Det Gamle Testamente af 1931

Part 91

Chapter 91 4,096 words Public domain Markdown

1. Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! 2. Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! 3. Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! 4. Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! 5. Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! 6. Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! 7. Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! 8. Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! 9. Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! 10. Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! 11. Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! 12. Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! 13. Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! 14. Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! 15. Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! 16. Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! 17. Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 18. Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 19. Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! 20. Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! 21. Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! 22. I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! 23. Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! 24. Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! 25. Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! 26. Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Salme 137

1. Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. 2. Vi hængte vore Harper i Landets Pile. 3. Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" 4. Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund? 5. Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! 6. Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7. HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" 8. Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! 9. Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Salme 138

1. (Af David.) Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne; 2. jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. 3. Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. 4. Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord, 5. og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære, 6. thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. 7. Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. 8. HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

Salme 139

1. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig! 2. Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 3. du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 4. Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde. 5. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 6. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 7. Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 8. Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 9. tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 10. da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

11. Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 12. så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

13. Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. 14. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. 15. Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; 16. som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. 17. Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! 18. Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

19. Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, 20. de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. 21. Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; 22. med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. 23. Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! 24. Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!

Salme 140

1. (Til Sangmesteren. En Salme af David.) 2. Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, 3. der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. 4. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. 5. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. 6. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. 7. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst! 8. HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. 9. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 10. Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 11. Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 12. Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 13. Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 14. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.

Salme 141

1. (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; 2. som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! 3. HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! 4. Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. 5. Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

6. Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. 7. Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. 8. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! 9. Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; 10. lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

Salme 142

1. (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) 2. Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN, 3. udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 4. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 5. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 6. HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 7. Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 8. udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Salme 143

1. (En Salme af David.) HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, 2. gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! 3. Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 4. Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. 5. Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. 6. Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. 7. Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. 8. Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. 9. Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen; 10. lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! 11. For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, 12. udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

Salme 144

1. (Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, 2. min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! 3. HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? 4. Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. 5. HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; 6. slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 7. udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 8. fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 9. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 10. du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11. Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

12. I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13. vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 14. fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 15. Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!

Salme 145

1. (En Lovsang af David.) Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. 2. Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. 3. Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages. 4. Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. 5. De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; 6. de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; 7. de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. 8. Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed. 9. God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. 10. Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig. 11. De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde 12. for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. 13. Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). 14. HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. 15. Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; 16. du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. 17. Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. 18. Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. 19. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, 20. HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. 21. Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

Salme 146

1. Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl! 2. Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. 3. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! 4. Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. 5. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud, 6. som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed 7. og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne, 8. HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige, 9. HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. 10. HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

Salme 147

1. Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. 2. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, 3. han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; 4. han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. 5. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; 6. HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. 7. Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer! 8. Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; 9. Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; 10. hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; 11. HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

12. Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! 13. Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; 14. dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; 15. han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, 16. han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, 17. som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; 18. han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. 19. Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. 20. Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

Salme 148

1. Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! 2. Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, 3. pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, 4. pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! 5. De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; 6. han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! 7. Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, 8. Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, 9. I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, 10. I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, 11. I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, 12. ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! 13. De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. 14. Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!

Salme 149

1. Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! 2. Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, 3. de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; 4. thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. 5. De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, 6. med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd 7. for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, 8. for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern 9. og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -

Salme 150

1. Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, 2. pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; 3. pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, 4. pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, 5. pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; 6. alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!

Ordsprogene

Ordsprogene 1

1. Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge. 2. Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale, 3. tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind; 4. de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt; 5. den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst; 6. de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

7. HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt. 8. Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring. 9. thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. 10. Min Søn, sig nej, når Syndere lokker! 11. Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand! 12. Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven. 13. Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov. 14. Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!" 15. - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti; 16. thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod. 17. Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne; 18. de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv. 19. Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

20. Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten; 21. oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene: 22. Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab? 23. Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord: 24. Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, 25. men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer, 26. derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer, 27. når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer. 28. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, 29. fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt; 30. mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse. 31. Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd; 32. thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang; 33. men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.

Ordsprogene 2

1. Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig, 2. idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt, 3. ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt, 4. søger du den som Sølv og leder den op som Skatte, 5. da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud. 6. Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt. 7. Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel, 8. idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej. 9. Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt. 10. Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl; 11. Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter - 12. idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, - 13. som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje. 14. som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt, 15. de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor - 16. idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord, 17. der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt; 18. thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor; 19. tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier 20. at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier; 21. thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri, 22. men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

Ordsprogene 3

1. Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! 2. Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig. 3. Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle! 4. Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne. 5. Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand; 6. hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier. 7. Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde; 8. så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod. 9. Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl; 10. da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most. 11. Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse; 12. HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

13. Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt; 14. thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld; 15. den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den; 16. en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære; 17. dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke; 18. den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast! 19. HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt; 20. ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned. 21. Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne; 22. så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals. 23. Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; - 24. sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød; 25. du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse; 26. thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.