Part 8

-- Hjov! Hun trækker Munden helt om i den ene Side. -- De' æ jo ekk saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt grædendes te' ens Dør o ved ekk derses levendes Raad. Sæ'føllelig skae de hae hinanders. Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være te o saa følles ad.

-- Fik Maren Lyst sin Præst?

-- Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae hinner slævt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare for a' se ham, o Maren fnyser. Næ gøe ekk, som jæ gøe, Børn, men gøe som jæ sier. De sae den gamle Præst alletier, som konfirmerte mæ ... Hov, dæ var en der ... en mægte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt ned i Jorden og rykker den op med Rod. -- Nu ble' de' da Fie o saa ham Frærik. Dæ' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa jæ, a' den gamle kørte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue bene. Jæ kue smens savtens hae ordnet de', men nu æ de bleven saa store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Knæ. Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et Øjeblik staaer hun stille og ser paa sit Bytte i Haanden.

-- De' skae blie dæjle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem forsvinde ned i Kjolelommen; men først piller hun den største fra og rækker mig den.

-- De' æ Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams æ en Pie i din Seng inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. -- Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. -- --

Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vægge, ligge Time efter Time, føle Moderlykken gro for en skønne Dag at mærke en vaad Plet mod den bare Hud, mærke et lille, levende Væsen putte sig bort for at søge Hjælp.

Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt igennem. To onde Øjne møder mine, og en arrig Væsen lyder op imod mig.

Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet.

Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop -- gylden af Lyset -- saa tæt, at ingen kan tælle dem.

Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved Livet. -- --

Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne.

Jeg gaar ned imod dem. --

-- Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand -- det er Sognefogden -- staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. -- Saa sig de' kuns. De skat'te komme te o skade dæ. Han taler med lav Stemme, som man gør det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar.

Hun nikker hen i Retning af en Busk.

-- De' ... æ ... hang fast i Grenene ... før a'et sank.

Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod Folkene, der er krøbet ud paa Tørvebænkene.

-- Saa søger vi der, Folkens.

Mændene, som et Øjeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet med Rafterne. Tørvejord stiger op fra Bunden, opløser sig og grumser Fladen. Der arbejdes ihærdigt.

Jeg har allerede staaet der lidt, før nogen af dem lægger Mærke til mig. De nikker kun til Goddag.

-- Æ'et nu osse regte, hvae du sier. Sognefogden taler igen.

Der har været søgt paa kryds og tværs uden Resultat.

-- Jov! Og lidt efter føjer hun til. -- De' var bare saaen en bett Pakk'.

Hun er kommet til at se over, hvor jeg staar. Vore Øjne mødes. Hun bliver længe ved med at se paa mig. Det er Thea. Hendes Ansigt er blevet saa smalt og blegt.

Jeg vil hilse. Hun drejer Hovedet bort i det samme. Det rykker i hendes Skuldrer.

Jeg gaar ud til en af Karlene.

-- Jov, de' æ regte. Hun har drovnet sit Barn herude. Ham Siewald rendt' jo fra hinner av te Amerika. Hun har sæl meldt sæ o ...

Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder at løfte.

-- Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandeløs og helt kridhvid i Ansigtet. -- Var dig!

En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hænger om den. Et Øjeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevæger sig voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea i Armen. Vi stirrer maalløse.

Saa tager han et raskt Tag. Bylten svæver i Luften. Raften har faaet fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne løsner sig og glider tyst til Bunds. Han svipper den op paa Bredden, lægger den forsigtigt i Græsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og stirrer. Ingen af os vil være den første til at gaa hen og gøre den fri. --

Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea. Hun staar med Hænderne krammet ind under sin Trøje. Hendes Ansigt er vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frøs.

Jeg gaar ind over Mosen. Jeg vil ingen møde. Hvor Vandet er stille, og Solen rigtig kan bage, leger Gedderne. Hvert Øjeblik springer en Frø i Vandet foran mig.

Ganske af sig selv famler min Haand sig Vej ind til et af de inderste Rum i Tasken. Fingrene faar fat i en krøllet Klud og haler den frem. De røde Blodpletter er blevet gule af at ligge saa længe i Tasken.

