Part 18

Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde de gode Vidnere en Drik Polak.

Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

[37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.

De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og gik tilbage til sin Plads.

«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og drak.

«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»

«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»

«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i Evigheden Gavn af hende.»

[38] Nalle = Bjørnen.

«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.

«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»

Saa gik han.

Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.

Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.

«Det skal du faa at formærk'.»

«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg taaler det intet.»

Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.

«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»

Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.

Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.

«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.

Marie blev liggende paa Gulvet.

Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det?

XVIII.

I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af Formuen.

Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa ogsaa brugt.

I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

* * * * *

De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie, der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst, han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet hos Broderen.

«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»

«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst til at lade være med at svare.

«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig i Sædet.

«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.

«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en anden.»

«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.

«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det saamænd just godt _nok_, og I, Marie?»

«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin til.»

De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.

«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da skaaret baade Vinger og Top.»

* * *

Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.

Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.

En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde se paa Lejligheden.

Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.

Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.

Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.

En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk over, at Søren var bleven taget fra hende.

«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er gallant og aimabelt.»

«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var at modstaa.»

«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»

Marie svarede ikke.

«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa det evige Liv?»

«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»

«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»

«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»

«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»

«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»

«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»

«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?»

«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.

Kort efter rejste han.

* * * * *

Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.

Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.

Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de ham paa Kirkegaarden.

Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende eller berette hende.

En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:

Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade, Riset det blodigt, som os over Maade, Plaget saa redelig af en Vredes Brynde, Fordi vi synde.

Thi om du efter vore Synder onde, Straffed', som du med al Rette kunde, Da maatte Alting gaa i Grund, og falde, Ja, een og alle.

.......... ..........