Part 2

Nu var den ogsaa bleven bemærket fra Byen. Alles Ansigter spejdede opad, livlige Hurraraab hørtes, samtlige Kanoner fra Fortet gav Salut, og samtidigt dermed istemte Borgerparaden foran Hovedvagten den bekendte Hymne: »Hil dig, du Luftens Ørn«. Jeg havde ombyttet Kikkerten med Uret. Der var kun gaaet tre Minutter, siden jeg først havde iagttaget den som et Punkt -- nu hørte jeg Vingeslagenes mægtige Brusen, ikke ulig et stormrørt Hav, der bryder sig i Brænding mod en klipperig Kyst, og samtidig dermed saa' jeg »Prometheus« i en Højde af omtrent otte Hundrede Fod som et sølvskinnende, blanktpoleret Legeme af Fiskeform med kulsorte, flagermusagtige Vinger, og en Hale, hvis hurtigt omdrejende Bevægelse forbød enhver nærmere Undersøgelse. Pludseligt standsede den i Luften, da den tilsyneladende var midt over Byen. Vingerne bevægede sig hastigt sitrende, ikke ulig de Fluers, som vi om Sommeren ser næsten stillestaaende paa én Plet. Derpaa bøjede Halen sig opad, Vingerne, som nu holdt sig ubevægelige, antoge en Skraastilling imod Flyvefiskens Plan, og under et bedøvende Forfærdelsesskrig fra Masserne paa Gaden og ved Havnen skar den som en Pil nedad med stedse voksende Faldhastighed. Det var et frygteligt Øjeblik! Selv jeg, som vidste, med hvilken Færdighed Kaptajn Bird manøvrerer, troede sikkert, at »Prometheus« skulde knuses imod Jorden; thi fra mit Standpunkt tog det sig ud som om Flyvefisken styrtede ned over Raadhusets Spir. Men snart blev jeg det optiske Bedrag va'r. Som et uhyre Stjerneskud skød den ned mod den ydre Havn, Vingerne lukkede sig og lagde sig ind i de for dem bestemte Hulheder. I samme Øjeblik hørte jeg et forfærdeligt Plask, en Søjle af Skum og Vand rejste sig saa voldsomt i Vejret, at selv Skibene i Havnen overskylledes, og Baadene havde al deres Energi behov for at frelse sig fra at kæntre. Gravens Stilhed fulgte oven paa dette frygtelige Øjeblik. Der var ikke et Ansigt, ikke et Blik, uden at det var rettet ud over Havet -- det var som frygtede man selv for at drage Aande, inden Skibet lod sig til Syne. Da rejste sig en ny, vældig Havbølge længere ude; den skiltes, og ud af dens Indre traadte, som Perlen af en Musling, »Prometheus« frem i hele sin skinnende, sølvhvide Glans. Fra Flyvefiskens Hoved steg en hvid Dampsøjle lodret i Vejret, som var det Aandestraalen fra en uhyre Hval. Et Sekund senere naaede Damphornets Lyd mit Øre, og i samme Nu brød en uendelig Jubel løs. Hurraraab fra Havnen, nye Salutter fra Fortet, Viften med Flag og Tørklæder -- Begejstringen var, for Køge at være, ualmindelig.

Midt under denne højrøstede Jubel saa' man pludseligt en bred Spalte komme til Syne i Skibets Forende. Det lignede paa det nærmeste en Fisk, der aabner sit Gællelaag. Ud af dette skød sig en lang, sort Slange, der, hvilende paa Vandet, svulmede og svulmede, indtil den endeligt viste sig at være Flyvefiskens Storbaad, som Dampmaskinen pustede op. Lidt efter aabnedes en Luge nær ved noget, som i Stilling og Form lignede Fiskens Rygfinne, og i himmelblaa Fløjls-Uniformer med stjernebesatte Skærf traadte Kaptajn Bird tillige med Skibets øvrige Officerer ud paa Flyvefiskens Ryg, for endnu en Gang at blive Genstand for Mængdens jublende Hyldest. Kort efter var Luftbaaden klar, dens Skrue sattes i Bevægelse, og som en Pil skød den sig ind imod Havnebroen, bærende Kaptajn Bird og hans Følge, medens det ny amerikanske Flag, med sin straalende Sol og ni og tredsindstyve Stjerner, stoltelig slæbte sig i dens Kølvand.

