen?

-- Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare langsynede.

Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.

-- Han har opdaget ham, sagde Jessen. -- Nej, nu skal vi skam se Løjer ... Lad nu bare være at le, Nell ... Bob! vær rolig, -- Bob! ... _saa_, læg sig.

Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den fra Øjnene for at skrue paa den.

-- God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige neden under ham.

-- God Dag, -- aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn, idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule Kikkerten med en kejtet Bevægelse.

-- Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?

-- Aa, det -- det er saamæn ingen Ting -- det -- jeg saà blot ud paa Marken, -- de arbejder derude.

-- Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, -- hvad? -- Det har jeg ikke set før ... Hvad er det for en Gaard, dèr ude, -- er det, -- det maa da være Fugleredegaard, -- ja vist saa, nu ser jeg jo de to Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?

-- Nej, svarede Ravn slukøret ... Naa, der skal være Middag dèr?

-- Ja vèd De ikke det? ... Det er for Professoren.

-- Professoren?

-- Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besøg ... Det vil sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.

-- Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. -- Ja, han kan nok ogsaa trænge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjælper sgu ikke noget, det her; -- he! -- han skulde da over til Vesterhavet for at ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken paa Ryggen.

-- Jo Tak! nu kommer jeg. -- --

-- Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.

-- Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr ... Gud vèd om virkelig --

-- Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog ikke større end at en Gaard i Ryggen -- --, og hun er jo virkelig heller ikke saa afskrækkende -- i Betragtning af, at han er Theolog.

-- Naa Farvel! -- nu maa jeg nok se at komme hjem.

-- Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil være Præst? spurgte Nelly.

-- Nej, -- ikke endnu ... Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst ... Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller -- i det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.

-- Gud vèd, hvorledes de vil tage det.

-- Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er jo ikke noget ved at gøre.

Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.

-- Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det med Kristine.

-- Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.

XXXI.

-- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?

-- Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor, om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet ivejen.

-- Aa, hvad tror de andre paa?

-- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.

-- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?

-- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa noget af det, jeg skal lære Børnene.

-- Men hvad Fanden vil du da?

-- Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --

-- Aa, du kan gaa ad Helvede til.

-- Kristine!

-- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spøger sgu heller ikke ... Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller anden Dame inde i København.

-- Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og -- det -- det véd du ogsaa selv bedre.

-- Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu, du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig, at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.

Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. -- Denne tavse Ro irriterede mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste Grad af Kynisme.

-- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Præstegaard med, er der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke, at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ... Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng alene og tude sig i Søvn.

Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv, fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. -- I det samme drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per Andersen og hans Kone ind.

-- Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? -- Man kan jo itt' faa sin Bænkesøvn.

Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen paa Moderen og hulkede:

-- Han vil itt', -- han vil itt' --

-- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?

-- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --

-- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' være Præst.

-- Saa--aa, hvad er det, hun siger, Niels?

-- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi skilles hurtigst muligt.

-- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo da god nok.

-- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik hende god igjen, saa vil _jeg_ nu ikke have _hende_, -- heller vilde jeg lade mig gøre til Præst. -- Farvel.

-- Saa--, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.

-- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i Armene paa, -- dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ... Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg skulde have en Præst til Svigersøn.

-- Saa--aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand, der dur noget, min Tøs; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ... Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom han var stukken af en Bræms --

Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede misfornøjet paa Hovedet.

-- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt' længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned paa Bonden, som vi har saa mange af.

-- Ja men, han vilde jo ikke være Præst. --

-- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt --. Og selv om det nu itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem, -- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.

-- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem, saa --

-- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt gift -- og -- det er jo da -- næst etter Gaardens Bedrift og saadan -- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det, og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --

Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.

-- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af Kammerraadens Heste. --

-- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad Døren.

-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.

XXXII.

Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham var en dump Nedslagenhed, -- Krænkelsen over at føle sig kastet haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, -- Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, -- Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende Skum i et smudsigt Glas.

Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille, tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --

En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.

Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle, hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag har jeg læst tretten Timer.

Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen, belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede sig til et sammenhængende Lærdomshele.

Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage det lidt udførlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.

Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag sagde »Strauss -- den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling og dens Kamp med den moderne Videnskab«.

Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp. Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ... Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder, rasende, uden Naade, -- »til Helvede med den, der staar imod! Herrens Sværd og Gideons!« -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes, -- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle kirkelige Anskuelser -- alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø, hilse dig!« --

Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,« -- i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« -- det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste, og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel Spørgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger, hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.

Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner, og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten, som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede, frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St. Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for stedse. --

Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse, Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition, vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel; -- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind igennem de aabne Vinduer.

Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen, monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til Rejerne og de grønne Kranse.

Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over Mønningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende, der fløj befriet bort.

XXXIII.

Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu temmelig hyppig Lindekærs; -- han kunde ikke undvære at komme dèr. Og dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham, at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin Tavshed.