Part 6

Jeg hæver Øjnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt stikker Naalen ind paa de rette Steder og trækker Traaden i Lave ...

-- Der stak du forkert. Hun ser paa mig.

-- Jamen du skal skrive.

Og saa sidder vi der igen. Sytøjet ligger i Skødet, og jeg skubber mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brænder, og jeg kan høre mit Hjærte banke. Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over hende. -- --

Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille. Mod Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En stor Edderkop kommer ind i Ildskæret fra Kakkelovnslugen, ser sig forvildet om og piler bort, som om den havde brændt sig. Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drømme. Gæsp efter Gæsp -- den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam. Vi kan høre den skubbe sig bedre til Rette. -- --

-- Dejligt at leve.

-- Dejligt at holde af dig.

Vore Hænder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn.

-- Jeg elsker dig, Lis.

Det er hen under Aften.

Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i Mørket. Ud over den hænger brede Grene tunge af Regn.

Sagte lister jeg mig fremad. En Solsort hopper foran mig, flyver et Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at se. --

At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne kryber over Vej og Sti ...

Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene. Et Dyr springer over en Brandlinie.

Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige indenfor i Mørket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien. Før han atter forsvinder ind i en Række, rejser han sig helt op paa Bagbenene og ser sig omkring.

Her er klamt. En kold Em siler op mellem Grenene. Store Draaber funkler i Aftensolen.

Inde under Træerne er Jorden brun. Intet andet end Naale dækker den. Stadig falder de fra de nederste Grene, efterhaanden som de øverste lukker for Lyset over dem. Og Naalene ligger Aar efter Aar, Svampe bryder af deres Skød, staar kun nogle Dage og raadner saa bort, men først har de spredt Millioner af Kim om sig. Sammen med Naalene hober de op om Træernes Rødder en Kraft saa stærk, at en Egeskov en Dag, naar alle Granerne fældes, kan finde Næring, hvor der før kun var gold Jord. --

Dumpe Økseslag mod et Træ lyder imod mig. De giver Genlyd fra Stamme til Stamme. Der hugges ud mellem de tætteste.

-- Pip ... pip! En Finke farer forskrækket ud fra en Gren. -- --

Det er en Røver, jeg jager. I den dybe Nat har Mikkel været ude paa Rov. Han har taget begge Levegæssene nede paa "Sofies Minde".

Jeg fik det at vide tidlig i Morges. Alle taler om det. Og nu har jeg en Plan. Jeg vil skyde ham i Aften, gaa ned til Gaarden i Nat og klynge ham op paa Væggen uden for Sovekammervinduerne, saa vil alle faa ham at se i Morgen, og jeg ved, at i hvert Fald een vil vide, hvem der har dræbt ham.

I Aften, naar du gaar fra Grav, mødes vi to. Og saa -- lige ind i de evige Hønsegaarde.

Det er for tidligt.

Lidt endnu kan du ligge i Ro og fordøje dybt i Jordens lune Mørke. Men i den Tid staar jeg som en Støtte mod et Træ med Bøssen i Anslag, og naar du kommer frem, seende dig forsigtigt om, vil du ikke lægge Mærke til den løjerlige Udvækst, Granen derovre har faaet -- Puklen med de to lysende Pletter lige midt paa Stammen og den lange, raadne Gren, der stikker frem -- ikke før en lysende Stribe og et Knald slaar dig over Ende. Og saa er det for sent. Bladet er fuldt af Hagl. --

Mosset ligger blødt over Stien -- Kærlighedens Sti. Hele Byen har vandret her. Par om Par tæt ind til hinanden. Stille fremad i Aftenens Mørke, Skridt for Skridt mod Lykken. --

-- Jov, bastemt min lell Pie, jæ elsker dig. Du æ ekk som de ander'. Vi to vil kuns være regte goe moe hinander.

-- Du skae osse sie de' te Far o saa Mor. -- --

-- Tae mæ om Lænden, Adolf -- næh længer ner dit Kvaj ... du niver ... ihw!

-- Satan te Tøs, som du osse kae skrie. -- --

-- Jæ søns nu, de' æ saa kønt me' kuns en Seng Maren.

-- Jov, men paa all' de store Steder har de to. -- --

-- Næi, jæ tør ekk ... Vi æ dov kuns i Kærest' davene. O Mor sier ...

-- Vil du hae, vi kuns skae goe o se paa hinanders, De' blir vi sgut'te fede av. -- --

Grenene glider ind imellem hinanden, ses kun som en sort Masse over mit Hoved. --

En Vexel fører ind til Graven. Bare et lille Stykke borte fra Stien ligger den. En stor, gul Sandbunke viser Nedgangen. Granerne om den er ganske lave og forvoksede, saa der er god Plads til at skyde paa.

