Part 13

Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og senere Husfælle _Julius Gram_ var bleven ansat kort før jeg. _A. F. Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister, saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke. Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked. I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk Lovgivning." Han døde 1893.

Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor. Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde; men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen.

Min Husfælle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom (1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik 1861, og min Studenterkamerat _H. Bröchner_ blev 1857 Docent og senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste Kapitel.

Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af. Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed. Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse er _O. Siesbye_ (f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen; han stræbte ikke efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig forgjæves.

_Edv. Holm_ studerede først Filologi. Han tog filologisk Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det, fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede.

Min særlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere, saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! -- Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glæde at se først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. -- _J. L. Heiberg_ derimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.

I _Høyen_ havde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte. Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden; Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor omtalte Levnedsbeskrivelse.

Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens, og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.

IX.

UNIVERSITETET.

For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.

Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. _Hans Brøchner_ var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed; efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875. Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede, at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd, og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige Artikel om Brøchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift saaledes:

VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.

Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans Granskning har ført ham til det Maal, _vi_ have sat for vore Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves. Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært dem at føre.

Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære være Dit Minde!

En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om, og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.

Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af. Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet 28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere, Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent, hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof. Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet. Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som mønsterværdig.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et _Indbydelsesskrift_ om Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".

Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans Disciple ønskede at vise deres Lærer deres Taknemmelighed for, hvad de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var det første Exempel af denne Art her i Landet.

Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den gjenopførte _Viborg Domkirke_ høitidelig indviet, og denne herlige Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.

Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem var _Ledøie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne, men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren 1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist og her har bevaret middelalderlige Mursten.

Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt, det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken; men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende. