Part 17

«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind, naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! -- Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»

Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.

«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21], bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»

[18] Ajer = andre.

[19] jen Ralt = een Pjalt.

[20] flier = flere.

[21] hiel Las = helt Læs.

«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»

«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.

«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»

«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»

[22] hvi't = hvilket.

«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe hende med saa meget som en Havresaa.»

«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka' læng' løv'[23].»

[23] løv' = leve.

Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru. Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere Marie.

Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet i Planen.

Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.

Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.

Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.

«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder af mig?»

«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»

[24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.

«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»

«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ gammel og und og hvad Dævlen di vil.»

[25] Buentøs = Bondetøs.

«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»

«Trover do mæ it?»

«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i Mørket.»

«Du skal nok kom' te og trov mæ.»

«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre, der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»

«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa skal do kom' te aa trov mæ.»

Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.

«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb bort.

[26] saa mo et vær' = saa maa det ske.

[27] i hunt = hvordan end.

Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.

Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende, med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde ikke se Ansigtet.

Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner, Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.

Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank om med et forfærdet Raab.

Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.

Lugen var lukket.

Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.

«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.

«Er de efter dig, Søren?»

«Nej, A haar skot hende.»

«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»

Søren løb.

Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.

Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.

Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.

«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.

Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til Viborg efter Badskjæreren.

Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.

Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.

Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.

Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild og kom først Dagen efter.

Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne, men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue. Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død, og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig derved.

Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset, at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser, hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al Kvindkjøn forarges, saaledes:

«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud skal visseligen belønne. Jeg lever og dør

Tjele, 14 Avg. 1690.

Eders kgl. Majestæts Allerunderdanigste og pligtskyldigste tro Arve-Undersaat _Erik Grubbe_.»

Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.

Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.

Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.

Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham sin tredie Mand.

XVII.

En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet. Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.

Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.

Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.

Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem Ribe.

De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og forandrede deres Gang.

Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem, men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende op paa sin Post.

Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som _ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

* * *

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede Styrvolt.

Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille Aabning.

Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem, var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, og saa begyndte han forfra.

«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og spillede ud.

[28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.

Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.

Salmand stak med en To.

«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og Trester[29] paa din Haand.»

[29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.

«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til og nogle faa Stakler.»

Søren Ladefoged stak over med en Seks.

«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]? hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for, Salmand!»

Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.

«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.

[30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.

«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til i Ruder.

«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med Trumf Es.

[31] Styrvolt = Es.

«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte Rasmus.

«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.

«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens.

[32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige.

Søren tog Stikkene hjem.

«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.

[33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.

«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med Hjærter to.

[34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.

«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader fire[35].

[35] Spader fire = det højeste Kort.

«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har vundet.»

[36] Jan = Beet.

De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»

«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.

Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.

En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.

Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.

«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung med røde Snore.

«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»

«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.

«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»

«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»

«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»

«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»

«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.

«Ja, de griner da sjælden.»

«Hu, de er en grimme Handtiering.»

«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe mig.»

«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.

«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»

«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.

«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.»

«Hvad er det for en Takst?»

«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligesaa for at brændemærke.»

«Men nu for det bedre Arbejde?»

«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten -- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»

«Det er vel intet vanskelig at lære?»

«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med, der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse det fordrer.»

«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.

Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.

«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud for sig.

«Betink et val!» bad Søren.

«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.

«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.

Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe sin Hat saalænge.