Part 7

Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan slet ikke føle hans Fingre.

Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til Frakken.

Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet af Ulden.

Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.

-- Gud velsigne dig!

Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.

En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes. Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.

-- Aah din fjovede Tøs.

Hun ryster hende af sig. --

Hvor han har gaaet er Gulvet vaadt. Herinde i Varmen tør Sneen, og det drypper fra alle Flige af hans Tøj.

Ane begynder at øse Maden op. Det er dampende Grød. -- --

Senere, da der bliver tændt Lys, sidder han ved Køkkenbordet og faar sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrød med Fedt og et Krus Vand at drikke til. Han vil ikke have andet. Før han begynder at spise, beder han, og da han er færdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i Haanden og siger Tak.

Han er blevet vasket og har faaet tørt Tøj paa fra inderst til yderst.

Han var lykkelig som et Barn, da "Søster" laa paa Knæ foran ham og tørrede hans Fødder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved, mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.

-- Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ... Hendes Sind er hvidt som Duen ... -- --

Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden uden at hæfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Søren, som har sat sig ved Siden af hinanden. "Søster" leger med Hunden. Af og til aabner han Munden, uden at hans Læber formaar at forme Ord. Han knuger Hænderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans Øjne af et underligt Skær, som brændte hans Hjærte, og Ilden flakkede op og tændte Pupillernes Glød. Det kryber i hans Mundvige, og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud, som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til smaa Børn. Ikke et Øjeblik holder han inde for at trække Vejret. Mange Ord snupper han i sig.

-- Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre, de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal dø ... Se Solen tør mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...

Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig, og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.

Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene under Haaret ved Tindingerne. --

Isak bliver ved. Han taler om Kødets Lyst. Jeg ser paa hans Øjne, de brænder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene. Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.

-- Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens onde Gerninger ...

Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne.

-- Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hænderne er knyttet som til Slag, og han fægter med dem i Luften ... Nu gaar hans Stemme over i et hæst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver stille ...

Vi hører Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trækker Vejret. Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tænder risper i de møre Brædder.

Søren hænger Piben bort, som han længe har holdt i Haanden, stikker et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en forsvarlig Bid, harker og forsøger at ramme Spyttebakken henne i Krogen. Prikker endelig til Ane.

-- Hvem skae ells hae de Hoser. Jæ søns de har Mandfolkefødder.

-- Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nøglet ud fra sig for at faa Garn til næste Omgang. --

Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved. Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende hensunken i Bøn. --

Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i Søvn hos Hunden. --

Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. -- --

Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. --

Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde til Køkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig, hvad han har i Hænderne.

-- Gud velsigne dig! -- --

Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa bort. Hvad han har laant af tørt Tøj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor han har sovet om Natten.

Hans Spor fører ud over Markerne. --

Uglerne tuder.

-- Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem. Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene.

Det er Mørke og Storm, og det øsregner.

I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om til Tø. Allerede før det blev mørkt, begyndte Jordknoldene at skyde frem over Pløjningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene blev til et Ælte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor løb Vandet. --

Jeg har været langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa Maarspor, som jeg blev ved med at følge. De endte ved en Luge ind til en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Næsen hjemad med Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i Skoven.

Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi -- vaade, blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt som Guldstøv gennem Skæret. --

Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg staaende og saa ind. Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem. Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.

Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. -- --

Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.

Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket. Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tæt inde paa mig, før jeg ser dem. Jeg hører en raadden Gren brække, det er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et Stykke foran mig. Et Øjeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.

-- Jeg vilde ønske, at jeg følte en Haand putte sig bort i min, og at vi var to, der gik sammen ...

Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der staar en Strime Stjærner over mig. Lange Skytrevler blæses ustandseligt forbi dem. Mørke Træmasser toner frem sløret i Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.

En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden sætter ud fra et Træ. Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra det samme Træ.

Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med at gjalde. -- Jeg hører mine egne Fodtrin. --

Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet strøet Kaalrabi rundt omkring. Jeg hører nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. -- --

I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for at fange Jægere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til Lugen henne ved Høstænget, krøb derop og borede sig godt ned i Høet. Selvfølgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde høre, hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra dem. De var faldet i Søvn alle Mand. Men før de tog den bort, gik de op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de havde dem og behøvede ikke at lade sig overaske. De skød saa hele Høhuset var ved at ryge i Luften.

-- Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o kue tæll all Skudene, de' ene meget større end som de' andet.

Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt følte med Haanden op langs Døren og syntes, det var en Skandale, at der ikke ogsaa var en Krog til at sætte paa indvendig. -- --

I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hører deres Fødder kradse i Frøsmuldet ...

