Part 1

Flyvefisken »Prometheus«

(_En Fremtidsfantasi._)

Vilhelm Bergsøe

Ur UDVALGTE FORTÆLLINGER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL · NORDISK FORLAG · KJØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXIV

Flyvefisken »Prometheus«.

(_En Fremtidsfantasi._)

Skrevet 1869.

Tananariva den 19de November 1969.

Kære Ven!

Du bliver maaske lidt forundret over at modtage Brev fra Madegassernes Land, skrevet i en tropisk Hede paa Biskop Kings skyggefulde Veranda -- men saadanne er nu Verdens Omskiftelser! I vore Dage bør man ikke undre sig længere; gør man det, viser det blot, at man ikke følger med Tiden.

Erindrer du vort sidste Møde i det herlige Isphana, hvortil Frederiksberg Have og Søndermarken er bleven omdannet. Jeg husker, som var det i Gaar, denne mageløse Aften, da vi sad paa Slotspavillonens flade Tag og til Tonerne af Avantis Damp-Orkester nød vore Nikotin-Cigaretter. Hvor ser jeg tydeligt den gamle Filister, der blev smidt ud af Amazon-Sangerinderne, fordi han vovede at forpeste Luften med sin gammeldags Portoriko, og hvor smager jeg endnu den skummende San Francisko, som du var saa liberal at give til bedste.

Siden den Tid er meget forandret, men det er jo ogsaa et helt Aar siden. Du sidder nu paa Sukkertoppen som Direktør for de grønlandske Sølvminer, og jeg har endelig overvundet den Modstand, som baade Videnskabernes Selskab og de gamle Parykblokke fra den højst forældede polytekniske Skole har rejst mod min undersøiske Tunnel. I April begyndte vi at gaa ned i Saltholms-Kalken, og ved Hjælp af Wooleys Ultramarin-Dynamit drev vi det til at gennembryde hundrede Meter i Døgnet, saa at vi allerede før fjorten Dages Forløb var et godt Stykke forbi de gamle Søforter. Disse kære Rester fra en svunden Tid har især ligget de gamle Herrer paa Hjerte, og der rejste sig en sand Storm baade i »Dags-Lokomotivet« og i »Den kaloriske Nyheds-Pompe«, der holder af at bringe alle Dumheder til Torvs, saa varme, som de kommer ud af Maskinen. Navnlig nærede man den barnagtige Angest, at det Fort, hvorunder Tunnelen gaar, skulde rystes itu ved de seksten Iltog, der daglig vil komme til at passere mellem København og Malmø. Men selv om dette skete, har det ikke noget at betyde; thi Forterne er og har allerede længe været ubrugelige. Man erindre blot, at man med et diamanthærdet Pil-Projektil, udskudt med en Ladning af otte Lod Nitro-Glycerin af en af Billingates Revolver-Kanoner, har gennembrudt Granitmure af tyve Fods Tykkelse, og en eneste Granatoëder-Bombe, fyldt med sædvanlig Dynamit, vilde sprænge disse Forters Betonmure fra hverandre som var de Æggeskaller. Et Par Artikler i »Sandheds-Solstraalen«, hvori jeg kortelig godtgjorde dette, var ogsaa nok til at standse hele Alarmen. Som jeg har erfaret, staar nu »Bombebøssen«, hvis Midler under den engelsk-amerikanske Krig er stegne saa betydeligt, i Begreb med at købe de to Forter. De brave, gamle Ulke vil der faa en Fribolig, som ligger i deres Element, og Regeringen vinder en af de nedsænkede Millioner tilbage. Hvad det underminerede Fort angaar, har det naturligvis ogsaa fundet sin Anvendelse. Det forenede Smør-Fedevare-Kompagni har erholdt Koncession paa der at anlægge et Damp-Smørkærneri, og betaler endog Tunnelselskabet en halv Procent af Udbyttet, imod at dette forpligter sig til at holde den gavnlige Rystelse vedlige.

Saa vidt var jeg kommet i mine Bestræbelser, da jeg fra min kære Ven, Minesprænger Joseph Spring i New-Orleans modtog et Kabeltelegram, der fuldstændig bekræftede den vidunderlige Opdagelse, som man i længere Tid har tillagt ham. Major Spring, der, som du véd, er den ledende Tanke i det store nordamerikanske Explosion-Society, har anvendt hele sin Tid efter Krigen for at fremstille et Sprængstof, der virkede endnu stærkere end Wooleys Ultramarin-Dynamit, og endelig er det lykkedes ham. Et Løfte, som jeg har givet ham, og som jeg indtil videre maa anse for helligt, forbyder mig her nærmere at omtale dette Stofs Sammensætning. Jeg kan kun meddele, at det virker saa destruerende, at det ikke var muligt, selv mikroskopisk, at paavise, hvor Atomdelene af en Granitblok paa tyve Kubikmeter var blevne af, samt at to Fyrværkere, der forulykkede under Eksperimentet, er saa sporløst forsvundne, at Great-Western-Livsassurance-Kompagni betragter dem som endnu levende, og som en Følge deraf nægter at udbetale de respektive Enker deres Policer. Da Stødet under Eksplosionen kun virker i nedadgaaende Retning ligesom Ultramarin-Dynamitten, er det muligt, at Atomdelene baade af Granitblokken og af de forulykkede er drevne saa dybt ned i Jordens Skorpe, at man aldrig vil faa dem ud igen; men hvorledes det end forholder sig, saa har dette ny Sprængstof givet Spring Ideen til en virkelig genial Tanke. Han har nemlig beregnet, at to Millioner Centner af det ny Sprængstof vil, naar Eksplosionen sker samtidigt ved et over hele Massen anbragt Slag, give Jorden et saadant Stød, at den drives ud af sin hidtil regulære Bane og ind i et nyt Solsystem. Desværre er Omkostningerne ved det ny Stof endnu for betydelige til, at man kan tænke paa at fremstille det i saa store Kvantiteter, og det smukke Eksperiment med stødvis at vandre fra Solsystem til Solsystem maa saaledes udsættes, indtil Driftsomkostningerne kan dækkes.

Men Spring fik snart en anden Anvendelse for sin mærkværdige Sprængsats, som han ikke uden Grund har kaldet Keraunobolit, det vil sige Lynmaterie. I Nordamerika ligger aldrig, som hos os, en Opfindelse brak, og allerede otte Dage før dens Offentliggørelse havde der i New-Orleans og Opo-Deldoc dannet sig et stort Aktieselskab for Damp-Roderi og Spræng-Boring med en imaginær Kapital af to Hundrede Millioner Dollars. Projektet var at gennembryde Tangen ved Panama i en Tid af otte Maaneder til en Dybde af to Hundrede Fod, saa at den amerikanske Kejserstats sværeste Monitorer og Fort-Fordærvere kunde passere derigennem. Alle de tidligere Planer, der havde lidt en uheldig Forsinkelse ved Sydamerikas Erobring og Englands Ydmygelse, blev forkastede, og i Stedet for den af Green projekterede Linie, der vilde faa Kanalen til at bugte sig gennem San Juans og Nicaraguasøens krummede Løb, foreslog Spring en, der ganske stemmer med hans energiske Karakter. Midt under de stormende Debatter paa det Meeting, der holdtes i New-Orleans, greb han det Kort, som var ophængt til Orientering, og gav det med sin Ridepisk en Flænge, der som en ret Linie skar Isthmen fra Bugten ved Darien indtil det store Ocean. -- »Saaledes skal Kanalen gaa!« udbrød han med sin Stentorstemme, og disse energiske Ord forplantede sig som en Løbeild gennem Masserne og stillede enhver Meningsforskel. Allerede Dagen efter begyndte man paa »Ridepiske-Kanalen«, som den spøgende kaldtes, og de af Spring vundne Resultater maa i Sandhed kaldes storartede.

