Part 4

Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen, der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag. Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at øjne.

Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De lægger siden deres Æg i Blodpletterne. --

Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.

Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt -- Poterne glider lydløst i Græsset -- og han staar fast.

Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.

Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa bedre Hold og skyder rundt forbi.

-- Satans!

-- Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt. Hist i en Slakke letter en hel Flok.

-- Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager i strygende Fart.

-- Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.

I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det dundrer i Jorden.

Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.

Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt, hvis man skyder lidt lavt.

En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende i strygende Fart.

-- Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med Hænderne i Luften. -- Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar du skyr.

Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.

-- Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer paa ham i Vovnen.

Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.

-- Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! --

Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.

-- Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder forendt ned i en Pøs Vand.

-- Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke tygge ...

Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden uskyldig -- Kærsanger.

-- Men Hund dog!

Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig tør.

Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over Knæene og hittet Snadden frem.

Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.

Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.

-- Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.

I en enlig Vidjebusk klager Vinden -- Ensomhedens bristende Melodi.

Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe fløjter et Par Spover.

Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold skyder jeg dem begge spidst. -- --

Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.

Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer langt forud for os.

Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.

Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes afsted. --

Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede sat i Jorden.

Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes Gem.

Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for hvert eneste Skridt.

Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok, og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.

Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind under Skovgærdets Grene -- i Styrt falder Vandet over os -- og slaar ind paa Skovstien.

Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister frem fra Græsset. -- --

Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...

-- Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme Vej.

-- Du faar begge mine Spover ... Hallo!

Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.

Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg. Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne. Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne. For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke. Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum. Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.

Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden, drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. --

I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun Stilkene staar lodret i Vejret. -- --

I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder -- to mørke Striber, som bliver ved med at følge os tæt i Hælene. Og højt over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. --

Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har alle de store Marker at strejfe om paa.

Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. --

Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.

-- Efteraaret -- Dødens Tid -- kun forsaavidt man ved Døden forstaar det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har født.

Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag favnes Himmel og Jord -- og Jorden bliver tung og svanger.

Og jeg -- hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i mig. -- --

Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.

Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler Vandet.

Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store, forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.

Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.

-- Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde brænder et Par store Øjne.

-- Gud velsigne jer begge.

Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser flagrer for Vinden.

-- Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.

Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.

-- Præsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortærende Ild -- Gud signe jer Børn. -- Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa Ryg, og Lønnen skal være Sveden paa deres Skjorte ... Men der skal være Graad og Tænders Gnidsel paa den yderste Dag.

Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.

-- Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans rette Tjener.

Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han Skjorten ud paa Græsset og tager sin Kofte paa.

-- Høstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ... Herre se, jeg er rede.

Stille sætter han sig ned.

Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig mumler uforstaaelige Ord.

-- Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig kan komme til at ramme den.

-- Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, -- af de vilde Biers Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. -- Vig fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden. Hans Krop svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. -- Saadan har jeg levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.

Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa Smæld.

Borte i en Grøft slænger vi os saa lange, vi er.

Længe ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Græsstraaene. Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens Krop.

Lis fortæller:

-- Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Børn stod han stille og mumlede en Bøn.

Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behøvede ikke at være bange, han havde aldrig Tændstikker hos sig.

Da han var borte, gik jeg ud i Køkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hænder mod Himlen. Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind til de andre igen. Det var første Gang i mit Liv, jeg saa en voksen Mand bede.

Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i Køkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt Paalæget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han skulde have rørt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø.

-- Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet er for ham evigt, Døden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand, det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv? _Vêd_ han ikke, at han besidder den evige Lykke.

-- Lykken er ikke for de ensomme.

-- Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.

-- Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke.

Vi sidder og ser ud over Markerne.

-- Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter. Derfor hører han ikke Livet til.

Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.

-- Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu kaster jeg mig ned og dækker mit Ansigt til, at ikke dine Øjne skal se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig over mig ... Jeg vil knibe mit Kød med gloende Tænger og brænde min Tunge til Aske ...

Højt, højt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvælv.

-- -- --

I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne. Bøssen hænger løst i Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er holdt op med at jage.

Yderst ude ligger der en Hytte. Høje Pile luner om den. Kun en eneste Vej fører derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af Aaret.

Der er lavt til Loftet, og Væggene er skæve. Det ser ud, som vilde Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at støtte mod Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Røgen, og alle Ruderne gløder i Solfaldsskæret.

Ildhytten har vi døbt den fra tidligere Jagter.

Vi kommer tæt forbi. I Havehegnet staar nogle forblæste Kirsebærtræer, og Æblegrenene hænger langt ud over Vejen tunge af Frugt.

Gangdøren slaas op. En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud, bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om dem.

-- Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskræmte samler de sig om Indgangsdøren.

Sindigt gaar Mændene henimod en Vogn. Stærke Arme løfter Kisten i Vejret og skyder den ind mellem Fjællene. Kransen tages bort og lægges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa Sædebrættet og tager Linerne. Han rykker til, Hesten stejler, sætter Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevæger Toget sig afsted. Mændene for sig og Kvinderne for sig.

