Part 3

Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Søvne griber hun om sig med Hænderne for at trække det Sjal, som hun har slaaet om sine Skuldre, tættere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hængt fast i nogle Ris og har ikke villet slippe. Ærgelig har hun lukket Øjnene op og rusket kraftigere til. Grenene er stærkt bøjet. Netop i dette Øjeblik er Døden kommet. Hjærtet standset. Endnu i den sidste Krampetrækning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om Sjalet, og det er stramt spændt ud fra Busken til Haanden.

Hun har ikke ventet det. Ansigtet næsten maaber. Lidt efter lidt er hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde. Selv i de mindste Blodkar længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast i.

Kold og stiv.

Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet over hende. Overalt er de krøbet ind. Munden, Næsen og Øjnene, der er tørret ind, er fulde af Spy. Enkelte Steder har graadige Maddiker allerede begyndt at æde sig Vej, og hendes Krop er blevet uformelig tyk.

Opløsningens Hvile -- Vejen til det store Intet, Naturens Udsoning -- har taget hende til sig. --

Her kan hun ikke ligge. Tanken slaar ned i mig som et Lyn og gør mig lysvaagen.

-- Kom. Barskt kalder jeg Hunden til mig og begynder at gaa op imod Skoven.

Men først lægger jeg mit Lommetørklæde over hendes Ansigt. Og da jeg kommer til at skubbe en Smule til hende, hører jeg, hvor det siver i hende. -- --

Vi kommer op til Moseper.

Udenfor Huset træffer vi ham. Han er travlt beskæftiget med at feje Stenbro.

-- De' æ jo Søndav i Moren, vilde han have sagt, hvis jeg ganske tilfældigt var kommet forbi og havde spurgt ham, hvorfor han havde saa travlt.

-- De' æ novet, jæ gøe, for hæ kommer smens ells ingen. --

-- Der ligger en død Kone hernede i Mosen.

Han retter sig i Vejret og siger "Goeavten". Længere er han ikke naaet endnu.

-- Jeg har fundet en død Kone nede i Mosen. Vi maa have hende bort.

Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller han sindigt Kosten fra sig mod Husvæggen og gaar hen til Kjøkkenvinduet, som staar aabent.

-- Marie, æ du deringe! Intet Svar. -- Æ du deringe, min Pie! Han slaar nogle Slag mod Ruden. -- De' var bare de', a' du skue lægg lidt Halm paa Logullet o ta'e et Hestedækken o spre' over. Vi har fundet en død Kone ner i Mosen. Men de' skue vær' nu, hører du, for vi skae lie ner o saa hent' hinner.

Han siger det Hele, som var det en dagligdags Begivenhed, at de maatte rede for Lig i Loen. Maries Ansigt er kommet til Syne bag Køkkengardinet.

-- Spre' de' nu godt ud min Pie o spar ekk for galt paa'et. Vi kae alletider bruve de' igen te' Strøelse.

Han staar lidt, som var der endnu mere, han skulde sige.

-- Saa kae vi vel.

Hurtigt følges vi ad. Bag os lukkes en Dør op og smækkes haardt i. Klaprende Træsko høres over Stenbroen. -- --

-- Lidt længer herhen me' Løgten, Marie.

Vi har lagt Byrden fra os paa en stor Bunke Halm og staar i Kreds udenom. Parasollen og Tøjbylten ligger henne i et Hjørne. Lyset falder lige ind i den Dødes Ansigt. Det er overnaturligt hvidt i Skæret. Over Vægge og Loft ligger lange Skygger.

-- Jæ søns, jæ skue kende hinner.

Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort.

-- For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng.

Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i Vejret.

-- Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede Næse.

-- Ja ... jæ tror nu osse ...

-- Hvem! Hvad mener I?

-- Skovriderens Hanne, kommer det med en Mund.

-- Ja altsaa ekk ... altsaa ... ekk ... De begynder begge to, men hun er den hurtigste.