Jeg forbigaar den Dinér, som Aldersformanden og Køges mest formuende Borgere gav paa Raadhuset. Slige Gilder med deres Taler ligner jo altid hverandre. En Undtagelse var dog Kaptajn Bird, der paa den lange, begejstrede Tiltale af Aldersformanden kun svarede med de Ord: »Opad og altid fremad!« -- hvorpaa vi alle i dyb Tavshed brød vore Glas til Ære for ham. Man ser straks paa Kaptajn Bird, at han er en ægte Luftmand. Der er i hans Profil og i hans Blik noget, som minder om en Albatros, og jeg tror ikke, at hele Fyren vejer over firsindstyve Pund. Officererne og Besætningen er af samme fortrinlige Race -- smaa, magre, skægløse, med underlige klare, langsynede Øjne, næsten pibende Stemmer og med den fine, blege Hudfarve, der er særegen for Folk, som tilbringer mere end deres halve Liv i lukkede Maskiner.

Efter Gildet var Kaptajn Bird saa elskværdig at invitere det samlede Selskab om Bord paa »Prometheus«, og da jeg tænker, at du er nysgerrig efter at lære dens Konstruktion at kende, skal jeg give dig en nærmere Beskrivelse af Flyvefisken, idet jeg forbigaar de mange dumme og intetsigende Indvendinger og Spørgsmaal, som de gode Køgeboere gjorde Kaptajn Bird, og som tidt aftvang baade ham og mig en hjertelig Latter.

Flyvefisken ser, naar den flyder paa Vandet, nærmest ud som en svømmende Sværdfisk, der leger i Overfladen. Hele Skibets ydre Beklædning bestaar af et fire Tommer tykt Aluminiumspanser, i hvilket man, ved at lade overhedede Dampe strømme igennem Metallet, medens det var i smeltet Tilstand, har frembragt en høj Grad af Porøsitet med dertil svarende ringe Tyngde. Hele Overfladen er senere glattet efter og poleret spejlblank, hvorved Solstraalerne kastes tilbage som fra poleret Sølv, saa at de indelukkede Passagerer og Mandskabet ikke lider af Solvarme. Vingerne, som er noget over et halvt Hundrede Fod lange, er byggede af Staalfjedre, der med Tværribber lægger sig den ene hen over den anden for at give dem mere Modstandsevne under Nedslaget. Under Opslaget stilles de paa skraa, saa at de skærer Luften med den skarpe Kant, og da de med Basis hviler paa en overordentlig stærk Staalfjeder, der i Hesteskoform indtager Skibets forreste Del, trykker de denne ved Bevægelsen sammen, saa at ved Nedslaget baade Maskin- og Fjederkraften kommer til at virke. De er beklædte med det af Ingeniør Kolibri opfundne Fjerfilt, mættet med en Kautsjukopløsning, og ligner i Form ganske Flyvefiskens Brystfinner. Ligesom hos denne kan de foldes sammen paa langs som en Vifte, og optages da fuldstændigt i to paa Siderne anbragte Fuger, saa at de ikke gør nogen Modstand under Neddykningen.

