Part 5

-- Hvae æ de' for novet?

-- Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte.

-- Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt?

-- Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en Bondefamilie. Ja, det ærgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan ... Stakkels Mænd.

Hun rejser sig. Jeg hører hendes Fødder skrabe mod Gulvet.

-- Har du set vor ny Præst, Mette? Det er en Mand ....

-- Æ han givt?

-- Næi, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at være ene. Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamænd derop i Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy -- hun hvisker, -- ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal og Traad med.

-- O du syede den?

-- Ja, hun taler igen højt. -- Det er nu min Mening, at man aldrig skal være for stor til at hjælpe. Og du skulde have hørt saa kønt, som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i næste Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. -- De kan, Frøken Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er et magesløst Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.

-- Næh, de skae jæ sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. -- --

Mens Mette følger Maren Lyst til Dørs, gaar jeg ind. Da hun kommer tilbage, staar jeg lige foran hende i Døren.

-- Her har du mig, Mette.

-- Ja, de' kae jæ sgu se. Hun lukker forsigtigt Døren og siger næsten hviskende. -- Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da hun gik.

Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.

-- Det var ogsaa en god Stjærne, du gav hende. Lad mig faa en med.

Hun ser prøvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.

-- Lae vos heller snakk'. --

Vi sætter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bænken under Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er færdig med Fløden, kommer ind og gnider sig opad hende.

Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Møbler. Intetsteds findes der et Støvgran. Mette har været allevegne med sin Klud. Gulvet er hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst. Og saa lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grønne Blade.

-- Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.

-- Joe.

Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes Øjne har fulgt hver eneste Trækning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig betragte uden at se igen.

-- Du maa ekk faa hinner. Æ de' Tanten, de' æ galt med?

-- Tanten!

-- Ja, hun skal hae en anden.

-- Hvor Fanden ved du det fra?

-- Naar hun ekk maa faa dæ, skae hun vel hae en anden.

-- Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden fast.

-- Næi, men de' kae du jo savtens sie mæ.

Jeg bøjer mig ind over Bordet og siger det.

-- Hæ ... hæ ... hæhæ! De' var osse novet for en knøv Pie o goe i Lav me'. Jæ har alder set ham goe ud me' en Tøs en eneste Sommer. Han sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O saa sier de, a' han ekk tør gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans Far skae følle ham. Hæ ... hæ ... de' var osse en te o lægg' i Arm ... hæ ... hæ ...

Mette har været smuk engang. Hendes Øjne ejer endnu, naar hun hører noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, næsten som Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkerne har smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tøj og Tøj, det ene Lag uden paa det andet.

Blink efter Blink rammer mig.

-- Nu skae jæ sie dæ novet, du æ vel ekk et helt Fæ. Ser du, Ole Fisker havde en Tøs, som a' dæ kom ud o hold' Hus for en Gaardmand der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis gærn vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier de, hun var jo heller kuns en Stump Tøs, o han kue gærn' været hinners Far.

Men en Dav kom hun liegodt kørendes hjem te de gamle med to Stole i Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk -- ved ham Gaardfjolset altsaa. Ole Fisker o Kællingen var rap paa Neglene, satte sæ stravs op i Vovnen, liesom de stoe o gik, o kørte med te'baves.

De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for hun sae sæl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte nok, for jæ saa hinner sæl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa manne, som a' dæ skue se paa de', o dæ var de' te Kendsgerning, Kjolen stoe ud i en hel Bue.

Mette holder inde et Øjeblik og ser paa mig, saa lægger hun sin Haand frem imod mig.

-- Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen, o hun har da heller ekk sien faaen noven Børn, o hvae brød hun sæ' om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nære sæ paa Kroen, hun var jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som en Skruptaase sien den Dav.

Hun trækker Haanden til sig, ser skævt op paa mig og tager Kortene frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et Øjeblik med dem i Haanden.

