v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man

træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende, giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.

v. Dockum skriver[45]:

»Hs. Excellence var meget kort imod de franske Skibschefer, som i Stedet for at tale høit i Hs. Excellences présence, hviskede til hinanden, som om de vare i en Ligstue. Og da jeg spurgte om Aarsagen, svarede de, at han var en Bøddel, som havde ladet Admiral Villeneuve dræbe, da han efter sit Fangenskab fra England kom paa fransk Grund, for at Admiralen ikke skulde angive til Keiseren, at Decrès skyldte Mandskabet, da de sloges imod de Engelske ved Trafalgar under Admiralens Kommando, nemlig 9 Maaneders Gage, som foraarsagede Mandskabets Mismodighed og Usselhed, og at Orlogskibene manglede det fornødne til at kunne udføre en Bataille.«

Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage sin nye Kommando.[46]

Til Hr. Kapitain Wleugel.

»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals Kommando.

»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er beordret til Chef for denne Skytpram.«

Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 2. Oktober 1809.

Wleugel. Bille. Grove.

Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender, Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen med flere yngre Officerer[47] sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].

Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig oprettede engelske Forskandsninger paa Walcheren, bleve Kanonbriggerne, Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte paa Krigsfod.

Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting, der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer. Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord, blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].

Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809 fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Det var den sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden; i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene, rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn, Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].

Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd, i hvis Hænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000 Mand[52].

* * * * *

Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i Virksomhed.

Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til General Bessières og havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe nogen Tid i Paris.

Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette, hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53] der kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse fandtes flere med dansk Besætning ombord.

Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og Sten, maatte renses og tømmes.

I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet, gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk i Reglen holde for.

Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Dag gik fra Borde for at tage fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe Klæder for.

Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden var streng.

Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v. Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.

Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport, der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].

Vliessingen, den 25. Januar 1810.

Underdanigst Rapport.

»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtage den Del af Mandskabet, som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.

»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.

»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc, som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.

»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være, at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og afstraffe[55].«

Underdanig

J. Ring, Maanedslieutenant.

Til Hr. Kommandør v. Dockum, Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.

Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag — 25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i Paris[56].

Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordrede de danske Chefers Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.

Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til at stille de samme Folk for en Krigsret.

Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse. Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaade i Udtryk, der faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.

»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy — »Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.

»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.

»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at man har sendt dem til Forposterne«.

Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt, og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde bygget op.