Part 94

1. Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, 2. og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. 3. Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. 4. Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! 5. Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. 6. Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; 7. thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig. 8. Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. 9. Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 10. Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 11. thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 12. Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 13. Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14. du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 15. Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 16. og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 17. Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt; 18. en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 19. Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 20. Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 21. thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 22. Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 23. Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 24. Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 25. din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 26. Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 27. Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; 28. ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 29. Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 30. De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 31. Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 32. men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 33. dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 34. du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 35. "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"

Ordsprogene 24

1. Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem; 2. thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men. 3. Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe, 4. ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods. 5. Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl. 6. Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd. 7. Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten. 8. Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand. 9. Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru. 10. Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe. 11. Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. 12. Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort. 13. Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane; 14. vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet. 15. Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem; 16. thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv. 17. Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke, 18. at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham. 19. Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse; 20. thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud. 21. Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør; 22. thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

23. Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde. 24. Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede; 25. men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over. 26. Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar. 27. Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus! 28. Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber; 29. sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning." 30. Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård; 31. se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt. 32. Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf: 33. Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: 34. Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

Ordsprogene 25

1. Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede. 2. Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag. 3. Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske. 4. Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret; 5. når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd. 6. Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads; 7. det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set, 8. skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme? 9. Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed 10. thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen. 11. Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid. 12. En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre. 13. Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl. 14. Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed. 15. Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben. 16. Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud. 17. Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes. 18. Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste. 19. Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag. 20. Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand. 21. Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; 22. da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det. 23. Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner. 24. Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde. 25. Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne. 28. Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn. 27. Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord. 28. Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.

Ordsprogene 26

1. Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe. 2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand. 3. Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg. 4. Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han. 5. Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis. 6. Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe. 7. Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund. 8. Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe. 9. Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund. 10. Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken. 11. Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab. 12. Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham. 13. Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!" 14. Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje. 15. Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden. 16. Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar. 17. Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid. 18. Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død, 19. er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun." 20. Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte. 21. Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv. 22. Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre. 23. Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber. 24. Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig; 25. gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru. 26. Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling. 27. I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv. 28. Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

Ordsprogene 27

1. Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. 2. Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. 3. Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. 4. Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? 5. Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. 6. Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. 7. Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. 8. Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: 9. Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. 10. Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. 11. Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. 12. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, 13. Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 14. Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. 15. Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; 16. den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. 17. Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. 18. Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. 19. Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. 20. Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. 21. Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. 22. 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. 23. Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; 24. thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; 25. er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, 26. da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, 27. Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

Ordsprogene 28

1. Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige. 2. Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand. 3. En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød. 4. Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem. 5. Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN. 6. Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 7. Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam. 8. Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe. 9. Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru. 10. Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke. 11. Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham. 12. Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk. 13. At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde. 14. Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. 15. En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk. 16. Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov. 17. Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke. 18. Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven. 19. Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed. 20. Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf. 21. At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød. 22. Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke. 23. Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk. 24. Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand. 25. Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges. 26. Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes. 27. Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker. 28. Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.

Ordsprogene 29

1. Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. 2. Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. 3. Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. 4. Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. 5. Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. 6. I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. 7. Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. 8. Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. 9. Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. 10. De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. 11. En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. 12. En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. 13. Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. 14. En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. 15. Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. 16. Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. 17. Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. 18. Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. 19. Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. 20. Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. 21. Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. 22. Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. 23. Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. 24. Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. 25. Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget. 26. Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN. 27. Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

Ordsprogene 30

1. Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen; 2. thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig; 3. Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende. 4. Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo. 5. Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham. 6. Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner. 7. Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør: 8. Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød, 9. at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men. 10. Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde. 11. Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder, 12. en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig, 13. en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod. 14. en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund. 15. Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok: 16. Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok. 17. Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde. 18. Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke: 19. Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde. 20. Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!" 21. Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære: 22. En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt, 23. en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue. 24. Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd: 25. Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren; 26. Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper; 27. Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række; 28. Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser. 29. Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang: 30. Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen; 31. en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær. 32. Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.

Ordsprogene 31

1. Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med. 2. Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn? 3. Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger. 4. Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke, 5. at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme. 6. Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin; 7. lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje. 8. Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag; 9. luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!

10. Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers. 11. Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke. 12. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage. 13. Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst. 14. Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra. 15. Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del. 16. Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent. 17. Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme. 18. Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten. 19. Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen. 20. Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige. 21. Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen. 22. Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur. 23. Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste. 24. Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren. 25. Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil. 26. Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen. 27. Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød. 28. Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov: 29. "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!" 30. Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses. 31. Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.

Prædikeren

Prædikeren 1

1. Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

2. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! 3. Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? 4. Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. 5. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. 6. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. 7. Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. 8. Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. 9. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. 10. Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os 11. Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.