Rundt om ligger Fjer og Ben. Hist et Skelet af en Hare og her en nyfødt Gris fra en Mødding. Alt, hvad spises kan, er rapset fra Egnen.

Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den rigtige.

Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit lige hen til Hullet. Nogle raadne Grene skæres forsigtigt bort, at ikke den mindste Smule skal knække i det afgørende Øjeblik.

Sikringen frem, Handsken af højre Haand, Ærmet bort fra Haandledet, Hælene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Støtte. Vi to Mikkel kan se hinanden stift ind i Øjnene uden at blinke.

Om et Øjeblik ringes Solen ned.

En gammel Jæger, som har staaet for Ræv Aften efter Aften, har lært mig, at naar de begynder at slaa Bedeslagene, skal man lægge Bøssen til Kinden.

Over mig rager en Gren ud. Paa hver eneste Naal hænger Draabe ved Draabe. Hvert Øjeblik truer de med at dumpe lige ned paa min Næse. Der faldt en enkelt. Sivende slipper den det Sted, hvor den maaske har siddet hele Dagen og splintres mod Bøssens Staalløb. En ny er straks paa Vej langs Grenens Bark til den ledige Plads.

En Spinder har travlt med at slynge en Traad fra Hatteskyggen ned til Haanden og fra Haanden til Støvlesnuden. Det kildrer mod Hunden, da Traaden sættes fast.

Rigtig. Spind mig ind. Jeg er eet med Træet. Tag bare den Nytte I kan faa af mig den Tid, jeg skal staa her ...

Det er dog ogsaa Pokker til Tid, før du kan lette paa Kroppen dernede i Dybet. Ryst bare Skidtet af Pelsen. De Par Minutter mere at leve i, naar det alligevel snart skal være forbi. --

Saa mange Toner der er i en Skov og allerflest en stille Aften, naar ingen Mennesker færdes. Ude fra Markerne kommer de med Vinden, Grenenes Netværk fanger dem og faar dem til at bruse -- et Sus fra de evige Riger. Men ude paa den anden Side Skoven er det bare et ensomt Fløjt igen, et langeligt Suk over de nøgne Marker. --

-- Sievald, du maa ekk være vred.

Stemmen er frygtsom, som vover den knapt at give Ordene Lyd.

Et arrigt Grynt er Svaret.

Forsigtig drejer jeg en Smule paa Hovedet. Der staar nogen ude paa Stien lige ud for mig.

-- De' var sgu en nyelig Redelighed ... hark. Han spytter, og jeg kan høre ham harke længe. -- Hvorfor Faen æ du bange. De' æ vel osse mæ, de' kommer te o gaa ud over.

-- Jamen, de' æ mæ, som a' dæ gør'et. Der er kommet Fasthed over Stemmen.

-- Ja, de' æ heller kuns for din egen Skyld, a' jæ sier de'. Han trækker Ordene langt ud. -- O ... æ ... Halløj Mette kae vi savtens faa te o hold' Kævt, hvis ... a ... de' æ de', du æ bange for.

-- Næi. Barnet æ vort. Vi foer i Guds Navn ta'et. Hun tier lidt, som venter hun paa et Svar. Han har travlt med at stoppe sin Pibe og faa Ild. Jeg hører ham stryge en Tændstik. En kvalm Tobaksrøg trækker ind til mig.

-- O naar vi bar' holder sammen, goer'et osse nok. Du skae se, dæ æ Glæde ve' saaen et lell Væsen lieveller.

-- Hvae ka'et nytt?

-- Du skae se, de' goer nok, naar vi bar' regte stræver begg to. Hvorfor skue vi saa ekk faa et Hjem som alle de ander' ... Uh, jæ kae arbede for ti, Sievald, naar jæ ved, hvad de' gæller.

Det er næsten, som om hendes Stemme skælver af Glæde.

-- Du elsker mæ jut'te.

-- Aah jov kaske, du æ dov Far te mit Barn, o jæ ken'ner vovt mæ sæl igen.

Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Følelserne blot. Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, -- nej, meget mere end lytter, lægger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ...

Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og Træernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.

Sindigt og drævende. En hel Tobakssky pustes ud for hvert Ord.

-- De' æ nemt nok o tall', Thea.

-- Aah, de' kommer saaen a' sæ sæl, naar'et gror ingen i een. --

Thea! Jeg drejer mig helt om. Netop i samme Øjeblik springer en lang rød, Satan op paa Grusbunken henne ved Graven. Det eneste, jeg faar at se, er Halens hvide Dusk. Jeg kaster et Skud ind mellem Granerne, men selvfølgelig kun derhen, hvor han havde været. Raadne Grene og Naale er hele Udbyttet.

