v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se,

hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v. Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.

Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v. Dockum«.

Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar 1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.