Jeg krammer den sammen i Haanden, og ude i Hængedyndet træder jeg den ned under mig, Vand og Pladder skjuler den sidste Snip med Navnet. Ingen skal nogensinde finde den.

Langs Kanterne svømmer hele Kager af glasklare Frøæg, og en evig Kvækken -- smaa Gylp af inderlig Tilfredshed -- smelter sammen i en lang, syngende Tone, der bæres oppe af Solskinnet.

To Ænder letter foran mig -- Han og Hun. -- --

Ved Middagstide er jeg hjemme igen. Niels sidder paa Brønddækket og venter paa mig. Stokken og Bylten ligger ved Siden af ham, og han har Frakken paa.

-- Jæ vill' bare sie dæ Farvel. Han rejser sig og tager sine Sager i Haanden.

-- Du er lige kommet.

-- Jæ æ færde. Hans store, blaa Øjne ser op imod mig. De gnistrer af Fryd. -- Jæ vil saa ræesomt gærn goe.

-- Du skal grave.

-- Næi, jæ æ alt for glad te o stoe paa et o samme Sted hele Tiden a' Gangen. Lae mæ' nu heller løve. Han beder. Bestandig tager han den ene Fod og saa den anden ud af Træskoene.

-- Vent at faa lidt Mad først.

-- Næi -- ekk paa de' Lav. Jæ skae goe mæ de' samme. Kae du datte mærk', hvor de' æ varmt.

Han rækker mig Haanden.

-- Hvor skal du nu hen?

-- De' ved jette saa nøje, jæ har saa manne Veninder. Han ler.

Paa alle de Steder, hvor Niels hører ind og faar sig lidt Mad, kalder han Konerne for sine Veninder. Han tager saa tit Blomster med til dem.

-- Farvel da og hav det godt.

Det varer længe nu, inden vi ses igen.

Farvel o' regte manne Tak for i Dav. -- --

Alle Himlens Fugle de har Vinger jæ har mine Træsko fra i Fjor ...

Han sætter i og svinger med Bylten. -- Næh se ... se dov bare ... hvor de' æ dæjle, som den Sol kae varme.

Han vender sig om imod mig og raaber noget mere, jeg ikke forstaar. -- --

Jeg gaar ud i Haven. Der er gravet lidt i det ene Hjørne. Spaden ligger midt i et Stik, og Riven er slet ikke rørt. Et eneste Læs Møg er blevet kørt ud og væltet af lige indenfor Laagen. Hønsene har travlt med at jævne det ud.

Inde i Skoven bliver Alverdens Niels ved med at synge. Han jager Duerne ud fra Træerne, hvor han kommer frem.

Møget damper i Varmen. --

I Dag skinner Solen. Jeg tog Bøssen i Morges og gik ud. --

Det er en af de Dage, hvor Livet er lykkeligst at leve. Vaad og kraftig ligger Jorden med Solstrejf over de regnvaade Marker. Paa en Grøftekant blomstrer Følfoden, og smaa Bellis knoppes.

I et Hegn finder jeg den første Viol. Den rummer i sit Bæger hele Foraarets krydrede Duft. Og hvor jeg sætter mine Fødder i Græsset, titter smaa gulgrønne Spirer frem, Endnu er de vaade og slimede af Frøets Hinder; men alligevel stærke nok til at knytte en bristet Livsstræng. Dèr rejser Skræppernes røde Kupler sig midt i en Grøft med slimet Vand. Det ses, som drypper der Blod under dem. --

Histude paa en Brakmark ligger et Fladvand. Det er helt blaat af Himlen over det. Hvide Maager spejler sig i dets Dyb. Nu stryger Vinden forbi, og det blinker i smaabitte Bølger.

Jeg gaar imod det. Hunden gisper af Tørst. --

Der løber to Børn langs en Aa, som bred og værdig med Skumpletter paa det grumsede Vand skærer sig Vej gennem de grønne Rugmarker. De kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Græs ud i den, for at Strømmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler de, saa det kan høres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar er gyldent, næsten gennemsigtigt i Farven.