Det falder mig ind, at det i disse Dage netop er hundrede Aar siden, at Lesseps Kanal blev aabnet, og jeg erindrer at have læst i nogle gamle Blade paa Folke-Biblioteket det Væsen, der dengang blev gjort af denne Ubetydelighed. Saa vidt jeg mindes var Lesseps seksten Aar om et Foretagende, hvortil Sesostris, Necho og Ptolemæerne havde gjort betydelige Forarbejder, og det i et Land, hvor ingen faste Klippemasser fandtes. Spring har nu akkurat været otte Maaneder om sin Kanal, der vel er betydelig kortere, men til Gengæld fordrer Gennembrydningen af ikke ubetydelige Bjerge. Rigtignok har Redskaberne forbedret sig uhyre siden Lesseps Tid, men Springs Kanal er dog heller ingen Springvej. Det lave, sumpede Kystland ind mod Bugten ved Darien er blevet udgravet paa to Maaneder ved Hjælp af de sædvanlige centripetale Damp-Rodere. Costa-Ricas Højland er i en Strækning af seksten engelske Mil blevet formelig sønderflænget af Keraunoboliten, der som en simpel Løbeildsstribe blev ledet over Bjergene og derpaa antændt. Det første Forsøg gav en tre Fod dyb og otte Alen bred Indsænkning i Terrænet, og ved otte senere Sprængninger var man saa vidt, at Damp-Roderen kunde gøre Resten. Det er Virkeliggørelsen af det gamle Sagn om Thor, der splintrede Bjergene med sin Mjølnir -- men denne Mjølnir har ogsaa kostet Kompagniet over hundrede Millioner Dollars.

Den femtende November modtog jeg paa ny et Kabelbrev fra min amerikanske Ven, hvori han meddelte mig, at Kanalen vilde blive aabnet den tyvende, i Overværelse af de betydeligste europæiske Ingeniører, Geologer og Naturforskere, og at han i denne Anledning indbød mig. Da jeg for Tunnelselskabets Regning har særegen Ledning paa den store Kabelvej, og har faaet denne indlagt i mit Hus, svarede jeg straks tilbage, at jeg skulde komme med den første ordinære Flyvepost, der afgik fra Hamborg! men at det var tvivlsomt, hvor vidt jeg vilde naa Isthmen i rette Tid, baade paa Grund af Efteraarsstormene, og den ringe Frist, der var mig given. Endnu samme Aften fik jeg en Telepistel fra Spring, hvori han meddelte, at ingen af de sædvanlige Flyveposter kunde naa Kanalen til den angivne Tid, og at han ikke vilde have sendt mig Indbydelsen, hvis han ikke havde været saa heldig efter Konference med det amerikanske Flugt-Ministerium at kunne stille en særegen, meget fortræffelig Befordring til min Disposition. Den amerikanske Regering havde for tre Uger siden ladet afgaa den nykonstruerede, og i vore Blade saa meget omtalte Flyvefisk »Prometheus« paa sin første Jordomflugt, og der var saaledes en fortræffelig Lejlighed ikke alene til sikkert og hurtigt at naa mine Ønskers Maal, men ogsaa til at gøre mig bekendt med en Konstruktion, der skyldes den geniale Aëronautiker Professor Swallow fra Alabama, og som i sine Virkninger langt overgaar de i England konstruerede Albatros-Skibe, ikke at tale om de hos os anvendte, men nu aldeles forkastede Luft-Kasteller, hvis Fart vel var meget betydelig, men som altid har udmærket sig ved højst irregulær Flugt.

Samtidigt med denne Depeche havde vort atmosfæriske Ministerium faaet Efterretning om, at Flyvefisken »Prometheus«, ført af Kaptajn Bird, var dalet ned i det asowske Hav den fjortende, og at den allerede den sekstende vilde anflyve København eller maaske snarere Køge Bugt, hvis det skulde vise sig, at Havnebassinet i Kallebodstrand ikke var tilstrækkelig dybt til at den derfra kunde foretage sin Opfart. Heldigvis maa man jo paa en Luftrejse ingen synderlig Bagage medføre, og jeg forsynede mig derfor ikke med Guld, men blot med amerikanske Papirer, som maatte være særdeles hensigtsmæssige, da de i den senere Tid har vist en afgjort Tendens til Stigning. Udrustet med disse, med et Aërometer, en Kikkert og en Notitsbog i Brystlommen, dampede jeg endnu samme Aften af Sted med Jernbanen til Køge Bugt, som efter kyndiges Udsagn maatte blive det Nedfalds-Vand, som »Prometheus« ifølge sin særlige Opskruningsmetode kunde anflyve.

