Part 92

27. Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe; 28. sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det. 29. Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed. 30. Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men. 31. Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje; 32. thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig; 33. i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han. 34. Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde. 35. De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

Ordsprogene 4

1. Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand; 2. thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer. 3. Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste, 4. lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve; 5. køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord; 6. slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig! 7. Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har; 8. hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den; 9. den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone. 10. Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange. 11. Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor; 12. når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; 13. hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv. 14. Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej. 15. sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom; 16. thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald. 17. Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin. 19. Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, 18. men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag: 20. Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger; 21. det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte; 22. thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød. 23. Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. 24. Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern. 25. Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem; 26. gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet; 27. bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

Ordsprogene 5

1. Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, 2. at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. 3. Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; 4. men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; 5. hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; 6. hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. 7. Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! 8. Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, 9. at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. 10. at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, 11. så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, 12. og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, 13. så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! 14. Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" 15. Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; 16. lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! 17. Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! 18. Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, 19. den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! 20. Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? 21. Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; 22. den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; 23. han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

Ordsprogene 6

1. Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag, 2. er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord, 3. gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste; 4. und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile, 5. red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd. 6. Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis. 7. Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer, 8. sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst. 9. Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn? 10. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: 11. som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. 12. En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden, 13. som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene, 14. som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv; 15. derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges. 16. Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru: 17. Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod, 18. et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt, 19. falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

20. Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring, 21. bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals; 22. på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner; 23. thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej 24. for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge! 25. Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej! 26. Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl. 27. Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder? 28. Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides? 29. Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf. 30. Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult? 31. Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods. 32. Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så; 33. han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam. 34. Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag; 35. ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.

Ordsprogene 7

1. Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; 2. vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; 3. bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, 4. sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, 5. at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. 6. Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; 7. og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; 8. han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus 9. i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. 10. Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; 11. løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; 12. snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - 13. hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; 14. "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, 15. gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! 16. Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred 17. jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; 18. kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! 19. Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; 20. Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" 21. Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; 22. tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, 23. til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. 24. Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! 25. Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; 26. thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. 27. Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

Ordsprogene 8

1. Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? 2. Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; 3. ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: 4. Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. 5. I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! 6. Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; 7. ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. 8. Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; 9. de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10. Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; 11. thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den 12. Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. 13. HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. 14. Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. 15. Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; 16. ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. 17. Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. 18. Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. 19. Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. 20. Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier 21. for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. 22. Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 23. jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 24. jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 25. førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 26. førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 27. Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 28. Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 29. da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 30. da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, 31. leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 32. Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! 33. Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! 34. Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. 35. Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN; 36. men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

Ordsprogene 9

1. Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, 2. slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; 3. hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: 4. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 5. Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! 6. Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! 7. Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; 8. revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; 9. giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. 10. HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. 11. Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. 12. Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! 13. Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; 14. hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje 15. og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: 16. Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 17. Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! 18. Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

Ordsprogene 10

1. Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg. 2. Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død. 3. HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig. 4. Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig. 5. En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten. 6. Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund. 7. Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen. 8. Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes. 9. Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde. 10. Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes. 11. Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund. 12. Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder. 13. På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid. 14. De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde. 15. Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde. 16. Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd. 17. At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig. 18. Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter. 19. Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund. 20. Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd. 21. Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid. 22. HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til. 23. For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt. 24. Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet. 25. Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund. 26. Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham. 27. HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af. 28. Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste. 29. For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd. 30. Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet. 31. Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes. 32. Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

Ordsprogene 11

1. Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind. 2. Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom. 3. Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde. 4. Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden. 5. Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse. 6. Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå. 7. Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister. 8. Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted. 9. Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab. 10. Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 11. Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund. 12. Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier. 13. Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen. 14. Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd. 15. Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag. 16. Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom. 17. Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød. 18. Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn. 19. At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død. 20. De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. 21. Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri. 22. Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne. 23. Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente. 24. En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. 25. Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv. 26. Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger. 27. Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over. 28. Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv. 29. Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl. 30. Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle. 31. En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

Ordsprogene 12

1. At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt. 2. Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig. 3. Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes. 4. En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben. 5. Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig. 6. Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse. 7. Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast. 8. For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt. 9. Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød. 10. Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt. 11. Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed. 12. De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand. 13. I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden. 14. Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet. 15. Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd. 16. En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet. 17. Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig. 18. Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger. 19. Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik. 20. De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde. 21. Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld. 22. Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag. 23. Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab. 24. De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde. 25. Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad. 26. Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv. 27. Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt. 28. På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

Ordsprogene 13

1. Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd. 2. Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu. 3. Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde. 4. Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt. 5. Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel. 6. Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse. 7. Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget. 8. Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre. 9. Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud. 10. Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom. 11. Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges. 12. At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ. 13. Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn. 14. Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 15. God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang. 16. Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab. 17. Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom. 18. Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret. 19. Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru. 20. Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven. 21. Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige. 22. Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods. 23. På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret. 24. Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide. 25. Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

Ordsprogene 14