Allerede disse sorte Vinger staar i en forunderlig grel Modsætning til Skibets sølvhvide Overflade; men hvad der giver Flyvefisken sit fra andre Flugt-Fartøjer mest afvigende Udseende er den Snabel eller rettere Stødtand, hvori Hovedet ender. Det er en stærk Jernspids af henved atten Fods Længde, formet som Sværdfiskens Sværd og bestemt dels til at skære Luften under Flugten, dels til at tage imod Stød, hvis Flyvefisken under sin Nedflugt skulde være saa uheldig at ramme Bunden. Den støttes med sin bageste Flade mod den allerede omtalte Staalfjeder, hvorved Vingerne under et eventuelt Stød vil slaas ud, og saaledes bidrager til at stoppe hele Farten, idet deres samlede Vingeflader presser imod Vandet. Bag ved dette Apparat ser man paa Flyvefiskens egentlige Hoved ni smaa Huller, der ser ud som Gjællespalterne paa den saakaldte »Niøje«. Af disse udsveder Maskinen sin overflødige Olie, som dels bidrager til at holde Vingeleddene i Gled, dels til at overfedte hele den bagved liggende Del, saa at baade Skroget og Vingerne skyder Vandet fra sig i Neddykningsmomentet. Langs Ryggen af Skibet løber en smal Kam, der ved første Betragtning har stor Lighed med en Rygfinne. Det er den store Nedfaldsskærm, der i sin sammenfoldede Form bidrager til Skibets Balance i Luften og kun slaas ud, naar ekstraordinære Omstændigheder kræver det. Den vil da, selv om der er sket Brud paa Vingerne, holde Maskinen svævende, indtil den naar Jorden.

Ogsaa det indre frembyder i saa mange Henseender Afvigelser fra de sædvanlige Flugt-Fartøjer, at jeg ikke vil undlade at give dig en Beskrivelse deraf, skønt det meste vil være dig bekendt. Flyvefisken er, ligesom Heksalatorerne, konstrueret med tre Dæk: et øverste, som indeholder de lettere Maskindele, nemlig Solvarme-Apparatet, Brint-Udvikleren, Brint-Samleren og de aëro-hydrauliske Beholdere; et mellemste, der bærer Flyvemaskinen samt Officers-Lukaferne, og endelig et nederste, særdeles komfortabelt indrettet, bestemt for Passagerer og de Godspakker, som ikke vejer over ti Pund. Mandskabet ligger som sædvanligt i Hale-Mellemdæksrummet, og her findes ogsaa den elektromotoriske Maskine anbragt, som tjener til Styring, til Belysning og til telegrafisk Kommando om Bord. Lukaferne for Passagererne er rigtignok meget smaa, men særdeles snildt og smagfuldt indrettede: en Luftseng, en dertil svarende Luftkanapé og den sædvanlige Nedfaldsskærm, som hænger under Loftet, er deres eneste, men mere end tilstrækkelige Bohave. Gulvet er overalt af Krystallin, saa at man under Flugten uhindret kan nyde Nedsigten til Jorden gennem flere i Gulvet anbragte Skylighter. Under Op- og Nedflugten lukkes disse naturligvis hermetisk til; men det Natmørke, der under disse Omstændigheder vilde herske paa Skibet, spredes fuldkomment ved den elektriske Lanterne, som er anbragt i Skibets Agterende. Denne Lanterne er et rent Vidunder; thi næppe større end en knyttet Haand, udbreder den et saa blændende Lys, at det vilde skade Synet, hvis Skæret ikke dæmpedes af blaa og rosenfarvede Glas, som man efter Behag kan skyde for Lysaabningen i Døren. Hvad der imidlertid mest tiltrækker sig Beskuerens Opmærksomhed og tiltaler ham som noget nyt, er de to aëro-hydrauliske Beholdere, der som to uhyre Sække strækker sig langs med Skibets øverste Dæk, som de i spændt Tilstand næsten udfylder. Disse Beholdere, der i Form har megen Lighed med Fuglens langstrakte Lunger, eller endnu bedre med Fiskens Svømmeblære, er gjorte af Wards Muskelstof og hører til de Opfindelser, hvorved Menneskeaanden har fejret en af sine skønneste Triumfer. Under Neddykningen i Havet, hvor alle Ventilerne aabnes, indsuger de med stor Voldsomhed Vandet, som udfylder hele deres indvendige, svampede og porøse Væv; men lige i det Øjeblik, da Flyvefisken ombytter sin nedadgaaende Skraastilling med den opadgaaende, paavirkes de af en stærk elektrisk Strømning fra Elektromotoren agter og sammentrækker sig derved saa kraftigt, at Vandet med stor Voldsomhed drives ud og løfter Skibet i Vejret. Ved denne voldsomme Uddriven sønderdeles Vandet og dekomponeres til en vis Grad, men paa Grund af Brintens Tiltrækning til Stoffet, bliver denne i stor Mængde tilbage, saa at Beholderne under den begyndende Flugt for en Del er fyldt dermed. Herved opnaas to uberegnelige Fordele: for det første, at Brinten paa Grund af sin Lethed betydeligt formindsker Flyvefiskens specifikke Tyngde og giver den en fortræffelig Balance, og dernæst, hvad der er Hovedsagen, afgiver et luftformigt Brændemateriale til Flyvemaskinen. Dette benyttes imidlertid kun om Natten og i skyfuldt Vejr. I Solskin forsynes Maskinen, som paa alle andre Flugtskibe, ved kondenseret Solvarme, og Apparatet paa Flyvefisken er i Realiteten ikke meget forskelligt fra de sædvanlige. Hulspejl-Kondensatoren, der ellers rager frem som en omvendt Paddehat, og ved sin Modstand mod Luften bidrager til at hemme Flugten og genere Bevægelserne, er her anbragt i Niveau med Skibets øverste Flade. Klokkeapparatet, hvor Solstraalerne end yderligere kondenseres, indtil de naar 400 Gr. Cels., ligger umiddelbart over Maskinrummet og skal være særdeles virksomt. Ligeledes paastaar Kaptajn Bird, at Aluminiumsspejlene skal virke langt kraftigere end de hidtil anvendte af blankt poleret Sølv. Dog kan jeg ikke rigtig indse hvorfor, ligesom hele Solvarmeapparatet forekom mig temmelig bekendt, med Undtagelse af Kondensatoren. Hvad Skibets øvrige Indretning angaar, skal jeg ikke trætte dig med Detailler, der vil være dig bekendte. Hele dets indre Skelet er som sædvanlig fabrikeret af de bekendte Aluminiumshulrør, og Krystallinet træder i Stedet for det ulige tungere Træ. At al Kommando foregaar ved elektriske Ledninger, er en Selvfølge.