Naar man staar i Begreb med at gøre en Luftrejse til Tangen ved Panama, har en Jernbanetur til Køge ikke stort at betyde, og dog gav det et Ryk i mig, da Signalpiben lød, og Iltoget satte sig i Bevægelse -- det var første Gang, at jeg gennem Luften skulde gaa over Atlanterhavet, og det tilmed i en Maskine, hvis Bevægelsesmaade var saa særegen. Jeg følte ingen Frygt -- mine tidligere Luftrejser til Paris og London var løbne heldigt af -- men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg i det sidste Øjeblik, mest for min Families Skyld, forsikrede saavel hele mit Liv, som ogsaa de væsentligste af mine Lemmer i den store transatlantiske Livs- og Lemme-Forsikrings-Anstalt.

Klokken ni Aften ankom jeg til Køge, der netop for første Gang var oplyst med det elektriske Lys, to Kulspidser for Enden af hver Gade. Efter en let Aftensmad i Hotellet, besøgte jeg den ny Kirkegaard for København og Omegn, hvor Overbrænderen Hr. Dodenkopf var saa artig selv at føre mig om, og hvor jeg besaa' de nye Apparater til Ligenes hurtige Forbrænding i komprimeret Iltluft.

Dog, jeg skal ikke fortabe mig i Digressioner over en Fremgangsmaade, som desværre har ladet vente alt for længe paa sig, men skride lige til Skildringen af min Rejse, som maaske vil interessere dig, da du paa Grund af dit isolerede Opholdssted ikke har Lejlighed til at følge med de Opfindelser, der i de sidste ti Aar Slag i Slag er fulgt paa hverandre, og som har kulmineret i »Prometheus«, en af de sindrigste og mest gennemtænkte Maskiner, jeg nogen Sinde har set.

Som du véd, beskæftigede man sig gennem hele det nittende Aarhundrede overordentlig meget med at løse Problemet om faste Legemers vilkaarlige Bevægelser gennem den fri Luft. Jeg kan saa godt sætte mig ind i disse Menneskers Tankegang. Der maatte, efter at man havde opfundet Dampmaskinen og Telegrafen, være noget overordentligt ærgerligt i, stadigt som en anden Flynder at være tvungen til at kravle om paa Bunden af Luftoceanet, medens man saa' Flagermusen, Fuglen, ja selv det usleste Insekt frejdig hæve sig derover. Men det nittende Aarhundrede sad fast i en Vildfarelse, som vi heldigvis i det tyvende er komne ud over.