-- Nu ved vi altsaa, hvae Stjærnen gærn' skue sie vos, skae vi saa lægg hinner.

Katten kravler op paa hendes Skød og stikker Hovedet over Bordpladen for ogsaa at være med. I Køkkenet skrænker Hønsene. --

-- Hæ æ hun, o hæ æ du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.

-- O hvae æ dov de', dæ ligger jæ. Næ nu har jæ alder kendt Maves, jæ har en Fugl i Haanden ... lae mæ' dov se regte ... de' æ pinte en Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te mæ ... hvis du faar hinner ...

Vinden fløjter i Bøsseløbene og hujer over de regnvaade Marker.

Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Væde. Paa de øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det er ret et Herrens Vejr.

Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt Læ. Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og Hænderne er blaa.

Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blæst ren. Kun ude i Vest hænger nogle disede Skyer.

Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.

Jeg sidder og venter. Trækket vil snart begynde. Fra alle Verdens Hjørner kommer Ænderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm. Staalløbene skal synge. --

Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik tænkt -- Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig fast -- staar pludselig lysende klare. -- --

En Aften mødte jeg dig ganske tilfældigt inde i Skoven. Du var listet bort hjemmefra. Paa et omblæst Træ sad du. Endnu hang Solgløden i det vaade Løv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod som Ildsøjler i Solfaldsskæret. Ganske alene sad du, om dig dryssede Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at æde, og nu og da raslede det i Grenene højt over dit Hoved, naar en eller anden Storfugl kom trækkende og slog sig ned for Natten. Lydløst brød Svampene af Løvdækket.

Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa, hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro.

Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde høre dem fanges af Løvbunden .....

Alle dagligdags Tanker maatte dø for at give Plads for Trangen til Lykke. Den Følelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortælle hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.

Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad du higede efter.

Aldrig har vi været hinanden saa nær som den Aften, og aldrig vil vi komme det mer. Maaske skulde vi to ikke have set hinanden mere, bare gaaet hver for sig og bygget videre. --

Ved Skovgærdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde været sammen. Vi gav hinanden Haanden.

Den Aften ejede jeg dig helt. -- --

Det begynder at mørkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem Vindstødene høres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.

Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.

Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten. Hun har bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med kroget Ryg og spændte Arme.

Donten -- det evige Stræb og Slid -- har igen slugt hver Tanke i hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet blødt. Alle Aarets Søndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med aaben Mund og lukkede Øjne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og alle Klokkerne ringede ...

Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om. Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok Ænder er fløjet forbi lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at høre deres Snadren langt bag mig.

-- Satans. Jeg spænder og holder mig parat.

Himlen er igen et eneste Mørke. I tætte Byger kommer Regnen.

Det er et rigtigt Andetræksvejr. Ustandseligt vælder de frem, strygende næsten langs Jorden. Skudene følger dem paa Vej. Tilsidst kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder om Fald.

Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra mig i Mørket. Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal have sit.

-- Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter -- et Vræl angstfuldt og skingrende.

-- Hva ...! Mine Ben ryster under mig.

En Skikkelse kommer frem.

-- Hvem ...!

-- Bare mæ, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. -- Dæ var jæ nær smuttet. De peb lie forbi min Næse.

-- Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. -- Dig din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mørke.

-- Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. -- Jæ æ færde derne'e.

-- Det er du jo altid, altid færdig dernede. Du bare føjter og føjter uden blivende Sted.

-- Jæ gøe, hvae jæ vil. Man æ fo gammel te o forløvte sæ'. Kællingen derner var en Mær og Manden en Æsel. Øjnene vælted' ud a' Hodet paa vos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende te Møder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne a'et. O saa vil de være bedre end vos.

-- Hvor skal du hen i Nat? Jeg strækker Haanden frem for at sige Farvel.

-- Jæ finder vel en Grøvt, hvor dæ' æ en Smule Læ.

-- Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.

