v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første

Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients hos Ministeren.

April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.

Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader, havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at Skibene her ved Foraarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren igjennem[63].

Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel. Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at kunne salutere, naar Keiseren kom.

For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre, men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.

Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.

Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man ombord i »Pultusk« de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.

Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.

Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren, der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit Morgenridt.

Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paa Aarerne, Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:

»_N’êtes Vous pas le Danois?_« —

Og paa Svaret: _Oui!_ fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:

»_Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!_« —

Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.

Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »_Pultusk! Il est trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir._«

Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret. Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere, og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide, der endog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til at salutere det keiserlige Flag.

Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner, »Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den 4. Mai, udsat til Dagen efter[65].

Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog intet Hensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.

Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden, var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle gjennemblødte[66].

Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.

Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.

»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68] — med Kaarden i Haanden række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine Hænder, og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.

»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden sagde han:

»_Vous avez la mine d’une sultane!_«

Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt, hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv Time var Svaret.

Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.

Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v. Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer, Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut for at komme først[69].

Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld. Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer, var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling fulgte han derfra Arbeidets Gang.

Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v. Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin Tilfredshed til ham.

Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.

Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70] —, for derfra at se paa Batteri-Exercitsen, og da han ved igjen at gaa agter efter »maatte træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —

Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske Flaades Skibe.

De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71] fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført »Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen, da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.

Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af »Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget af Admiral Missiessy og v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa, tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —

Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da