Det var en sand Fornøjelse at se de gode Køgeboeres Forundring, medens Kaptajn Bird førte os fra Rum til Rum og forklarede os hver enkelt Detaille, idet han stadigt paaviste, hvorledes den højeste Grad af Lethed overalt var forbundet med den størst mulige Styrke; men da han proponerede Aldersformanden og de andre at prøve en lille Neddykning med dertil hørende Opflugt, for at de praktisk kunde forvisse sig om Flyvefiskens Hurtighed og Soliditet, blev de gode Herrer noget lange i Ansigtet og fik et Anfald af Tjenstivrighed, som fordrede deres øjeblikkelige Nærværelse i forskellige kommunale Møder og Komiteer. Dog vil jeg ikke dadle dem derfor. Det nærmeste Nedfaldsvand var jo Kattegat, og at gaa tilbage over Sjællands Odde med Nordvestbanen vilde jo altid være forbundet med nogen Besvær og Tidsspilde.

Klokken fem Eftermiddag skulde vi lette, og jeg foretrak derfor at blive om Bord, saa meget mere som baade Kaptajn Bird og de øvrige Luftofficerer viste sig at være særdeles belevne Folk, som med stor Beredvillighed meddelte mig alle de Oplysninger, jeg endnu maatte ønske. Skibet gør halvandet Hundrede engelske Miles Fart i Timen, kan medføre tyve Passagerer, hvoraf næsten alle til denne Rejse var Referenter, og kan bære indtil fem Hundrede Pund Gods. Dets Vinger er fire og halvtredsindstyve Fod i Længden, atten i Bredden ved Basis, og gør normalt 120 Vingeslag i Minutten. Mest interesserede det mig imidlertid at se Brintapparatet arbejde, hvorved denne Luftart udskilles af den omgivende Atmosfære og opspares til kommende Brug, ligesom jeg ogsaa beundrede den simple Metode, hvorved de talrigt tilførte Æggeblommer, som udgør Mandskabets sædvanlige Kost, gik over fra flydende til fast Tilstand og droges ud af Maskinen som lange tynde Stænger, der havde en ikke ringe Lighed med Svovlblomme.

Klokken fire forkyndte Elektromotorens Molklokker, at alt var klart, og at alle, der henhørte til Mandskab og Passagerer, skulde være inden Borde. To Gange snoede den lange Luftbaad sig som en uhyre Vandsnog imellem Kysten og Skibet, medtagende paa sin første Fart den Del af Besætningen, der havde haft Landlov, og medførende paa sin anden samtlige Passagerer, hvoraf ikke mindre end tretten var Referenter, samlede fra Jordens mest forskellige Egne. Jeg mønstrede dem nøjagtigt, medens de i deres sirlige Toiletter og endnu med Notitsbøgerne i de nydelige Hænder passerede mig forbi med den elegante Holdning og kokette Suffisance, som er saa ejendommelig for de Damer, der er ansatte i Pressens Tjeneste, og som navnlig paa en Luftrejse ved, at alt, baade Hav og Jord, er dem underlagt. Hvad skildrer dig min Overraskelse, da jeg blandt de sidste opdagede Miss Anna Blue, hvis Bekendtskab du vist husker, at jeg gjorde i Kalkutta, og i hvem du véd, at jeg har været -- og for dig, kære Ven, kan jeg jo gerne tilstaa det -- endnu er dødelig forelsket. Jeg følte mit Hjerte hamre voldsommere end Elektromotorens Klokker, idet jeg trykkede hendes Haand, og det var med en Følelse af Angest og Glæde, at jeg saa' hende forsvinde i sit lille Lukaf, der var anbragt lige over for mit, idet hun endnu i Døren tilviftede mig Afsked med sin himmelblaa Fjerhat. Ak, tænkte jeg, det er det fortrædelige ved alle vore Flugtfartøjer, at man absolut skal holde sig hver paa sin Plads for ikke at komme ud af Balancen. Hvo der nu havde, som i gamle Dage, et frit og luftigt Dæk, hvor man kunde spadsere med sin Elskede under Armen, høre Vindens Sus i Sejlet og se paa Bølgernes Leg, naar de i regnbuefarvede Skumperler brødes foran Skibets Bov! Men ligge syv og tredive Timer alene, udstrakt paa sin Luftseng, uden anden Fornøjelse end at ryge en Nikotin-Cigaret og stirre ned igennem Gulvet, hvor Jordens Byer og Bjerge farer En forbi, som fordum Telegrafstængerne paa en Jernbane; uden at nyde andet end kondenseret Kvælstof og Æggeblomme -- det er ikke de glædeligste Udsigter. Vor Tid er praktisk og til en vis Grad komfortabel; men poetisk -- ak, det var i gamle Dage!

