Part 16

Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig selv og sine egne forunderlige Tanker.

Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.

Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. -- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa Græsset røg af Skaaret.

I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.

Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og havde i Tanker. --

En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.

Marie sukkede.

"Petits oiseaux des bois,"

hviskede hun klagende,

"que vous estes heureux, De plaindre librement vos tourmens amoureux. Les valons, les rochers, les forests et les plaines Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"

Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:

"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté, Tout le monde est pour vous un lieu de liberté, Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie, Sous de si dures loix la retient asservie," ..........

Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:

"Il est vray je ressens une secréte flame Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."

Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet Billede, end det, Ordene tegned.

Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om igjen?

Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker andetsteds bundne.

Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.

Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.

Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde taget Skade den Nat, Branden var.

Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.

I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.

Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.

Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af Bryggekarret.

Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.

Nej.

Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke Stenhonning?

Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.

Marie blev rød og følte sig hel beklemt.

Om han maatte spørge om en Ting?

Jo, det maatte han saa godt.

Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.

Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.

Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.

Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.

Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.

Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget Menneske i Verden.

Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.

Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.

Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans Skulder.

Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.

Marie satte sig.

Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige der paa Gaarden.

Marie holdt hans Haand fast.

Ja, nu vilde han da gjerne afsted.

Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget af, som ham.

Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for, for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun saa vilde slippe.

Nej, hun vilde aldrig slippe.

Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.

Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.

«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»

Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i Engene ved Høet.

Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.

«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»

Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret igjen.

«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»

«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved Døren.

«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak ...»

Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.

Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og jublende.

Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.

«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt over hinanden.

Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.

[11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"

«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.

Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var ganske forbavset.

«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille hen for sig.

[12] Obenbarels = Aabenbarelse.

Marie rystede smilende paa Hovedet.

«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»

[13] Unde = Onde.

[14] tint = tænkt.

* * *

I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham mere lydhør.

At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.

Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.

Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at tage sig af Dage.

Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.

* * * * *

En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende Hovedbevægelse.

[15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.

Hun spurgte ham, om han sad godt.

Det var der Maade med.

Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude til ham.

Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag Maries Ryg.

Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?

Jo, det kunde ikke være saa ilde.

Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe borte.

[16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.

Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.

Søren skjævede arrigt hen til dem.

«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid, blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den, den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»

[17] blommerantes = broget blomstret.

Søren værdigede hende ikke et Svar.

«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»

Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.

«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den Gammel ...»

I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men han slængte den hen over Bordet.

«Jav di Kvinner ud!» raabte han.

Ja men Tællen blev jo kold.

Det brød han sig ikke om.

Saa blev Pigerne da sendt udenfor.

Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue, saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.

En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.

Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen, som stod op.

«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.

«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt Ængstelighed.

«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»

Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der stod opimod Væggen.

«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og gøs.

Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.

«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.

Ingen svarede.

«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide tversover sin Nakke.

«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.

«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»

«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud! ...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,» han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»

«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»