-- Hja ... han trækker det langt ud. -- Ka'ske. Og saa en Gang til. -- Hja ... Saa drejer han sig om. -- Ham deroppe har jo Bruv for vos alle.

-- Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end dine forskellige Farter.

-- Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.

Et Øjeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.

-- Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hører det. I det mindste svarer han ikke. -- --

Langsomt driver jeg selv hjem over Pløjemarkerne. Intet kan jeg se. Hvert Øjeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mørket og er ved at gaa paa Næsen. Hunden kommer bagefter mig.

Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden om.

-- Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.

Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fødder. Gennem Tjørne og Krat har jeg krøbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankeste Træer har jeg skaaret to Navne saa højt oppe, at kun Vinden kan naa dem.

-- Lis -- det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. --

Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og brydes. Det syder højt oppe.

Jeg gaar ind. Suset slaar sammen om mig. --

Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jægere fortæller Løgn!

Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bøsse. Det var af den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.

Han sagde altid.

-- Jæ behøver smens bar' o still' mæ heng i Ledhullet paa min Mark, trækk' den gamle i Ørerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. -- --

I kender nok Madsen, en Jæger uden Mod. Han havde den Gang den store Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte forgyldte Bogstaver over Indkørselen? Altid laa han i Strid med sine Folk om Lønnen. Det var hvert Øjeblik, at der var en, som vilde splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.

Det var en Sommer. Han havde netop en Strid løbende med nogle svenske Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og selvfølgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bønderpigerne danse ...

-- Jae, de' skae jæ love for. De' var jo ham me' den døvstumme Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke Hø, saa Tøsen ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en køn Skilling for. De' kae ell'sens hænds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o Tøsen skue hae al den dyreste Stads, dæ var te' o opdrive paa hele Sa'tionen.

Om Aftenen, da han skulde til at gaa, købte han en svensk Sodavand med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.

I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.

Et Steds skulde han over en dyb Grøft. Der var lige en Ugle, som havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af en Hane, der blev spændt ...

Plump --! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og -- Proppen gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene.

Hurtigt kom han op. Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen.

-- Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...

Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad i Pengeskabet. -- --

Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude. Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud, han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede omkring nede ved Slotshaven, brændte han paa en, der hoppede om mellem nogle Buske. Der lød et Vræl, og en gammel Kælling røg i Vejret. Solsorten frelste sig op i et Træ, og ingen ved, hvor den siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skældte og var ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.

-- Næ, alder' for de', ve' han rive, kae han ...

Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Træ. -- Var hun ramt meget? Blødte det? Han tog til Lommetørklædet og vædede det med Munden. Trak det ud i en Snip.

-- Næ, Faenædeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine Bovser a' se.

... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetørklædet i Lommen igen og tog til Pengepungen.

Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige det til nogen.

-- De' var svært højtideligt, jæ maatte Faenædeme ge' ham Haanden ... Jøsses saa bløde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae jæ skue, o hvae han skue. -- --

Selvfølgelig fortalte hun det til alle og enhver, og til en af sine bedste Veninder betroede hun under hvilke Omstændigheder, hun havde faaet Skudet.

-- Jæ havde lie faaen sat mæ ner og skue te o ge' los. --

Denne fortalte det videre.

Men det værste var, at hun siden den Dag aldrig hed andet end Trine Skive. -- -- --

Vi sidder omkring Bordet og drikker Kaffe. Der er Lis og Ane fra Skoven. Onkelen og Tanten er ude til Ædegilde. De kørte bort i Eftermiddags, og saa fik jeg uventet fremmede. Ane fra Skoven er min Husholderske. Hun kommer hver Morgen og holder mit Hus og hjælper mig siden paa Dagen med Maden. Hun sidder Enke nu paa andet Aar i en lille Stue, som hun har faaet overladt af Godset. Hendes Mand har været noget i de grevelige Stalde. Hun er rask og rørig og altid ved Humør. Mor til seks Børn. Mig behandler hun som det syvende.

