Part 2

Henover Naaletæppet glider en lang Væsel. Øjnene lyser af Mordlyst. Det er knapt, at de tørre Naale bevæger sig under dens Traad. I et eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprøde Hjærneskal knaser mellem Røverens sylspidse Tænder. En Due, som har siddet paa en af de nederste Grene og set til, strækker Hals. De grønblaa Øjne spærres vidt op, og den lægger Hovedet helt ned paa Siden.

-- Uh ... uh ... Den forsøger at kurre og kaster sig klapprende ud mellem Grenene. Væselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle Trærødder smutter den ned; men et Øjeblik efter kommer den til Syne igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele Overkroppen gaar paa den.

Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter forskrækket frem ved Støjen. Stivnet af Rædsel følger de den lange, bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper -- ikke større end Knappenaalshoveder -- drysser som ormædt Støv ned mod Jorden.

Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster mellem Ris og skabede Nælder. --

Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække. Det er Duerne, det gælder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen. Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.

Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa længe og een til ...

Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal være hvidt, hvor hun skal sætte sine Fødder. Og Fluesnavset skal gnides af Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne Øjne tindre af Fryd.

Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en Krog og længes.

Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har været lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme udenom.

Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand. Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad Kærlighedsstien.

Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt klart.

Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De modne Bær hænger helt ud til Stien.

Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt afsted, hildet i Blomsternes Sødme. Jaget -- det store Jag -- en Solsommerdag for Føde og Parring. Hist svæver en Døgnflue som et søgrønt Silkefnug fra Jorden op i Hvælvet, her kryber en Humlebi som en Skattegraver næsegrus ned i en Døvnælde.

Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund. Allevegne synger Græshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem. Om Øjnene sidder Fluerne saa tæt som Sand.

Et Sted er Græsset bølet ned. Der er blevet en stor, rund Plet som efter to Vilddyrs Kamp. En Træsko ligger med Bunden i Vejret et Stykke borte. Klampernes Jærnringe er blanke.

Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som først fanger min Opmærksomhed, er egentlig det, at den ene Strømpe er hullet og blotter en af disse Hæle, slidt haarde af de evindelige Træsko.

Hun ligger som en Bylt, man har kastet fra sig, fordi man ikke længere har Lyst til at slæbe den med.

Tøjet er i Uorden. Bæltet sidder skævt og viser en stor, skinnende Sikkerhedsnaal, og Tryklaasene er sprunget helt op igennem Ryggen. Nogle rustne Korsetstiver stikker frem.

Her har staaet en Kamp.

Ansigtet er gemt bort mod Jorden. Et Vildnis af nøddebrunt Haar bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten som en Død ligger hun.

Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer. Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt.

-- Her maa De ikke være.

Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.

-- Hører De ikke? Her kan komme nogen. Jeg rusker til.

Hun vender sit Ansigt op imod mig. Der sidder Mærker i Huden af Straa og Kviste.

-- Der kan komme nogen.

Hænderne slipper. Maabende rejser hun sig over Ende. Nogle Haartjavser, som glider ned over Øjnene, faar Lov til at hænge. Over hendes Pande trækker sig dybe Rynker, som arbejdede hun med en Tanke, hun ikke rigtig forstod.

-- Rejs Dem op. Jeg slipper mit Greb og henter hendes Træsko.

Hun lystrer som en Hund.

Der er i hendes Øjne det samme Blik om Naade, som der er i et Par Dyreøjne, der ser op i Jægerens Ansigt lige i det Øjeblik, han lægger Knæet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst.

Jeg kender hende ikke. Hun er fremmed der paa Egnen. --

Det begynder ganske smaat med en Smule Vand i Øjenkrogene, saa fyldes Øjet og pludselig ... hun hulker og næsten skriger.

-- Mi' Far slawer mæ bastemt ... ihjel ... Uh ... jæ ... kae alder mer ... komme -- hjem!

Hun dækker sit Ansigt til med Hænder og Arme og begynder at gaa.

Jeg springer efter hende. Saaledes maa vi ikke skilles.

-- Sig mig, hvad der er i Vejen. Jeg faar fat i hendes Arm.

-- Jæ æ saa oløkle ...

Graaden bliver hæftigere. Hele hendes Legeme skælver som i Krampe.

Hun faar Lov til at græde færdig, saa følges vi ad et Stykke. Jeg spørger hende ikke ud, og hun fortæller mig intet. Stille gaar vi ved Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mødes vore Øjne. Bestandig gaar hun og ser ned i Jorden.

Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rækker hende Haanden til Farvel. Hendes Haandtryk er slapt.

Jeg bliver staaende og ser efter hende. Langsomt gaar hun. Det er, som om hvert Skridt kostede hende usigelig Møje. Om hende er Vejen plettet af Sol, dybt i Bøgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og langt borte i en Tykning kukker en Gøg.

-- Kuk kuk ... kuk kuk ... kuk. Den flyver forbi og ler haanende. I de tætteste Bladkrat højt oppe over Jorden mødes den med sin Mage og stjæler siden Plads til sine Æg i Smaafuglenes Reder.

-- Kuk kuk ... kuk! Jeg kan blive ved med at høre den længe.

En nøgen Fugleunge ligger i Grøften, sparket ud af Reden. En Aadselgraverfamilie er i Færd med at dænge den til med Jord.

-- Pip ... pippip! En Finke jager efter en Guldsmed.

Det er bagende varmt. Hindbærene hænger saa fristende røde. Jeg plukker og plukker og sanker omhyggeligt Ormene fra.

Hun turde ikke gaa hjem ...

Vejen er øde. Luften sittrer af Hede. Spraglede Blomster knejser mellem Grøftens Græs. Det gnistrer med Farver og dufter af Brunst. Sommerfugl flyver fra Blomst til Blomst. Stilken sittrer af Vellyst, naar den spidse Snabel bores ned i de honningfyldte Bægre.

Ved Indgangen til Planteskolen staar der en Pælesaks. I Løbet af Natten er der gaaet en Ugle paa. Den hænger og basker ned langs Stolpen med brudte Ben.

Jeg springer over Hegnet og klattrer op for at slaa den ihjel. Men jeg spænder ikke Saksen paany og lader Uglen hænge. Den kan saa rart bruges til at kyse andre væk. Maaske ... saa længe den er frisk ... skønt ... naa, lad den hænge, den gør i det mindste ikke Fortræd, og en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne.

Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen fuld af Føde og dukker ned mellem Grenene. Nogle enkelte Hanner sidder paa de højeste Topskud og kurrer omkap. Af og til stiger de lodret i Vejret, klapper Vingerne sammen og styrter ned, indtil de atter faar Fodfæste. Klap efter Klap smelder.

Lige for min Fod ligger der noget hvidt og lyser. Jeg bøjer mig ned. Et Lommetørklæde. Det er snavset og rødt af Blod.

I det ene Hjørne er der syet et Navn.

Thea staar der med store, klodsede Bogstaver.

Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er.

Jeg gemmer Lommetørklædet i min Jagttaske.

-- Mødes vi mere, skal du faa det igen. -- --

Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grønsket Vand. Saa lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade. Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i svømmer Blomster med store, trevlede Rødder. Der er fuldt op af Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar slimede Karudser med døde Øjne og snapper efter Vejret. I en lille, blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de sumpede Kanter skyder alenhøje Bregner i Vejret. Fede Snegle maver sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim.

Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde være en Due nede for at drikke.

Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter Billedet i Vandspejlet.

Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter ind mellem Granerne.

-- Thea!

Min egen Stemme svarer mig langt borte.

Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort med det samme.

Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af en Gran. Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen. Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt længere frem i Lyset og ser undrende til.

De er lige ved hinanden.

Kurre ... Kurre ... Han gør sin Stemme saa grov som muligt og puster sig op. Hun ligger næsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han flere Gange. -- --

En Djævel regerer min Bøsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En Regn af visne Naale følger efter dem.

I Dag til Morgen er Himlen graa, og det støvregner. Brændenælderne langs Vejene staar med irgrønne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt stukket med smaa bitte Perler. Græsset og alle Blomsterne dufter, Skovbunden damper, og Taagen hænger tæt over Granerne.

Det er Søndag. Over de vædeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred fortættet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds. Et fint Slør af Sprøjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene. Langt borte fra bæres Duften af en blomstrende Hyld mig i Møde, og Roserne funkler i Hegnet.

At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man føler det, som saa man ud i Uendeligheden -- ingen Grænser, intet Rum -- Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld Higen.

-- Ding -- dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne.

Tyst, det gror -- det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden over. --

Fra et Hus ved Vejen kommer en Mand ud. Hans Kone følger efter. Et Øjeblik staar de stille, saa prøver han om Døren er laaset. Andagtsfulde følges de ad paa hver sin Side af Vejen mod Byen.

Fra Stien ind over Markerne kommer andre dem i Møde. De bliver staaende og venter. En tavs Hilsen med Haandtryk til hver enkelt, og Mændene gaar foran og Kvinderne bagefter.

Ding -- dang! Klokkerne ringer. Fra Gaardene kører Vognene ud fulde af Folk.

Jeg dukker ind i Skoven igen.

Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i Haarene, saa han damper som en Hest.

For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.

-- Man har jo saaen en bitte Tøs derne'e i Byen, som dæ holder a' de Slavs. O saa kae man da savtens gøre hinner den Glæde, nu de' æ Søndav.

Mens vi staar og taler sammen, kommer to Mænd forbi. Det er den rødskæggede Maler nede i Hulvejen og hans Nabo Stenhuggeren. De er paa Vej til Kirke. Deres Salmebøger sidder i Frakkelommerne.

Vi hilser, og de hilser vennesælt igen. Ingen af dem ser dog paa Niels. Deres Smil rummer en hel Menigheds Varme. Vi ser dem tale ivrigt sammen, da de er kommet forbi os. Stenhuggeren fægter med den højre Arm, som førte han en indbildt Hammer, og Maleren hører andægtigt efter, mens han sagligt folder Hænderne paa Ryggen og rejser Nakken.

Alverdens Niels ryster paa Hovedet, saa spytter han langt og river en ny Tændstik til Piben.

-- Klem Tøsene o lae Vorherre om sit. Han taer vos smens nok, hvis han har Bruv for vos.

Han faar Ild, og mens han patter paa Pibespidsen.

-- Jæ har nu alletider faaen mæ en Kærest, hvor jæ æ kommen frem, o de' Slavs æ vel heller kuns te, for a' man skae tae dem, o saaen æ'ret vel me' de' altsammen. Al den megen Snakken om de', som kommer bavevter, de' lær' vi smens nok, naar vi fø'st æ kommen i'et. -- --

Jeg gaar fra ham. Lis venter mig omme ved Træstammen, hvor vi mødtes den første Gang. Vi skal holde Søndag sammen.

Det kribler inden i mig af Glæde.

Ovre bag Bakkerne ringer de sammen. Jeg hører Draaberne falde fra Blad til Blad. Niels drejer ind ad en Bivej.

Det er holdt op med at regne. Blaa Rifter titter frem hist og her mellem Skyerne. En Finke begynder at synge, og en Solstraale forvilder sig bort mellem Løvet, drypper fra Blad til Blad som en stor Draabe af Ild. Og nu sætter alle Fuglene i. Det bliver høj Himmel og en varm Dag.

Paa en smal Sti bevokset med Græs ligger en Buk og en Raa ved Siden af hinanden. Det er midt i Brunsttiden. De har store blodsprængte Øjne af Jaget den lange Nat over dampende Enge og gennem rygende Moser. De spidse Ører, da jeg gaar forbi og ser ned imod mig. Regn og Sved staar i Em fra de gispende Sider.

Lis kommer mig i Møde. Der er Sol i hendes Ansigt og Haar. Hendes Øjne tindrer af Lykke, da hun ser mig, og hun raaber ned imod mig. Og Raabet lyder fra Stamme til Stamme, det samme lykkelige Raab.

Langt inde hører jeg Alverdens Niels fløjte og synge.

Lige i Vandskorpen ligger der en Kat og raadner. Toet hænger i Strimer fra den. Hist og her skinner dens nøgne Hud igennem grøn af Forraadnelse. Dens Bug er pustet op og spænder Ryggen i en Bue. Af og til løsner en lille Klat sig og synker bort under den. Om den er Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.

Det er hen under Aften. Arbejderne er gaaet hjem fra Tørveskæret. Sværtede Maskiner og tunge Sluffer staar hulter og til bulter imellem hinanden. Fra Fyrlemmen i Lokomobilet siler Røgen ud og vimler op mellem Trætoppene.

Ikke en Vind rører sig. Tunge hænger Træernes Grene og brede staar Sivskovene. Inde mellem Ellene jæpper en Solsort og hopper fra Gren til Gren. En Sivsanger gynger i Toppen af et Rør og pipper, hvergang Dusken truer, med at kaste den ud. Fra Engen lyder dumpe Slag af en Tøjrekølle. Moseper giver "Grete" et Tøjer for Natten. Blanke staar Myggenes Sværme i Luften.

Forsigtigt følger jeg Stien over Mosen. Foran mig avancerer Hunden langsomt frem. Friske Dyrespor staar prentet i den fugtige Muld.

Herude møder jeg ingen. Jorden gynger under mig, og det klare Vand staar i mine Fodspor.

Det er kun inde ved Land omme ved Engen, at de huserer alle de med deres evige Stræben efter at hæve de skjulte Skatte. Lange snorlige Bede af vaad Jord viser deres Flid.

Men herude! Tusindaarig Fred ruger mellem Birkenes hvide Stammer, og dybt i Mulden smuldrer Elletrunterne bort. Graadigt slikker Vandet langs Brinkerne, sorte Trærødder vælter ud og griber ind i hinanden for at holde fast. Det siver og bobler, hele Tuer synker bort, Jorden giver sig under Stargræssets Vægt.

Et Stykke borte er Vandet kun en blank Flade at se paa; men staar man ved Kanten af en Grav og ser lige ned igennem det, opløses først Spejlbilledet, og lidt efter lidt dukker Bunden frem. Den er graa og sejg. Underlige Planter dækker den. Bladene er smaa og nittet ind i hinanden. Lange, fede Stængler glider ustandseligt for Vandets Tryk. Evigt og altid mudrer det i Grøden. Millioner af smaa Dyr vælter sig ud og ind imellem hinanden. I det klare Vand glider Fiskene langsomt frem og tilbage. Finnerne skubber Vandet til Side, og om de blanke Skæl fødes skinnende Perler. I Vrimmel falder en Stime Yngel ned mod Bunden. Røde Vandlus lyser som Morild, og lyssky Larver pupper sig ind. -- --

Andejagten er inde. Et Sted, hvor der er fuldt op af Gange i Grøden, lader jeg Hunden gaa ud. Med et Hyl springer han paa. Plaskende maser han sig fremad. Poterne maa helt ovenfor Vandet for at bane Vej.

Der kommer to. De flyver tungt. Det er et Par grønne Ællinger, som for første Gang har faaet Luft under Vingerne.

Skuddene bliver ved med at runge. Begge knækker sammen, den sidste netop i det Øjeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortæller hvor højt, de naaede.

Det giver Blod paa Tanden.

Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar Øje paa noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.

Inde i Sivene skræpper en gammel And, og nogle halvstore Ællinger piler over en Glime. Saa faar de Øje paa mig og dukker.

Højt over Skoven trækker et Par Ænder bort, som lettede for langt ude.

Længere og længere borte jager Hunden. En Blishøne, som dukkede før lige for Snuden af ham, kommer frem over Vandspejlet. Forsigtigt ser den sig omkring og begynder at ro ind mellem Sivene. Jeg holder til den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op.

Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og lader Vandet løbe ud. Jeg hører Blishønen skrige efter sine Unger. Mit Tøj stinker, saa det river langt ned i Halsen. --

Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat forsvandt. Lydløst aabnede Jorden sig, greb om hans Hænder og Fødder og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hørt Historien:

En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde været ungt Selskab paa Skovridergaarden. De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset. Sære Ting talte de om.

Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det været et berygtet Rettersted.

Derhenne havde Hjulet staaet.

Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om Forløsning.

_Hun_ sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset.

Lige bag ved hende sad _han_. Hans Øjne og Læber hang ved hende.

-- Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene.

Hun bøjede sig langt fremover.

-- I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op.

-- Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes var fulde af Haan.

De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden. Hun sad igen og saa ud over Mosen.

-- Hvem er hun?

-- En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul. Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op af sin Grav for at søge efter det.

Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden.

-- Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de aldrig mere. Hun lokker dem hen til et Sted, hvor Jorden ikke kan bære.

Der var saa stille, at man kunde høre dem trække Vejret. Han snappede som for at faa Luft.

-- Ingen tør gaa derud. Hun saa hen paa de andre, som tavse hørte til.

-- Hvis det ikke var for det ..., han gik et Par Skridt frem, -- at det Hele var saa barnagtigt, skulde jeg gærne gaa ud og hente den hvide Dame. Han stod som i dybe Tanker. -- Vi mødes paa den anden Side.

Raskt gik han til. Taagerne lukkede sig sammen bag ham. Et Øjeblik efter kunde de hverken høre eller se ham.

Ingen af dem raabte efter ham for at holde ham tilbage, skønt de vidste, det var Galmandsværk for den, der ikke kendte Mosen ud og ind, at vove at gaa derover i Mørke.

-- Kom, hun begyndte at gaa, -- han kommer nok efter os, naar han er blevet ked af at trave ene rundt i Mørket.

Han kom ikke. Flere Timer ventede de. Nogle af dem mente nok at have hørt et Skrig, andre kunde intet huske. Saa snart det blev lyst, blev der søgt. Lange Stiger blev lagt ud over de ufarbare Steder. Ingen Fodspor viste, hvor han var gaaet. Kun en Hat lige netop paa det Sted, hvor han var sunket.

Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vældede Pladderet sammen, og Overfladen var igen den samme.

En Mand stak sin Arm ned.

-- Men Jøsses, hvor de' trak. De' var liesom, dæ' var novet, dæ' haved sæ fast.

En anden tog en Rafte og jog den i for at prøve, hvor dybt der egentlig var. I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en skønne Nat var den ogsaa borte.

Og alt var, som det havde været i Hundreder af Aar. -- --

Hunden har været længe borte. Jeg har fløjtet og raabt. Nu kommer han sluskende med Halen mellem Benene.

-- Hvad Satan ...

Han ser saa ynkelig ud og piber.

-- Hvad --

Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden.

Et Sted munder Stien ud i en lille Eng. Som en Bæk, Søen har slugt, forsvinder den mellem høje Græsser. Nogle Graner har faaet Lov til at brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat.

Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol.

Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op, Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky.

Der ligger noget i Græsset. Jeg maa helt hen for at se, hvad det er. En Sværm Fluer slaar i Vejret.

Et Lig.

Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa efter dem med Haanden for at holde dem væk fra mit Ansigt.

Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og Blade, og højt over mit Hoved blinker en eneste Stjærne. --

Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende. Foran den jager en Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue ... Vandet staar i Sprøjt om dem ... over Engen ... Græsset glider til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de skælvende Sider rører ved hinanden ... et Træ kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ... over Grøfter og Tuer ... Højskoven skjuler dem ... Bukken jager med Smaldyret. -- --

Der kravler endnu en Flue lige midt i det voksgule Ansigt. Saa ivrig er den efter at finde et Sted til sine Æg, at den slet ikke ænser Natten. Alle de andre er svirret bort og har gemt sig hen mellem Nælder og Skrub.

Den er naaet til Munden. Forsigtigt kravler den over Læberne, sidder et Øjeblik stille paa Tænderne og forsvinder ind i Mundhulen. Jeg kan høre dens Vinger brydes mod Ganen. -- --

Det er en ældre, ret velklædt Kone. Hatten har hun taget af og lagt ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tøj. Hun er helt klædt i sort, som bar hun Sorg. --

En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun kommet. Hendes Sko og Strømper er helt gennemtrængt af Støv.

Træt har hun søgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun vaagnet. Hun har frosset. Duggen er trængt gennem hendes Klæder og har suget Varmen bort.