-- Thea! I en Fart er jeg ude paa Stien. I min Taske ligger endnu et Lommetørklæde fra dengang.

Langt nede haster de afsted. De næsten løber, som var de bange for noget. Han er den hurtigste. --

Der er stille i Skoven. Solen er gaaet ned. Lange Skygger lægger sig over Vejene.

Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran mig.

Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset.

En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør ondt inden i mig.

Min Hund kommer springende ned imod mig. Han er vild af Glæde, springer op og slikker mig i Ansigtet.

Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken.

-- Saa har Ane lukket dig ud.

Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen.

En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser.

Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem. Og allersidst maa vi ud paa Skovgærdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle Vinduerne. De blinker saa trygt.

Det er Vinter.

Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bøgetykning. Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen mod Knasterne.

Paa Skovvejen sad et Par Krager og forlystede sig i noget nattegammel Hestegødning. De stredes om de frosne Knallinger og huggede til hinanden, saa Blodet sad dem om Næbene. Et Stykke borte hoppede en Skade uroligt omkring og saa til. Den standsede og vippede med den lange Hale, hver Gang en af dem fik sig en Bid.

-- Rhæbs ... rhæbs ... Den hoppede et Par Trin frem, Stjærten stod lodret i Vejret. --

Skudet frygter alle Skovens Dyr. De har lært det at kende Slægt efter Slægt.

Langt bort fløj Kragerne og Skaden. Ogsaa Bukken sprang afsted. Men Kuglen var for god. Lungerne gennemhullet. Den svinglede endnu et Par Skridt, saa stod den paa sin Hals i en Grøft. --

Mine Arme og Hænder ryger af Blod. Skjorten er smøget op til Albuerne. Jeg er lige blevet færdig med at brække Bukken op. Slunken ligger den ved Siden af mig.

Vommen er slængt til Side. Den damper af Varme fra Bugen. Endnu pulser Tarmene Føden frem langs Kanalernes Vægge, akkurat som da de laa velforvarede bag Maveskindet.

De krymper sig sammen Stykke for Stykke, og i smaa Stød glider den bløde Deig fra Tarm til Tarm.

Men Hjærtet er stille, Kamrene fulde af størknet Blod og Øjnene gabende tomme. --

Det er Vinter. Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Næse og Mund. Knastørt er Løvet, fra Træerne falder Mosset i store Flager, Barken om Grenene er tørknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult Skær lyser Solen op over taagede Skyer.

I en Grøft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min Kniv. --

Et Stykke borte gaar et Par Koner med bøjet Ryg og sanker Brænde. I smaa Ryk flytter de Fødderne frem og holder sig paa Siden af hinanden. Men faar en af dem Øje paa en Gren forude, der er særlig stor, ser hun først til den anden, passer paa, naar hun har bøjet sig rigtig godt ned og springer frem.

Er Grenen først velbeholdent i Forklædet, er hun lutter Smil og venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem.

-- De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, jæ har smens set ham læng'. Nu maa vi renok se, om dæ ekk kae blie en maves te dæ. Hæ ligger en bitt' Fyr her, men de' æ jutte novet ... Vil du kanske hae den? --

Jeg slænger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte. --

Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne Døre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her ligger endnu i Støvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade Stemmer ...

Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper ... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden Tærsk. -- -- ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt ud.

Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen.

Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius, som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rød fra Kakkelovnen, hendes Haar hænger i Tjavser ned om Ansigtet, og Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand forsøger hun skyndsomst at hægte, mens hun med den anden holder fast paa noget Barnetøj, der ligger i hendes Skød. Foden følger støt med Gængen.

Stuen er tung af Varme og indestængt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder en Kasserolle med Mælk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore spændt ud fra Bjælke til Bjælke. De hænger fulde af Barnetøj til Tørring.

Jeg spørger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil jeg kommer tilbage.

-- Far æ ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hænder efter Barnetøjet, som er ved at glide paa Gulvet.

Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog ligeoverfor hende.

Døren til Køkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hørt Stemmer derude. Halløj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.

-- Tøv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. -- Jov, de kae man da se, de' æ en Knægt -- regte en Elskovsunge. Ham har I sgutte laven a' de bare Pligt.

Et Par store, taknemmelige Øjne lønner hendes Dom.

-- Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal give den lille et Pulver for Orme.

Marie stikker lige Hovedet ind af Døren og nikker smilende til mig.

-- Jæ kat'te komme ing, jæ æ saa beskidt. De' æ Komfuret. Hun staar lidt. -- Ja, du har vel set ham, han æ smens goe nok saaen.