Det var nu ikke Meningen, at hun skulde have været med. Men hun kom listende hen under Aften. --

Vi sad og holdt Mørkning Lis og jeg, da Døren til Stuen pludselig blev lukket op.

-- Men Gue Fader kom te vos, ravendes bælgmørkt ... Børn dov o sidd' saaen Time evter Time o se ing i de' bareste reneste sorte ... Goeavten, skue man vell ells sie.

Der blev en underlig forlegen Tavshed.

-- Jøsses ja ... jæ skue jo bare ing o se, om dæ ells var novet, jæ kue hjælp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrøvet. -- Hæ æ jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strøm af Ord. -- Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor Døren og manglede bare at faa sagt Godnat.

-- Nej, vi skal have Kaffe.

-- Saa skae jæ lav' den! -- --

Hvad er der i Vejen? Hvorfor er Ane saadan i Aften? Ingen af mine Historier har rigtig moret hende. Hun plejer ellers altid at give sig helt over, naar hun hører noget morsomt. Og hvorfor sidder hun bestandig og skotter til os og gemmer den ene Haand bort under Bordet?

Hoho --! Hvad er det? Der fangede jeg Glimtet af en gylden, glat Ring. Og saa vidt jeg husker, har Jens og hun ikke baaret Ringe i flere Aar. Dem havde de forlængst slidt op i et langt, ægteskabeligt Samliv.

-- Du er saa tavs Ane.

-- Æ jæ. Ja ... saa æ'et vel fordi, min Snakk æ holdt op a' sæ sæl. Hun ser op fra Koppen og forsøger at fange os begge i et Blik. Om hendes Mund bævrer et forlegent Smil. -- Hja ... Hun bryder et Stykke Sukker i Stykker og børster omhyggeligt Smulerne bort fra Forklædet.

Saa sidder vi tavse igen.

Men vi har Tid til at vente. Og Ane er ikke den, som gærne tier stille, naar der er sket noget. --

-- Ja, jæ sier saa manne Tak for Spisen. Hun suger den sidste Rest Kaffe i sig, skraber Sukkeret op fra Bunden med Theskeen og skyder Koppen fra sig.

Saa planter hun begge Hænder paa Bordet.

Jeg lader, som om jeg intet ser og henter en Cigar fra Skrivebordet, skærer omhyggeligt Spidsen af og tænder over Lampen.

Saa ...

De første graa Røgskyer snor sig ind imod Lyset. Hunden kommer frem under Skrivebordet for at tigge lidt Rester.

Saa ...

Endnu et Par enkelte Ord om det tidlige Mørke, den megen Regn og det daarlige Føre.

-- Ja, jæ kae jo liesaagodt sie jer de'. De' æ smens ekk fordi, de' skae være en Hemmelighed ... Hun trækker Ordene ud i det uendelige. Lis sidder lige ret op og ned. Jeg finder et Stykke Sukker til Hunden og rækker ham det.

-- Jæ æ smens bleven forloven ... hæ ... ja ...

-- Til Lykke!

-- Til Lykke!

Vi maa trykke Ane i Haanden.

-- Hvem ... hvem ... er den heldige.

-- Ja, hvem tror I?

Vi maa ryste paa Hovederne.

-- Aah ekk ander end som ham Søren Petroliumskusk. Vi var sammen i Byen i Gaar, o saa toe vi Ring paa ... De' var smens ells ekk Meningen, men han vilde jo ha'et saaen, o saa mente jæ ekk, a' jæ kue hae novet moe de' ... Man skae vel hae Fred, saa læng' man skae goe hæ' paa Jorden.

Hun tager sin strammeste Mine paa og rejser sig fra Bordet.

-- De stoe smens i hele Skarer uden for mine Vinduer hver Avten, naar jæ skue i Seng. Te'sidst var de dæ i all' Størelser. Jæ talte syv og en halv en Avten.