En gammel Kone bliver staaende tilbage i Døraabningen med en lille paa Armen. Om hende samles en Flok Børn forskræmte og nysgerrige. Et Par af de største gnigger Øjne og snøfter. Hun staar urørlig og ser efter de bortdragne.

-- Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Træk er stivnet. Kun hendes vandklare Øjne synes at forraade en Smule Bevægelse.

Tæt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Børnene ind og lukker Døren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hønsene samler sig, hvor Hesten har staaet.

Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne Æbler ligger spredt over Gangene ...

Kun forsaavidt man ved Døden forstaar det at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden ligger alle de Spirer, Sommeren har født. En Dag under Solens hede Brand vælder de frem paany ...

En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. Øverst oppe paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes.

Arm i Arm følger vi bagefter de andre.

Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder duknakket og lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før. Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. --

I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over Markerne. En Rosenbusk pranger med røde Hyben, og Slaaenbuskene blaaner af Bær ...

Aftenvinden blæser koldt over Markerne.

Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.

-- Herre dit Rige er ikke dette Liv ...

Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.

Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den samme Stilling -- et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa. Tusmørket svøber sig om ham. Over ham tændes Stjærnerne.

I Dag skal jeg til Halløj Mette.

Vi maa have Kortene frem.

Lis maa aldrig mere møde mig. Siden vi var ude at skyde Høns, er det blevet helt forbi. Hun skal sendes langt bort at tjene, hvis vi ses sammen mere. Og aldrig for det skal hun faa Gaarden. --

I Aftes var hun lige et Smut indenfor Skovhegnet. --

Tanten har talt alvorligt om Faderen. -- Du er stor nok til at forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file paa dette hersens Instrument og være Kammerat med alle.

........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er eneste Søn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok, han stammer saa frygteligt.

-- Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de kører ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hørt ham tale, han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.

-- Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af ham; men ved du saa, hvad hun sagde. -- Din Mor kunde heller aldrig komme til at holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa sagde jeg, at jeg aldrig kunde være noget for ham. Det stod hun lidt og tyggede paa, før hun svarede: -- Tror du, din Far var noget for din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo ogsaa dem .....

Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.

-- Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hører du, ellers kan de ikke forstaa, hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.

Hun saa bønligt op paa mig.

-- Jeg vilde allerhelst med dig!

-- Du faar ham aldrig.

-- Jo, hvad Tante vil, sker altid.

-- Hvad siger din Onkel?

-- Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hørte jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng -- Væggen ind til mig er saa tynd, at jeg kan høre hvert eneste Ord igennem -- at han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. -- Og Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham ikke et Ord, og du kan tænke dig, i Dag til Morgen fik han ingen Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er sikker paa, han har klodset hos Købmanden. Han lo saa underligt, da jeg saa det. -- --

Før vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa holdt rigtigt meget af hende.

-- Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. -- --

Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Halløj Mettes Stue, ser jeg, at hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg Øje paa en stor Hat med røde Moreller. Og jeg hører dem tale derinde. Jeg gaar forbi Gangdøren og ind ad Køkkenvejen. --

Det er et lille Køkken med hvidt Trækgardin for Vinduet. Gulvet er almindelig Brolægning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren staa. Den friske Luft stryger herind, og Hønsene samles udenfor. Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under Køkkenbordet. Loftet er sort af Røg, og der drysser Støv ned mellem Brædderne. Nogle Syltetøjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over Stuedøren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rækket.

Det er ikke ret længe siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtørret Grums i Bunden.

Dampen løfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut, siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Høne bøjer sig en Smule bagover og lader sin Gødning falde som en Top midt paa Gulvet. --

Klinken paa Stuedøren er ikke sat fast, og der er en lille Sprække, hvorigennem jeg kan høre alt.

Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjærne. Jeg ser en af Morellerne bøjet ind over Bordet.

Halløj Mette taler. I smaa Kvæk kommer Ordene.

-- Ja ... hæ stoer, a' du skal hae to Børn ... tøv nu et bett Korn ... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en Dreng o en Tøs.

Morellen vipper fremover, og jeg hører en sylspids Stemme, der dirrer af indestængt Hede.

-- Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.

-- De' kae jæ inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen Ruemaskiner endnu ... hæ ... stadig den gammeldavs Manier.

Kvæk ... kvæk ... kvækkevæk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar mod hinanden.

Jeg hører Halløj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod Voksdugen paa Bordet.

-- Jeg vil gærne giftes Mette.

-- Næ verkle ... dovse da ...

-- Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan være tjent med mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Gærning ved Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lærerinder, der læser over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa Skolebænken; men jeg kan det altsammen udenad. Væk mig om Natten, og jeg skal sige dig hele Kongerækken ....