Det er ikke den første af Døttrene, som har maattet vintre over.

Henne ved Væggen gaar Knevren. Ungen skal op.

Jeg siger Farvel og gaar ud i Loen. --

Det var den smukke Olga. Hun fik sig en Plads i Byen i et herskabeligt Hus. Et halvt Aar og en Maaned varede Festen, saa kom hun rejsende hjem. Hun ventede sig.

Jeg mødte selv Moseper og hende ude i Skoven den Dag. Han trillede hendes Skab paa en Hjulbør.

Nu skal hun være hjemme i Vinter og til Sommer ud at luge Roer paa en stor Gaard.

-- De' behøved' hun smens ekk o været kommet te Byen for, men fint skue de' være med høje Hæle o tynd' Strømper, saa man kue se de bareste Sul igennem. --

Barnet skal blive hos de gamle. Faderen er ... ja, hvad Faderen egentlig er, er der ingen, som rigtig ved.

Men det er en bedre Mand. Det er bestemt. Han har givet hende sit Visitkort, og der er Guldrand om, og saa "logter de' saa masendes dæjle".

Man siger. Det var en Dag, Olga havde fri. Hun vilde til Koncert i Strandparken. Da hun gik om et Gadehjørne, var hun nær blevet kørt ned af en Bil. Den standsede brat. En galant Herre aabnede Vogndøren, og før hun vidste et Ord af det, sad hun paa de bløde Hynder. Det er alt. Og saa Visitkortet der lugter. -- --

Moseper og jeg har faaet klynget Bukken op paa et Søm inde i et Skur. Nu hænger den velforvaret for Hunde og Katte. Jeg giver ham Leveren og Hjærtet for Huslyet. Han staar med dem i den ene Haand, men Samtalen vil slet ikke gaa.

Hver har sine Tanker. Og alligevel tror jeg, de er sammesteds henne. Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han staaet i Lodøren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstøv og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom stormende ind i Stuen og sagde, vi var Kærester, og siden sad sammen paa Bænken ved Vinduet og fik Æbleskiver. Hun gav altid mig det meste Sukker.

-- Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de' æ jo da kuns godt, naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de' æ snart non'ne Dave sien, I to legede sammen ... Ja, Gue æ de' saa ... Vi æ bleven krumme i Ryggen vi gamle sien.

Jeg giver ham min Haand til Farvel.

-- Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi kae, o stræve i den Smule vi har.

Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen. Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. --

Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af dem hænger der en død Fasan.

Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og standser hvert Øjeblik for at vejre. Pludselig faar den Færten af Stegen. Og før den faar tænkt sig om -- den er Skovens mest nysgerrige Dyr -- er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se, hvad det er. Den strækker sig og rækker sig, nu kan Snuden naa Fjerene, den snuser begærligt til sig.

Pludselig falder den forover. Saksens Kæber har lukket sig om det ene Forben. Den hvæser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener holder.

Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben løs af en Saks. For hvert eneste Træk skriger alle Nerver af Smerte. Men den er haard. Den bider i Saksens Jernlænke, den trækker til sig af alle Kræfter. Skummet sidder den i Mundvigene.

Længe -- meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves forsøger den at lukke Øjnene.

Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge og graa i Halvmørket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den.

Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen. Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.

Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte piler dens Næse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme i Træbullen og sove. Tænderne skurrer af Smerte og Arrigskab.

I et raskt Tag bider den til, flænger Skindet om Brudet, og metodisk begynder den at bide Senerne over en efter en.

Fri -- der mangler endnu kun nogle enkelte -- hvis ikke han, der ejer Saksen, var kommet.

Et haardt Slag med en Kæp over Snuden strækker den til Jorden.

Det er en prægtig Hanmaar. Skindet er som Silke at føle paa. Men den lugter stramt.

Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny i den samme Saks i Nat. --

Engang jeg røgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke. Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.

Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. -- --

Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde af fjorgamle Blade.

Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svøber sig om dem, og blindt suger de til sig af det samme store Skød.

Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne løses af dit Skød.

Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange Munde skriger for Føde.

Men nede i Jorden vokser alle Kimene. --

Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.

Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner. Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi dobbelt haardt.

En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.

Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst. Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer. Himlen er et eneste Mørke.

I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al Varmen futter ud af Skorstenen.

Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne. Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....

Intet at se -- livløst og øde -- i Jordens Mørke kryber Livet ad lønlige Stier .....

Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og vilde suge den til sig.

I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene er hvide.

Over Vejene tier Fodslagene. --

Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. --

Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --

Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:

-- Satan til Vejr osse! --

Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i Vindsiden med Sne langt op ad Barken.

Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.

-- Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.

-- Isak!

-- Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...