-- Altsaa ekke ham vi har nu, for ha' æ jo gansk ong. Men den gamle ... I ved nok ham, a' dæ rejste lie evter de' me' ham, dæ gik ud i Mosen om Natten o ble' bort' ... Herregud, æ'et verkle den lell Hanne. Vi har smæns legen sammen som smaa Tøser.

Der bliver saa stille om os. Døren ud til Natten staar aaben. Begærligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt om mig.

-- Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe.

Han gaar foran med Lygten.

-- Nu kae vi jo heller ekk hjælp' hinner mer.

Hun er den sidste af os. I Døren vender hun sig endnu en Gang om og ser ind i Mørket.

-- Herregud, den lell Hanne ... jøsses ja.

Udenfor paa Stenbroen staar vi et Øjeblik sammen, mens Moseper lukker Lodøren til. --

-- Hun ble' helt onderlig saaen evter den Historie. De' var derfor de rejste. De gik alletider i en dødelig Angst, for a' hun skue gør' ondt moe sæ' sæl. Hun skue hae holdt saa forfærdentlig meget a' ham ... Men de' var osse en rask Fyr, o hun var en regte knøv Pie, var hun ... altsaa førend de' ... altsaa ... Ja Vorherre drysser om me' vos, som han bedst kae ... her sidder vi to gamle nu, o alle vorses Børn æ spredt om vos ... alle ... vider Vegne.

Moseper er færdig med Stængningen.

-- Ja, siger han og sætter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang prøver, om alt er forsvarligt lukket.

-- Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Tørv tesidst a' Ælde.

Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter lidt smuldner Livet hen i dem.

Jeg rækker Haanden frem til Farvel.

-- A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om mine.

-- Godnat begge to og Tak for Hjælpen. --

Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten, mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter. I Gangdøren bliver de staaende endnu et Øjeblik. Jeg kan høre deres Stemmer. Han harker og spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetræerne. Langt paa den anden Side Skoven brøler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig. Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen.

Skovriderens Hanne ...

-- Vi mødes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den sidste Gang, de saa hinanden.

Jeg kommer tæt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber.

Hunden gaar stille ved min Side.

I Dag har jeg været rundt i Moserne og set efter Ænder. Paa Hjemvejen gaar jeg op forbi "Sofies Minde".

Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme sammen. --

Gaarden er ny. Et mægtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.

Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig. Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er alle i Marken. Det er Høstens Tid. --

Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da jeg kommer. Bøsse og Taske hænger jeg fra mig i Gangen. Hunden bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.

De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet. Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har faaet hvide Pletter. --

Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder. Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.

Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.

Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten til deres lokale Forening ...

-- Hvis a' vi da ells kae blie enige.

De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder. Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne og ingen af dem siger højt "Goddag".

Lis smiler til mig. -- --

Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.

Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.

-- Mæ Forlov. En af Husmændene rækker sig langt indover. Han holder paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med den anden. Det knækker midt over mellem Fingrene paa ham.

-- Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.

Den anden bøjer sig ligeledes indover.

Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter mere Kaffe.

Væggene hænger fulde af Billeder mest Følgeblade til Almanakker, og hist og her er kulørte Papirssole stukket ind bag dem.

Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved Loftet.

Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle forestillende den mandlige Del af Slægten i Soldateruniform. De grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af Papirsblomster og Judaspenge. Møblerne er samlet sammen rundt fra de andre Stuer. Hvad, der har været for fint til dagligt Brug, er blevet sat herop. Selv Skrivebordet har Plads ved et af Vinduerne.

Over Sofaen hænger et stort Billede, som jeg nu først lægger Mærke til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder hun et Lommetørklæde, den anden støtter hun til et Blomsterbord, hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.

-- Ja, de' æ jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt mit Blik. -- De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ... ek' sandt! Han vender sig imod hende. -- Saa var du jo i Stadsen lieveller. --

De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.

Den ene af Husmændene har seks Børn, den anden har otte, og ham med de seks har ventendes et.