Man vedblev nemlig at bygge Maskinerne efter Luftballonens uanvendelige Princip, idet man ikke rigtig havde sondret mellem det at stige, og den langt vanskeligere Kunst, at bevæge sig selvstændigt gennem Lufthavet. Vor berømte Landsmand var egentlig den første, der ledede Tanken paa den rette Vej, idet han henviste til Fuglene som de bedste Flyvemaskiner, Jordkloden besidder; men hans Konstruktioner havde, som du véd, den store Fejl, kun at kunne afgaa fra bestemte Stationer, hvor man ved meget kostbare og tidsspildende Apparater sikrede dem navnlig en lykkelig Nedkomst. Alle de horisontale Cirkel-Jernbaner, alle de Luftkastels-Taarne og Flyveskibs-Beddinger, som man i saa stort et Antal har bygget trindt om paa Jorden, er nu unødvendige og vil om faa Aar ligge i Ruiner, thi Amerikaneren Professor Swallow maa nu siges at være den, der har løst Opgaven fuldstændig. Medens vi her i Europa stadigt havde Fuglenes Princip for Øje, og derefter byggede vore Falke-Brigger, vore Albatros-Skonnerter og Storke-Fregatter, har denne udmærkede Videnskabsmand hinsides Atlanterhavet haft en ganske anden Model for Øje, som desværre i Europa kun forekommer i Middelhavsbæltet, hvor de omboende Nationer ligger i en endnu dybere Dvale end for hundrede Aar siden. Professor Swallows geniale Tanke laa begravet i Flyvefisken, og han var den første, der i Ordets bogstavelige Forstand fiskede den op af Tankeløshedens store Ocean. Han studerede Flyvefisken i dens to modsatte Elementer, Havet og Luften, og tilbragte hele sin Ungdoms første Blomstringstid ensomt i sin Yacht, vugget paa Atlanterhavets Bølger, fordybet i Tegninger og Planer, der fik hele Amerika til at tro, at han beskæftigede sig med dybtgaaende Planer til Oprettelsen af et Torskelevertran-Smelteri paa Østkysten af New-Foundland. Men det var Flyvefisken, der var Genstand for hans urolige Higen og Tragten. I de lyse, maaneklare Nætter iagttog han, hvorledes denne mærkelige Fisk bevægede sig i Vandet, hvorledes den stillede Finnerne, naar den beredte sig til Flugt, hvorledes den hurtigere end en Pil gennemlynede Luften ved Hjælp af sine mægtige Brystfinner, og det med en saadan Kraft, at Matroserne paa de sværeste Fregatter fangede den i Sejldugsruser, som de opstillede i Mærset. Da han endelig havde gjort sig bekendt med, hvorledes dette vidunderlige Dyr bærer sig ad med at styrte sig ned i Havet igen uden at slaa sig fordærvet paa Overfladen og uden at faa Bræk, hverken paa Hoved eller Vinger, ansaa' han sin Opfindelse for sikret, og med de sidste Rester af sin kolossale Formue byggede han den »Flyvefisk«, der nu bærer hans Navn som en anden Prometheus fra Sted til Sted over hele den vidtstrakte Jord. Princippet er, som sagt, ganske det samme som Fiskens, kun at han har taget noget af Blækspruttens Bevægelsesmetode med. Skibet flyder paa Vandet, let som en Svane, sænker sig derpaa indtil en vis Dybde, ved at indtage Vand og uddrive Luft, og skyder sig derpaa opefter i en skraa Stilling ved atter med Voldsomhed at uddrive Vandet, hvis sidste Rest det slipper lige som det naar Overfladen. De udstødte Vandmasser giver det en saadan Bevægelsesmængde, at det føres indtil to Hundrede Fod op i Luften. Her sættes Vingefinne-Systemet i Bevægelse, Skruehalen trækkes ind. Styrehalen stikkes ud, og i en susende Fart af halvandet Hundrede engelske Mil i Timen bevæger det sig gennem Lufthavet, indtil det træffer et Vand, som er dybt nok til, at Skibet ikke sønderslaas mod Bunden under sin Nedflugt. Flyvefisken kan altsaa afgaa fra enhver Havnestad, hvor Vandet blot har en tilstrækkelig Dybde. Alle kunstige Stationer med deres Driftsmateriale og Besætninger spares -- kort sagt, den bærer med Rette sit stolte Navn »Flyvefisken Prometheus«.

Jeg sov ikke meget den Nat, dels fordi Luftsengene her i Køge er saa slet fyldte, dels fordi jeg var i en let Spænding ved Tanken om det forestaaende. Navnlig kunde jeg ikke faa Springs Sprængstof ud af Hovedet. Snart beregnede jeg, hvor megen Arbejdsmængde vi vilde spare ved min skandinaviske Tunnel, og hvor meget Kompagniet kunde give ham for Kubiktommen, snart gennemgik jeg alle de nyeste Formler for Sprænggasser, og faldt til sidst i en urolig Slummer, hvori jeg syntes, at jeg tilberedte Keraunobolit, mere end nok til at sprænge hele det samlede Tyskland fra hverandre. Noget ør i Hovedet vaagnede jeg Klokken fem og tog mig et ordentligt grønlandsk Snebad for rigtigt at stramme Nervesystemet og styrke Musklerne. Derpaa gik jeg, bevæbnet med en Natkikkert, op paa Nykirkes Taarn for at være den første, der hilste paa Kaptajn Bird, naar han fo'r forbi.

Min Iver havde imidlertid drevet mig alt for tidlig op. Novembertaagen laa kold og graa hen over Byen, ligesom et uhyre Spindelvævsnet, hvori endnu alles Tanker og Bevægelser var hildede. Kun Taarnvægteren, en snurrig, gammel Fyr, var vaagen. Med ham fik jeg mig da en jævn Passiar; men da jeg i min Glæde begyndte at forklare ham Flyvefisken, sagde han: »Ja, jeg kan forstaa, at man kan flyve i Luften; for det har jeg set. Jeg kan ogsaa forstaa, at man kan sejle paa Vandet; for det har jeg ogsaa set. Men det, som Professoren der fortæller, det er, min Salighed, det bare Vrøvl.«

»Det er dog virkelig Sandhed, forsikrer jeg Dem,« svarede jeg.

