v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren

opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:

»_Vous avez des marins comme ils doivent être_«, og idet han derpaa vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at der paa Hattene skulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.

Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet, stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i Stedet for det almindelige: »_Vive l’empéreur[74]!_«

Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«

Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del, var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.

At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandt Sted kun nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige, og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5. Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille Interiør fra en svunden Tid.

»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76] — mødte jeg i Keiserens Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy. Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev derfra raabt: »_Roi de Saxe!_« hvilket Ord blev gjentaget af den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren, svarede: »_Qu’il entre!_« og Kongen blev indladt til Keiseren.

»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalen kom, og derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland kom, svarede Keiseren: »_Qu’il reste!_«, og Hs. Majestæt forblev med os i Forgemakket.

»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen kom ind af en anden Dør.

»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts, hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg og næst efter General Lauriston.

»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske, om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare høiere end de Engelskes. Jeg svarede, at i stormende Veir kunde det vel have sin Nytte.

»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston, hvortil Keiseren sagde:

»_Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!_« —

»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:

»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor Mastetræerne ligge?«

Kongen: »Det er ikke det eneste!«

Keiseren: »Hvad er det da?«

Kongen: »Seilduger!«

Keiseren: »Vil Du, jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig Magasiner, hvor der findes Seilduger?«

Kongen: »Ja, men Finantserne?«

Keiseren: »Har Du ikke faaet saa mange Millioner fra Spanien, saa mange Millioner i Skatter, og saa meget fra Danmark?«

»Og da Kongen betænkte sig, henvendte Keiseren sig til mig og spurgte, om det ikke var saaledes, og paa mit Svar, at jeg ikke kjendte Finantsvæsenet, svarede Keiseren, at den Summa var saa ubetydelig, at han vilde slaa en Streg derover og spurgte Kongen, om han kunde nægte at have faaet de opregnede Millioner.

»Kongen svarede, at Pengene ikke tilhørte ham, men at han ikkun var Inkassator deraf.

Keiseren: »Hvorledes?«

Kongen: »Det er Statens Penge.«

Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til den hollandske Dame....

»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer. Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.

»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe, som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt fra mig og vendte om til mig og sagde:

»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem herfra.

»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling, hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de havde ladet ham staa der saa rolig.

»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:

»_Il faut de chaise pour ces dames!_«

»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:

»_Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse, parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui aurait montré cette politesse a ces dames!_«

»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saa vilde Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.

Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk« sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77] til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.

Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe (Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaret forinden ved Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.

Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.

Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet, efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe Schelden ud med Ebben.

Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten, at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.

De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst, strakte sig som et neutralt Belte imellem dem, saa bredt, at Kanonerne ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem dem.

Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede, seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.

Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger, Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig over det som et sikkert Bytte.

Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor »Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage senere modtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche, dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]

Min Herre,

»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med Æreslegionens Ridderkors.

»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]

At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling, kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den menige Matros.

Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og Underofficerernes Vedkommende betegnes Aaret 1810 ved en Række af Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.

Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm, der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred, Petersen og Bendz.

Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.

Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.

Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige Ord:

»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet, der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant Petersens Ansøgning).

»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« — (Lieutenant Willoch’s Ansøgning).

»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s Ansøgning).

»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).

Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]

»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«

Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.

Først i November Maaned[82] underrettedes v. Dockum om de forestaaende Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]

Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte, saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.

Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober 1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.

To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen, aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i Henseende til Ekvipagen.«

Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her, men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.

En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske Marineministeriums Befalinger ikke altid bleve adlydte til Punkt og Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v. Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i »Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:

»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den danske Bemanding her ombord.«

Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede, at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den franske Regjerings Pengekasser.

De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede, foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab og Flaadens Leverandører.

Det danske Mandskab havde tidt maattet føle dette under deres Ophold paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.

Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt præsteredes kontant Betaling for dem[85].

Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].

Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November 1810 kommen Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den 5 kom under Seil fra Terneuzen.

De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden, naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810, da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele Styrken samlet i sit Vinterkvarter.

Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havde opfordret v. Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side blev vist ham den største Opmærksomhed.

Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v. Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i Audientssalen.

Det store Rum var næsten fyldt.

Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op, og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.

»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88] — »for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende, som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og beholdt selv Ansøgningen.«

Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe, saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.

Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage, ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være, kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.

Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89], og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig mere at tale til ham derom.

Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk« kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber, som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs Ophold.

Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til, at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i hans Dagbøger læser[90]:

»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret; tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet, dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt Billet fra Marechal Duroc[91] tilsagt til en circul, og saaledes nogle Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om, hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s. v.«

Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng, saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare ankomne.«[92]

Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under 16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet »anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnte Marineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget tilbage igjen.[93]

Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af Decrès.

Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.

For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands- eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne, hvor deres Skibe laa stoppede paa Grund af den engelske Blokade, og vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og »Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa Hs. Majestæts egne Skibe.«

Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.

Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse, var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer, Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til Skibenes subalterne Officerer.[94]

Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«. Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester paa.

De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibe og kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf hjemmefra.

Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95] at han endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen, Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.

Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig. Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet. De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser, Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.

Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer. Hyppig bleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole for Linieskibenes Mandskaber.

Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden; Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi, og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].

* * * * *

Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode, hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerne efterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.

Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.

For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811 uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under 4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa Schelden:[97]

Cirkulære til de Herrer

Kommandør v. Dockum, Medlem af Æreslegionen og Ridder af Dannebrog. Kommandørkapitain C. Wleugel, Medlem af Æreslegionen. Kapitain og Ridder Mossin, samt Kapitain og Ridder L. Fabricius, i Antwerpen.

»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve, afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.

»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saa skulde Man herved paadrage de Herrer at sørge for, at denne private Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog ganske at forbydes«.

Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 4. Mai 1811.

Wleugel. Knuth. Bille.

Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].

Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen, og Dagen gik trægt og langsomt.

Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, at hele den danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem og den Kreds, hvortil man hører.

De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed, Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.

* * * * *

Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden. Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligere omtalte Leiligheder — Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.

Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.

Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført Kommandoen.

Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.

Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.

Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe, der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa ombord i Admiralskibet[100].

Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere end den keiserlige Villie.

Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.

Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.

Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab, hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.

Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af Dagen været Vidne til, hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.

Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres af Seil.