Jeg bliver staaende. Gennem Høduften mærker jeg pludselig den varme Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trækker Vejret dybt ... der er to ... jeg hører en svag Snøvlen. ... Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strækker sig, saa Straaene knækker. Jeg slaar Lugen til.

Det regner igen og er blevet endnu mere mørkt. Jeg ser ingenting uden om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens Vrimmel ...

Foran mig ligger mit Hus. Det er stænget og koldt -- en utydelig Skygge kun i alt Mørket. Min Hund hyler derinde.

Ude over Markerne gør en Ræv. Det er Rolletiden nu. Safterne gærer i Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Næsen i Hunrævens Spor.

Vov -- vov -- vov -- vov -- vov -- -- -- Det ene Glam mere gnældende end det Andet. Han kom over hendes Spor før ved en Grøft. Et Øjeblik maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden Skygge jog forbi ham, et hæst Glam smeldte ham i Øret. De blev to paa det samme Spor. De hyler som gale. --

Jeg smækker Døren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den slaar mod Væggen. Det ryster i det gamle Bindingsværk. Jeg hører noget blæse ned inde i Mørket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig. Hunden springer ud forbi mig.

Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned -- Tøbruddets Time.

-- Hvor jeg længes imod dig i Nat ...

Bag Brændeskuret skriger et Par Katte.

Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.

Der er kommet Snepper i Nat.

Vinden har været sønden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg været vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mørket udenfor fløj Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af Glæde. --

En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle Grene. Han rev og sled i Bøssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Tæerne af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under Næsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng, maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i Stuen og have fat i Hornet -- blæse, saa alle Hundene hylede, og hans gamle Kone, der laa med en Uldstrømpe om Hovedet af Tandværk, maatte humpe ud i Køkkenet og sætte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at gaa til af Støj. Hele Dagen var han et Væld af Historier, og han kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fløjte. Men naar der blev blæst af til den sidste Saat, og det begyndte at mørkne i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. --

Ham ligner alle vi galne Jægere.

Saa mange Trækfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg lukker Døren op, hører jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad, alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med Foraarets higende Længsel.

Under Tagskægget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under Bjælkerne. Det flyver med fjorgamle Hønsefjer og halvraadne Straa. Nu kaster de sig i Flok ud i Luften -- i svirrende Susen -- og slaar sig ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig, skvætter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Tæer og Stjært og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.

Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. --

Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet. Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud under Skindet.

-- Kom kun nærmere, jeg har set dig.

Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig.

Skulende lister han forbi hen til Brændehuset.

Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. --

Det var i Nat. Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op. Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede Hundene. --

-- Din Kaffe blir kold!

Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven. Vi har tidt staaet i Køkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet være Kaffe saa længe; men i Dag: -- Din Kaffe blir kold.

Et Øjeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun skænker i min Kop og sætter Knors haardt ned paa Gulvet.

-- Væsgoe.

Jeg ser paa hende. Hun møder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer sig fast i Stolesædet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved. Ustandseligt skifter Ansigtet Udtryk.

-- Nu skal I vel snart giftes. Jeg ramte. Det trækker om Mundvigene, og hun ranker sig endnu mere.

-- Næi!

-- I har da ellers ikke noget at vente efter.

-- Man skut'te søns de'. Pludselig for at lede Tankerne hen paa noget andet, bukker hun sig ned, tager Knors op og skænker i sin Kop, skønt hun endnu kun har drukket det halve.

-- De' æ forbi!

-- Forbi ...

-- Hele Moleviten.

Knorsen maa igen ned paa Gulvet, saa det siger Bump i Bunden.

-- De' har smens vaaren læng' nok. Han vidst tesidst ekk andet end o saa hold ing o drikk' Kaff hver jen'neste Gang, a' han kom min Dør forbi, o saa gae han Grovheder a' sæ, naar de' ekke lie stoe altsammen paa Bordet. O saa kom han osse slævendes me' saa manne Bisserikkere, o de skue osse beværtes. I gamle Dave havde man dem uden for Vinduerne, men nu skue de sidd ing i Stuen, saa dæ vovt var Plads te vos sæl. A' jæ skue lapp o stopp om ham, de' sier jæ ekk novet te', de' var saaen kun min Pligt; men han kom osse me' de anders Tøj. O mine Børn, herut te Bønderne me' dem, naar de kue knapp derses egne Bovser. Næ min goe Søren, jæ æ sgutte helt rumpegal.

