v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med

Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft, naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.

v. Dockum holdt sit Ord.

Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810 tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets Faldreb[58].

»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg, at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver 10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.

Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.

I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.

Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v. Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn, svigtede ham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og Frankrigs Marineminister.

Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om, hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:

»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse. Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.

»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder og Slud, saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.

»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en bourgeois.«

Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at