v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde

blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang, gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom, rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i »Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder, men som blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med strøgne Stænger og Ræer.

Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.

Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed, og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:

»_Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!_« —

Først den 27. September havde Veiret bedret sig saa meget, at Keiseren kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til Vliessingen.

Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at gaa ombord i dette Skib.

Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe, som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.

Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for »Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om, at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets forliste Ankere.

Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under Kranbjælkerne.

Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:

»_Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien active!_«

Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter fraborde.

»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine Erindringer[103] — »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar han passerede der forbi til Antwerpen.

»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som laa paa Kaminen, og Kl. 3 samme Nat gav Ordre at embarkere i Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl. 9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde, krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —

Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til deres vante Vinterkvarter.

Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig. Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt Vliessingen og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den fortøiede udfor Wintham.

»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.

Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.

For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel, der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side, var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.

Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den 3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.

Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens Kors og Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].

Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned 1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget, til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108]. Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det rigtigst at holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte Reise til næste Vinter[109].

Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise, et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et Tidsrum af 4-5 Uger.

* * * * *

Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:

»_Ah! voilà mon Danois!_«

Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende Opmærksomhed imod hele den danske Marine.

Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.

Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver Tanke om Avancement i den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.

Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.

»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet, bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre, saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:

»_Ne voulez vous donc pas étre amiral?_«

»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg svarede:

»_Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!_«

»Hvortil Ministeren svarede:

»_Vous le serez avant de partir de Paris!_«

Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’ direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet om Avancement til at dø hen igjen.