Hele Morgenen har det været Graavejr, nu bryder Solen igennem. Ovre paa Væggen flimrer en stor Lysplet. Og udenfor drypper Draaberne fra Tagskægget.

Kaffen maa ned i en Fart. Skoven venter.

-- Jaja Ane, det er ikke saadan at finde den rigtige Kærlighed.

-- Jov, de' kae man sgu savtens, naar man bare har Kaff nok o saa tyll paa dem o saa helst et Stænk i.

Vi rejser os. Der bliver ikke Tid til mere Passiar. -- --

Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner et Par ny Træsko.

Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil, og han slaar bredt ud med Kæppen.

-- Hvor kommer du fra? Det er længe siden, jeg har set ham. -- Jeg troed', du laa med Laaget over Næsen.

-- Næhæ! Faen skue lægg' se te o krepere i saaen et Vejr.

Stæren oppe i Linden har været en Tur inde i en af Redekasserne og kommer flyvende ud med hele Næbet fuldt af Straa.

-- Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Børn. Han er naaet helt hen til mig og giver mig Haanden. -- De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg' afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.

Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs.

-- Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses. De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i Jorden o regte ælte rundt.

Han ser mig lige ind i Ansigtet.

-- Kue jæ grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. -- De' var bare de', a' jæ saa masendes gærn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. -- Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Frø ner i Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, næ' saaen o saa røre ve' hvert enkelt med de bare Næver. Han trykker Kæppen fast i Haanden. -- O grav o hae alle Hønsene te o goe om sæ o gie dem Orme. Jov, o saa ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa bær' Vand o hæld om dem o se dem strækk sæ, liesom de regte drak ...

-- Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i Æbletræet. Mas bare paa.

-- Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte dæjle, skae jæ love.

Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten fra sig.

-- Nu goer vi an.

-- Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.

-- Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. --

Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens Jagten.

Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor han er, klinger saa skingert. --

Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser flyver ud og ind ad et hullet Træ. Dèr løfter et Blad sig en Smule fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrøn Spire bryder frem. Og et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind, staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade skærmende om de kuldskære Ar. Højt oppe gaar Kragetrækket -- en sort Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endeløse Granskove venter dem. Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vræl. Intet Øjeblik tier Duerne.

Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Væden driver over Barken. Mosset er grønt af Saft, og Grenene hænger fulde af Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger Løvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skød, deres Stængler er fyldt af samme higende Svulmen: -- Gro -- suge af Jord, Lys og Luft de gærende Kræfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.

Og dette er det store -- dette hvorfor dit Hjærte banker, og dine Øjne tindrer, du, som har lovet at følge mig, at aldrig standser Livsstrømmen. Vore Længsler flyder som store, hvide Blomster paa dens Væld. --

Saa mange Munde aander deres Glæde ud imod mig, en hed Lykke, der griber ved sin enkle Inderlighed: at være til. Jeg suger denne Lykke ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af Forjættelsers Rigdom. -- --

Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er Jægeren.

Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige Lande. Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en Rugeplads. --

Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder. Stridt Græs og visne Bregner byder Skjulested nok.

Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han staar fast. Den ene Forpote er løftet en Smule fra Jorden. Jeg følger hans Blik. Det gaar lige ret ned.

Midt i en Klat Løv faar jeg Øje paa den. Den trykker sig og borer Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mødet. Dens smaa, sorte Øjne spejder forgæves efter Dækning.

Avance ... den forsøger at løbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et Par Slag med de bløde Vinger ... et famlende Forsøg paa at slippe udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.

Halsklokken ringer -- en anden letter. Det er Magen. Jeg sætter Skuddet ind i et Træ. Solen faar Bøgenes Knopper til at skinne, og en Allikeflok, der blev skræmt op, samles gnækkende længere borte.

Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi følger efter. --

Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i sine Gange. Jorden hæver sig under den.

Saa --! der lettede en for langt ude -- Satan, kan du ikke vare dig Hund!

Han gaar saa forsigtigt, at Løvet knapt rasler under ham. Langt ude mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. --

Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg over hende.

-- Der fangede jeg dig.

Hun kryber sammen under mit Greb.

-- Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o tae paa Vej for.

-- Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.

-- Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade, forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf de lige er taget op. -- Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter den. Hun giver sig igen til at bore.

-- Dæ kommer saa manne onge hos mæ, o allesammen vil de hae o vi'e, om de skae hae hinanders. Saa ser jæ paa disse hersens her o sier -- ja.

-- Du gør mange lykkelige om Aaret.