Hun begynder at stille sammen paa Kopperne.

-- Men nu har Søren loven o dryve de Drønnerter væk. De æ værre end de væste Hanhunde. -- Jæ slaver bastemt ner for Fo'e, sier han. O han æ stærk som en Hest.

Hun tager Kopperne og bærer dem ud i Køkkenet.

Lis og jeg sidder tilbage og ser hinanden stift ind i Øjnene. -- --

Ane er gaaet. Der var saa mange Munde, der ventede paa at blive fyldt derhjemme. --

-- Men jæ skue jo lie ing o sie jer de'. -- --

Jeg staar ude i Køkkenet og hjælper Lis med at vaske op.

Vi er færdige. Jeg hænger Tørrestykket henover Snoren ved Komfuret og kommer hen til Bordet.

-- Min Løn for Arbejdet.

Lis, som er ved at give Baljen en sidste Omgang med Skrubberen, holder inde et Øjeblik og stryger nogle Haartjavser bort fra Panden med Albuen.

-- Tag den selv. Jeg har begge Næverne fulde.

Vi slukker bag os og gaar ind i Stuen igen. -- --

Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Længe har vi været tavse. Lis tager sit Sytøj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa hinanden, hun smiler.

-- Sikke et Par gamle Tosser. --

Vi taler ikke mere om dem, vi holder hinandens Øjne fast, og hun rækker Haanden over Bordet, at jeg skal gribe den. I Kakkelovnen er Ilden brændt ned, der ligger store Gløder paa Risten. Hunden sover. Lampelyset heder vore Ansigter ... Der knækkede en Glød inde i Kakkelovnen, og Gnisterne spredes. Uret paa Væggen falder i Slag. Vi lytter. Udenfor regner det. Vandet driver over Vinduerne ...

Hun syr, jeg skriver. Fæstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig.

... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rønnebærtræ sloges Solsorterne om Bærene. Særlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt fløj den fra Gren til Gren og stak efter dem med Næbet. Ikke et Øjeblik fik den selv Tid til at faa noget, men de andre snappede hver Gang, før de blev jaget væk, et for Næsen af den. Det gjorde den kun hidsigere. Rundt omkring mig hoppede Bogfinkerne og pikkede Frø.

Min Hund gik for fuld Hals inde mellem Buskene. Jeg trykkede mig godt op mod et Træ. Det var ikke første Gang, at en Mikkel var kommet ad en af Grøfterne for at naa ind i Skoven. Han holder meget af at sove Dagen hen i en Rørholm. --

Pludselig dukkede "Halløj Mette" frem. Hun sluskede lige forbi mig med en mægtig Bunke Kvas paa Ryggen.

-- Hej! Du ved, det er forbudt at sanke i de grevelige Skove. Skovrideren siger, at Vinden blæser Løvet bort, naar Grenene bliver taget.

Næsten som en Hind sprang hun i Vejret og saa sig forvildet om. Saa fik hun set, hvem det var og tog fastere om Rebet, som bandt Grenene sammen.

-- Jovist ... saa ... Han æ nu osse saa ong o saa klov. Næsen fik et Strøg med Bagen af Haanden. Resten snuppede hun i sig.

-- Ærlighed varer længst.

Jeg stillede mig op med skrævende Ben lige foran hende. Hunden strøg tæt forbi med en Hare.

-- Jovist saa Far, de' har han Ret i. Hendes Øjne plirrede op i mine. -- De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt.

Det Svar var nok værd, at jeg bar Bunken hjem for hende.

Før vi skiltes fik jeg den sidste.

-- Jensens Fie æ bleven skruptyk ve' ham Frærik. De skae givtes te Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter.

Hun krængede Munden helt ud, saa de tandløse Gummer skinnede i al deres Nøgenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under Forklædet. -- --