-- Hvem kan fange mig?

Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Træskoene. Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.

Jeg følger dem med Øjnene. Hvor de løber frem, jager de Lærker op fra Græsset. En efter en stiger de i Vejret. Højt oppe staar de paa stive Vinger og jubler med klokkerene Stemmer -- Foraarets Vise, den Tid, da al Sæd skal bære Frugt. Hele Luften synes at dirre under deres Fryd. Dèr falder en enkelt gennem Luften, et Øjeblik standser den lige over Jorden og daler blødt ned netop i den lille Græstot, hvor to blanke Øjne lyser den i Møde. --

Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer langt ud, saa det sprøjter højt op om ham.

Jeg finder en Rede -- en lille Hulning i Jorden polstret med en Smule Græs. Der ligger to brunspættede Æg ved Siden af hinanden. De er varme, og det ene er plettet af Blod. Maaske har vi lige jaget Hunnen bort, eller maaske er det Sulten, som har drevet hende.

Jeg stjæler et. Det er den første Rede, jeg har fundet i Aar. Jeg knækker det mod Bøsseløbet. Hviden flyder ud over mine Fingre, Blommen ligger gul tilbage i Skallen -- fine Aarer kranser den. Paa den ene Side skinner en hvid Prik frem. Det er Begyndelsen til det ny, som skal æde sig stort i den gule Saft.

Jeg aabner Munden, lægger Hovedet langt tilbage og sluger Blommen raa. Dens Skind brister mellem Tænderne.

Den smager hedt og beruser som Vin. Jeg knækker ogsaa det andet og sluger det.

Hunden er blevet færdig med at drikke, og vi søger videre ud. --

Haha --! Der havde jeg nær sparket dig. En lille Harekilling ikke meget større end en Rotte springer afsted. Den havde af Skræk trykket sig, lige indtil jeg næsten faldt over den. Det kan nok være, at der kom Fut i Skankerne. Den springer, som om den havde levet i mange Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev født, eller hvæsset sine Tænder i Græsset. Et lille Stykke borte "kegler" den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nær havde slukket dens Liv.

En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans Næse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa. I en Pløjefure kommer han over hende, og nu begynder der en lystig Tagfat. Ulden ryger i Totter af dem. --

Opstandelsens Dag! Ikke en Jordknold findes der, hvor der ikke ligger gemt et Frø, som svulmer i frydefuld Længsel mod Solen over det. Alle Træernes Grene hænger fulde af Knopper, der glinser af Saft. En gammel Pil med Mos og rynket Bark op af Stammen er hvid af Gæslinger, og Vinden bærer det gule Støv til de gabende Blomstermunde. I en Ælm er der en Summen og Brummen af Bier som paa den hedeste Sommerdag, --

En gammel Husmand staar udenfor sin Dør og gnubber Bagen mod Stolpen. Hans Kone kommer fra Brønden med Vand. Det lyser i Spandene.

De staar ved Siden af hinanden, da jeg kommer forbi. Jeg hilser dem og svinger med Huen.

-- Goddag Folkens og Guds Fred!

De hilser igen. Og jeg hører Konen sige til Manden.

-- Du stoer jo o gnubber dæ' Far, liesom du kue hae Lus.

-- Jae de' kriwler o krawler sgu osse i hele Kadavret Mor, saa man æ færde o goe te paa saaen en Dav. --

Vi gaar bag om deres Hus ned mod en Mose. Hunden gaar "hinter", og vi lister os bag en Sivbræmme ud mod det blanke Vand.

Ved en Tue ligger to Ænder. Far og Mor for Sommeren. De vender Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker.

-- Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i Ring uden om hende.

-- Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved slet ikke, hvordan hun skal te sig.

-- Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige forbi. Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. --

Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den fløjter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et Øjeblik. -- --

Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lægger Fure ved Fure. I Hælene følger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den fugtigsorte Jord.

Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Møg. Vinden bærer Lugten til mig. Han traller og svinger Greben i Luften. Skjorten er gledet op over Armen, Hovedet er bart, og Haaret klistrer til Panden.