-- I æ ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae jæ love. Onkelen ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.

-- Hendrik!

Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kløjs. Husmændene blotter lige Tænderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.

Lis bliver sendt ud af Stuen igen. --

-- Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.

-- Hun æ da begyndt o kær'stes, ve' jæ regte. Han nikker til mig.

-- De' æ maaske den Mand der? For første Gang ser begge Husmændene et Øjeblik fast paa mig; men Tanten spørger, om der er nogen af os, der ønsker mere. --

Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar Lejlighed til, er lige at røre ved hendes Haand, da hun smutter forbi mig.

Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa Kakkelovnen. Begge Husmændene stikker deres langt ind i Munden, ligesom de sutter paa en Pibe. --

-- Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De æ bleven kev av a' sitte herhjemme.

-- Aah Hendrik!

Han er allerede ude af Døren. Hun kalder ham tilbage.

-- Nu kae du bar' prøv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.

-- De' kue alder fald' mæ ing, Mor.

-- Ja, du kue vær' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens me a' ordne de' sidst'.

Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. -- --

Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle Kagerester nede paa Gulvet.

-- Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i Hus.

Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.

-- Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.

-- De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.

Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.

Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.

-- Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goer sammen, o skønt vi begge heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...

-- Jeg har mødt Lis ude i Skoven.

-- De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a' hun da arter sæ vel ...

Her ser hun fast paa mig. -- Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a' vi ekk skue havt no'en Børn.

-- Hendes Far!

-- Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra Landevejen.

-- Jeg holder af Lis.

-- Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ De?

-- Jeg er Jæger.

-- Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'. Hvae æ De ells?

-- Ellers er jeg ikke noget.

-- De har maaske Peng'?

-- Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.

-- De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae jæ forstoe?

I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.

-- Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort' Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te' Køvmandens o køve et nyt.

Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.

-- Hvae æ de' for en Ko?

-- De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells bisser hun ing i Roerne.

-- Hvor man'ne skae du bruve te' de'?

Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille, fedtet Pung, som strutter af Sedler.

-- Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.

-- De ved jet'te. De sae han ekk novet om.

-- Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.

-- Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.

Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov til at ligge paa Bordet.

Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind, skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.

-- Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. -- -- --

Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen. Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --

Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten har jeg staaet og ventet.

Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...

... Jeg var din, før jeg saa dig ...

Jage -- jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne, saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. -- --

Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue drukner i deres Næb.

En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som et Sus i Luften.

-- Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen forbi mig.

Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een. Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. -- --

En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over Vognfjællene gisper efter Vand. De er hvide af Støv.

Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa Engene og skyde Bekkasiner. --

Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.

Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. --

Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt, forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte, som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.

Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.

I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.

Over alt det samme -- en Livets Fylde til at give -- en evig Vandring ad de samme Veje ...

Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset. Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og slutter stramt om de ædende Kim. --

Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der er Smil i hans solbrændte Ansigt.

Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved, hvor jeg skal forbi.

Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. --

-- Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe. Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.

Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. -- --

Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene. Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.

Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump og dukker sig.

Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue, og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig. Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. --

Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne, langt bort, lige saa langt som Tankerne ...

Lis, hele min Dag er din.

Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

-- Gue hjælp jer.

Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, og Kindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.

-- Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.

For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store, betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.

Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.

-- Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker Haanden frem imod mig.

-- Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens Greb sidder fast.

-- Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.

Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.

-- Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter Puddelen, som følger ham lige i Hælene. -- Vi kae ekk hae ham længer. Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.

-- Gaar det?

-- Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.

-- Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa Ordene frem.

-- Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt nemt.

-- Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. -- Faa den væk fra Benene, Mand.

-- Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og kaster den frem for sig. -- Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare ved med at pibe og krybe hen til ham.

Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.

-- Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig om imod mig. -- De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo derses Sjov. --

Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.

Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...

-- De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od tesidst lie saa meget som et Par store Børn.

Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.

-- Skue de' vær' en Bid me'?

Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.

-- De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.

Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.

Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. -- --

Allez!

Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt med. Jeg følger efter med Bøssen parat. --