Af disse Betragtninger blev jeg udrevet derved, at Luftbaaden for tredje Gang satte i Søen for at vende tilbage med noget, som jeg i første Øjeblik antog var Liget af et Menneske. Det laa lige saa langt det var -- og det var meget langt -- i Agterenden af Baaden, saa at dens Stævn formelig stejlede i Vejret ligesom en slangebugtet Havhest. Der var adskillig Grinen blandt Mandskabet, og ikke faa Vittigheder hørtes af disse lette Gutter, da Genstanden for min Opmærksomhed blev halet om Bord, og efter Kaptajnens Ordre bragt ned under Maskinrummet, hvor man for Ligevægtens Skyld anbragte den paa Balancevognen, for at den, hvis den begyndte at bevæge sig, i Hast kunde forskydes paa den lille Skinnebane, der løber langs mellemste Dæk. Genstanden viste sig nemlig ikke at være nogen ringere, end Hr. Knoll, Referent for Vittighedsbladet »Den kaloriske Brølabe« i København. Kaptajn Bird var Fortvivlelsen nær. Denne ene Passager vejede ham lige saa meget, som fire af hans Folk, og gjorde kun Nytte, naar Skibet skulde synke. Et Brev fra Redaktionen meldte imidlertid, at man var villig til at betale ham efter Vægt i Overensstemmelse med Taksten for Maskindele og Husdyr, og da han paa Grund af Frygt for Himmelsyge var bragt om Bord i hypnotiseret Tilstand, var der intet ved Fyren at gøre. Foruden at anerkende, hvor meget Damer egner sig til Referenter paa Grund af deres rige Fantasi og store Modtagelighed for Indtryk, anser jeg dem for at være saa fortræffelige Passagerer om Bord paa et hvilket som helst Luftskib, at man efter min Mening burde styre disse Maskiner alene ved dem. Kvinden har i Farens Øjeblikke en Aandsnærværelse og Konduite, som gerne kan siges at være proportional med Farens Størrelse. Dertil vejer hun mindre og er paa Grund af sin større Brystkasse ikke saa udsat for den fatale Himmelsyge, som ofte bevirker, at selv de braveste Luftmænd gøres uskikkede til Tjeneste. Hvorledes det kunde falde »Den kaloriske Brølabe« ind at sende os en saadan Dromedar paa Halsen, skal jeg lade være usagt, men vi tog ham med som et desværre uigendriveligt Faktum og lod Halvdelen af vore Balancelodder bringe i Land.

Der er en forunderlig dæmpet, vemodsfuld Klang i de Klokkespil, som den elektriske Motor sætter i Bevægelse, i de vekslende Signaler og Bud, som de meddeler, naar Flyvefisken begynder at sænke sig under Vandet. Jeg anstillede disse Betragtninger i det højtidelige Øjeblik, da man hørte Skibets Luger og Bolte lukke og laase sig, saa at der blev mørkt rundt omkring os som i en Kasse. Pludseligt var det som en funklende Solstribe skød sig hen over os og indhyllede alt i en Lysmasse, der blændede Øjet. Det var den elektriske Lanterne, som tændtes. Ved den forandrede Strømning hørte Klokkespillet op, man mærkede en let Giren og Sitren i alle Skibets Sammenføjninger, Luften blev koldere og koldere, man havde en ubestemt Følelse som af en trykkende Mare, der red paa Ens Bryst -- det var Skibet, der sænkede sig sine femten Favne for at berede sig til Opflugt. Pludseligt følte vi et let Stød, Tegnet paa, at Skibets Bund berørte Havets. Enkelte Vandperler, drevne ved Vandmassernes uhyre Tryk, trængte sig frem gennem de næsten hermetisk tillukkede Sammenføjninger i Aluminiumspladerne, det sukkede i Metallet, som vaandede Skibet sig under Bølgernes vældige Favntag, inden det svang sig mod Lyset. Derpaa begyndte det langsomt at hæve sig med Forenden i Vejret. Stillingen blev mere og mere hældende, til Slutningen endog saa skraa, at jeg maatte anbringe mine Fødder i Bøjlerne paa min Luftseng og med begge Hænder gribe fat i de Stropper, som dinglede over mit Hoved. Pludseligt kom et Stød, som fik Flyvefisken til at ryste og bæve, saa at det dirrede i alle dens Fuger. Dette Stød efterfulgtes af et andet, et tredje -- det var som en Finhvals Hjerte pulserede over mit Hoved. Med hvert Pulsslag tiltog Bevægelsen i Styrke, og Vandstraalernes rytmiske Udsprøjtning var saa voldsom, at den ganske overdøvede Larmen af Skruen, skønt ogsaa denne var i fuld Gang. En Plasken og Brusen, som af uhyre Vandmasser, der slyngedes i Vejret; en Hvæsen, Brølen og Larmen af Vandbeholderne, der nu udtømte deres sidste Rest; en hvinende Fløjten af Damppiben, der udsendte sit længe tilbageholdte Aandedræt -- alt forkyndte tillige med Skibets forandrede Stilling, at vi var i Luften. Snart hørte vi kun Vingernes mægtige Susen, deres taktfaste Aareslag, medens de roede os frem gennem Lufthavet. Luger og Skodder skødes atter fra, det elektriske Lys sattes paa halv Strøm, og jeg vendte mig om paa mit Leje for at stirre ned gennem mit Skylight. Hvor herligt! Bølgerne rullede under vore Fødder, Maanen var staaet op og kastede en bred Sølvstribe hen over Bugten, en Tremaster, et Par Fiskerbaade laa dybt under os, Køge Fyr forsvandt som en lysende Stjerne -- der var ingen Tvivl mere! Vi skød gennem Himmelrummet, hurtigere end Ørnen.

Jeg skal ikke dvæle ved at beskrive dig Detaillerne i en Luftrejse, som Skribenter og Referenter, Poeter og Romanforfattere har behandlet, ja endevendt paa enhver mulig Maade, siden de første Flugt-Fartøjer kom i regelmæssig Fart. Du har jo desuden selv gjort et Par mindre Farter, og Lufthavets talrige Fænomener, dets Skyspejlinger med deres mange optiske Bedrag vil være dig fuldkommen bekendte. Da jeg derimod véd, at du af sørgelig Erfaring kender Himmelsygens forfærdelige Kvaler, vil det maaske interessere dig at høre, at man paa dette ny Skib under sædvanlige Forhold ikke er synderlig udsat for dens Virkninger, saa at den meget mislige Kloroformsøvn og den endnu misligere Hypnotisering, der ellers anvendes paa over Halvdelen af Passagererne, meget godt kan undgaas. Flyvefisken bevæger sig saa roligt, saa sikkert gennem sit Element, at man undertiden fristes til at tro, at man er fuldstændigt i Hvile, hvis ikke Vingernes susende Slag højrøstet forkyndte, at man er idel Bevægelse. Grunden til, at man paa »Prometheus« lettere undgaar denne forfærdelige Syge, ligger vistnok i Maskinernes Fortræffelighed og i Balance-Apparatets Anvendelse, thi herved undgaas det fatale Chok, hver Gang Vingerne løfter sig til Nedslag; men Hovedgrunden søger jeg dog deri, at Kaptajn Bird kan gaa meget lavere end nogen som helst anden Luft-Kaptajn, hvorved alle de Lidelser, som Opholdet i den fortyndede Luft foraarsager, mildnes. Livet om Bord er som paa de andre Luftskibe aldrig synderlig behageligt, da man ikke som paa Havet kan forandre sin Plads og i det hele er reduceret til at være et Vægtlod i Maskinen. Dertil kom, at jeg havde faaet det nyeste filosofiske Stridsskrift med, og var saa ubesindig at vove mig ind i denne Kamp om »Væren og Ikke-Væren«, der, som du véd, har delt vort filosofiske Fakultet og Publikum i to Lejre, der er færdige at æde hinanden. De filosofiske Begreber nu til Dags er saa sylespidst udtrukne, Dialektikken og Bevisførelsen saa uendelig fin og tynd, at man ofte synes, at der slet intet er at strides om, uden den bare Luft. Men selv denne Luft har i Reglen noget saa fortyndet og fortyndende ved sig, at Blodet stiger En til Hovedet, at Aandedrættet standser, saa at man gribes af den nervøse Angest, der netop er en af de kvalfuldeste Sider af Himmelsygen. Jeg slængte derfor Bogen bort, da jeg mærkede Sygens første Symptomer, lod Væren og Ikke-Væren være, hvad det er, og kiggede derpaa ned gennem mit Skylight, glad over, at jeg endnu kunde betragte mig selv som den værende.