Der kommer en Pige hen til ham. Hun bærer en Flaske i Haanden.

-- Kluk ... kluk ... hulihopsasa! De er Kærester de to. --

Paa Vejen kommer en Mand gaaende med en Hale Børn efter sig. Engang imellem vender han sig om og siger noget til dem. De svarer ham med høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den efter ham.

Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi.

Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted. Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om Tæerne.

Jeg hilser ham.

Han standser ikke og gør Korsets Tegn.

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ... ud i Verden at gøre alle ...

Børnene bliver staaende. Der stryger en Svale gennem Luften. Den første i Aar.

-- Kvivit ... kvivit ...

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ...

Han skraar over Grøften ind paa en Græsmark. Der er blødere at gaa. Andre Folk møder ham. De standser allesammen og ser efter ham.

-- En løjerlig Fyr, siger de. -- Ganske underligt me' saaen en. Hva'foe skae han nu leve, o saa man'ne ander dø, som dæ æ saa haardt Bruv for. Han gøe jut'te Gavn.

Men han har ikke Tid til at sige noget til dem. Han haster mod et Maal et Sted langt ude. --

Kærestefolkene har sat sig paa en Sten i Markskellet. De kysser hinanden. --

Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg føler det, som brister det i mig.

Paa Knæ ... Nej, Hovedet højt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del af Livet, der gror -- ejer dets Kraft og dets Fylde.

Min Lykke spænder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft -- og jeg bliver myg og stille ...

I Buskene slaas Fuglene, kvidrer ud og ind mellem Grenene, der er prikket af Knopper, løber som Mus i Løvet og staar i Flok ud over Markerne. --

Ved en Vej kommer jeg forbi en Vogn. Det er Søren Petroleumskusk. Ane sidder ved Siden af ham med en Kurv paa Skødet. Hun skal til Byen at sælge Æg og har faaet Kørsel. Da hun ser mig, nikker hun og vinker. Hendes Ansigt er Smil. Søren hilser med Pisken og faar Hestene i Trav ...

Soltaagen lægger sig som en Glorie om Jordsmonet. --

Henad Skovvejen kommer et Flyttelæs knagende. Hestene gaar i Skridt for slappe Tøjler. Ved Vognen gaar en Mand med en Pibe dinglende i Munden. Særlig ivrig efter at komme afsted er han ikke. Hele Tiden skal han se sig omkring. Bæsterne faar næsten Lov til at passe sig selv.

Højt paa Læsset i en Sofa sidder en Kvinde. Hun har et Spædbarn paa Skødet. Hendes Bryst er blottet, og hun lægger den lille til.

-- Dæ' sier I jo regte godt. Han kaster Linerne op til dem og gaar en Gang rundt om Læsset. -- De' hænger brilliant, skue jæ mene.

Tilfreds stikker han en ny Tændstik til Tobakken og sutter løs. Og med hele Hovedet indhyllet i en ulden Sky. -- De' æ Fanme et regte Læs, dette hersens her. Ræk Prinsen i Vejret, a' jæ kae se, om han æ groet novet paa Turen.

De kommer forbi Purrerne. Mørke staar de endnu med store, svulne Knopper. Det lyser imellem dem af hvide Anemoner. Han er gaaet helt frem ved Hestene og holder i Forsmækken paa Vognen med den ene Haand. Pirker op imod dem i Sofaen med Pisken.

-- Kae du house bett Pie? Han peger indover.

-- De' æ dov farle, som du rover op. Hun er i Færd med at knappe Blusen. -- Hæ har du dine skidt Liner.

-- Naa ... naa ... Han griber efter dem.

-- Ja, de' æ ekk novet saaen o skrie op.

-- Jæ troed' bare.

Han rykker i Linerne. -- Naa ... naa ... Piben dingler i Takt med hans Skridt.

I et Staaltraadsbur, som er bundet under Vognen, galer en Hane, og en Ged trasker brægende med tøjret til Bagsmækken.

Det er Fie og Frærik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved Aaen. -- --

Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et Sted til at sætte deres Lam. --

Forlængst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes røde Strænge visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud.

Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned. En Birk staar med Løv om de spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem Bladene synger en Nattergal.

Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbør. Olle gaar ved Siden af. Hun har store Træsko paa Benene og Søndagskaaben paa. Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge Hænder bærer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal falde af. Hun gaar tungt. Moseper skal ned med hendes Skab til Gaarden. --

Tyst! -- Flyttelæsset høres nu kun som en svag Skramlen derborte bag Træerne. Ensomt lyder Gedens ustandselige Brægen. Hjulbøren skriger. -- --

Ene lister jeg om. Jeg er fyldt med Forventningens stille Glæde. I Nat skal det ske. Ud af Tystheden vil der løfte sig et Skrig baaret af tusinde Stemmer, hævet mod Himmelbuens kølige Blaa, et Skrig -- en Tak for Moderlykken.

Træerne staar med Stjærneglans over Toppene ...

Der banker et Hjærte. Jeg hører dets Slag, det banker i frydefuld Skælven -- nu tystner det -- nu banker det vildt ... et angstfuldt Pip fra en Fuglerede ...

Engtaagen lægger sit kølige Slør om de skælvende Lænder, og Jorden puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag.

Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg være. Jeg er ude at fange mine Tanker. Jeg hører Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit Sind fanger Lyden af et Æg, som knækker i et Fuglebo ...

Mine Tanker fører mig om. --

To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag. Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle Stier blev slettet ud.

En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa hans Bryst.

-- Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé. --

Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far og Mor.

Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at det jo var Kristian og Hanne.

-- Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var gaaet ud i Skoven uden Forlov.

De var tørstige og bad om en Drik Vand.

Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle Forældre at have mistet deres Dreng. --

Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre.

Det samme.

Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den Tøs. --

De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres Ansigter.

De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.

Men de selv?

Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa hver eneste Dør. Da de havde været ved alle Husene et Par Gange og skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for meget, og der gik straks Bud til Præsten, at han skulde komme og mane dem væk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod tilbage paa Møllebakken og fulgte dem med Øjnene. Hans Velærværdighed var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at se.

Ungdommen gav sig til at danse. --

De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.

Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem. Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere.

Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra de andre. Og begge saa de paa Barnet. Det lignede slet ikke et af dem, som de havde set saa mange af i Dag.

Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres Hjærter var fulde af Jubel -- de elskede hinanden. -- --

En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp ... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...

Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har været saa langt borte, at jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg kan intet se uden Tjørne og højt Græs. Jeg lytter. En Kilde gurgler afsted derinde.

Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprænges, og det er, som hørte jeg en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Længe staar jeg stille ... Buske og Træer glider til Side. Jeg ser ind gennem Krattet.

Der er lavet en Rede i Græsset. En Raa ligger med alle fire Ben strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store Øjne brænder som et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen, og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa blødt trækker Mosset sit Tæppe over Jorden. Den borer Snuden ned i dets kølige Bund og lukker Øjnene et Øjeblik.

Smerterne ... Veerne. Det rykker helt op i Halsen. Kæberne slaar Klik mod hinanden -- den stønner og giver sig -- den skubber sig bedre til Rette -- saa undslipper et hæst Brøl den -- noget varmt Blod pibler frem og pletter Laarene og saa ... ganske langsomt skyder Fostret sig Vej frem. -- --

Svangre Nat. Duggen falder tæt, den glimter over Straaene. Alle Vegne dufter det, fra Jorden, fra Træernes Knopper, fra alle Blomsterne. Mit Sind er beruset, jeg drikker Aanden ind i dybe Drag.

Svangre Nat. Jeg reder min Seng herude. Jeg vil ligge og tælle alle Stjærnerne, mens Timerne gaar, jeg vil flettes ind i Edderkoppens Spind og døves hen af Mosekonens Bryg. Jeg vil ... ja, jeg vil gribe et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er født af Øjeblikkets Højhed.

Jeg reder min Seng herude ...

Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og altid brød Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter. Slangen -- Krybet -- som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det. Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som to magtesløse Væsner.

Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede.