Part 93
1. Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned. 2. Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe. 3. I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt. 4. Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor. 5. Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn. 6. Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let. 7. Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber. 8. Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig. 9. Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige. 10. Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde. 11. Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst. 12. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 13. Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. 14. Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. 15. Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. 16. Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. 17. Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. 18. De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. 19. Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. 20. Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. 21. Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. 22. De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. 23. Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. 24. De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. 25. Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. 26. Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. 27. HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 28. At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. 29. Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. 30. Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. 31. At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige. 32. Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge. 33. Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke. 34. Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel. 35. En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
Ordsprogene 15
1. Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. 2. Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. 3. Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode. 4. Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. 5. Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. 6. Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. 7. Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. 8. Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. 9. Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. 10. Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. 11. Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. 12. Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. 13. Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. 14. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. 15. Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. 16. Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro. 17. Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. 18. Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. 19. Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. 20. Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. 21. Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. 22. Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. 23. Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. 24. Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. 25. Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel. 26. Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene. 27. Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. 28. Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. 29. HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. 30. Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. 31. Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. 32. Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. 33. HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
Ordsprogene 16
1. Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN. 2. En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder. 3. Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes. 4. Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag. 5. Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf. 6. Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt. 7. Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner. 8. Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret. 9. Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed. 10. Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer. 11. Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder. 12. Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen. 13. Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt. 14. Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den. 15. I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest. 16. At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv. 17. De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej. 18. Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen. 19. Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte. 20. Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN. 21. Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden. 22. Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt. 23. Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden. 24. Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet. 25. Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 26. En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham. 27. En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber. 28. Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner. 29. Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god. 30. Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt. 31. Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej. 32. Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad. 33. I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.
Ordsprogene 17
1. Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. 2. Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. 3. Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN. 4. Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger. 5. Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. 4. De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. 7. Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. 8. Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. 9. Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. 10. Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. 11. Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. 12. Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. 13. Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. 14. At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. 15. At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru. 16. Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? 17. Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. 18. Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. 19. Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. 20. Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. 21. Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. 22. Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. 23. Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. 24. Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. 25. Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. 26. At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. 27. Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. 28. Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
Ordsprogene 18
1. Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid. 2. Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset. 3. Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges. 4. Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde. 5. Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten. 6. Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug, 7. Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv. 8. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen. 9. Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland. 10. HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges. 11. Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur. 12. Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære. 13. Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel. 14. Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd? 15. Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab. 16. Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store. 17. Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter. 18. Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad. 19. Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg. 20. Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde. 21. Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt. 22. Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN. 23. Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord. 24. Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.
Ordsprogene 19
1. Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 2. At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk. 3. Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte. 4. Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra. 5. Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn. 6. Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand. 7. Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord. 8. Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke. 9. Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under. 10. Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster. 11. Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde. 12. Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst. 13. Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp. 14. Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN. 15. Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte. 16. Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død. 17. Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort. 18. Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel. 19. Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre. 20. Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis. 21. I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast. 22. Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner. 23. HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt. 24. Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden. 25. Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab. 26. Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn. 27. Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord. 28. Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret. 29. Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.
Ordsprogene 20
1. En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis. 2. Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv. 3. Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid. 4. Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet. 5. Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op. 6. Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand? 7. Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham. 8. Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik. 9. Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!" 10. To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru. 11. Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd. 12. Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge. 13. Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt. 14. Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort. 15. Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber. 16. Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 17. Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus. 18. Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg! 19. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre! 20. Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud. 21. Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke. 22. Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig. 23. To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk. 24. Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne! 25. Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om. 26. Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem. 27. Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre. 28. Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd. 29. Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår. 30. Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
Ordsprogene 21
1. En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil. 2. En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter. 3. At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer. 4. Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd. 5. Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab. 6. At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer. 7. Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret. 8. Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil. 9. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde. 10. Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste. 11. Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab. 12. Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke. 13. Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar. 14. Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme. 15. Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel. 16. Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling. 17. Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig. 18. Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted. 19. Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde. 20. I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det. 21. Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære. 22. Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på. 23. Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. - 24. Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod. 25. Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille. 26. Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare. 27. Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd. 28. Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles. 29. Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej. 30. Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN. 31. Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.
Ordsprogene 22
1. Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld 2. Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge. 3. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder. 4. Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv. 5. På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem. 6. Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. 7. Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl. 8. Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. 9. Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe. 10. Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende. 11. HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven. 12. HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord. 13. Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet." 14. Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri. 15. Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham. 16. Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -
17. Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed! 18. Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben. 19. For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag. 20. Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab 21. for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges. 22. Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten: 23. thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv. 24. Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand, 25. at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl. 26. Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld! 27. Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i. 28. Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte. 29. Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
Ordsprogene 23