»Ja, saa véd jeg da saa meget, at det hverken er Fugl eller Fisk, den Maskine.«

»Jo,« svarede jeg, »det er netop en Blanding af begge Dele.«

»Nej, det kan aldrig have sin Rigtighed,« sagde han, »skønt jeg jo nok læste noget om det i Gaar; men véd Professoren, hvad det er?«

»Nej, hvad er det?«

»Det er, den Onde æde mig, Løgn!« svarede han med Overbevisningens hele Styrke, og vilde til at gaa.

Jeg holdt ham tilbage for at give ham en yderligere Forklaring, men i det samme pegede Telegrafviseren paa heftig, nordvestlig Storm, Stationen »Sukkertoppen«. Vægteren gik ind for at telegrafere til København, og derved blev Samtalen afbrudt. Jeg meddeler dig blot denne lille Episode, for at vise dig den Træghedsaand og den Vantro mod alle nye Opfindelser, som endnu rører sig hos den lavere Del af Folket. Denne Mand gaar rolig ind i sit Lukaf for med Lynets Hastighed at melde en Storm, der rimeligvis først nu satte sig i Bevægelse fra dine kære Isbjerge, og saa tror han ikke paa Flyvefisken. -- Naa, de gode Folk i Køge har altid været noget til Agters; det er intet Under, at Djævelen engang sendte dem sit Huskors til Belønning.

Henad syv lettede Taagen, Solen tog paa at bryde igennem, og nede paa Gaden begyndte et Liv og et Røre, som viste, at Flyvefisken dog havde sat den mere dannede Del af Køge Bys Befolkning i Bevægelse. Velstaaende Købmænd paa Cykler, rige Godsejere paa ganske fikse Dampheste og Byens Ungdom paa kaliforniske Springstøvler bevægede sig med livlig Travlhed gennem Gaderne og tog Vejen mod Havnen, hvor Dykkerskibet »Neptun« alt havde Dampen oppe for det Tilfælde, at der skulde tilstøde Flyvefisken et Uheld. Springstøvlen er vel næppe hos eder blevet noget almindeligt Bevægelsesmiddel, i det mindste er den hos os endnu temmelig ny, skønt dens Resultater er ganske overordentlige, og Anvendelsen af den i stadig Stigen. Rigtignok hører der lidt Øvelse til at benytte den, men har man først opnaaet denne, bliver den saa godt som uundværlig. Man kan jo ikke nægte, at Bevægelsen er noget græshoppeagtig og ikke ganske fri for et vist komisk Anstrøg, navnlig naar Folk sætter over Hovedet paa hverandre. Imidlertid har jeg i Paris paa Boulevarderne set dem blive benyttede med al den Lethed og Elegance, som er de parisiske Damer ejendommelig, især i Nedfaldet. Her i Køge saa' jeg kun faa Damer, og disse kom rigtignok mere af Sted paa Hovedet end paa Benene; men da jeg til sidst fik Øje paa to temmelig svære Madammer, som i deres Iver efter at naa Havnen satte ud over Bolværket, og kort efter dyngvaade sprang hjemad under Drengenes Jubel og Latter, da nægter jeg rigtignok ikke, at jeg ærgrede mig paa mine Landsmændinders Vegne og begyndte at tvivle om, hvor vidt Apparatet egner sig for de koldsindige og mere flegmatiske Nordboer.

Næsten i samme Øjeblik faldt Skuddet fra Havnefortets Pladetaarn, et sikkert Tegn paa, at »Prometheus« var i Flugt. Jeg rettede min Kikkert imod Nord, men saa' i Begyndelsen intet andet end Havet og enkelte højrøde Skymasser, der funklede i Horisonten. Ud af disse skød sig pludseligt et enkelt, sølvglinsende Punkt, der faa Sekunder efter voksede i Størrelse, uden at jeg dog var i Stand til at angive dets Form eller Omrids. Imidlertid nærmede det sig med rivende Hastighed, funklende og lysende i Morgensolens Straaler. Snart blev dets Vinger synlige som et Par sorte, skarpe Striber; en let, hvidlig Røg strømmede ud agter, kort sagt, nu var der ingen Tvivl om, at det var den længe ventede »Prometheus«, som var i Opflugt.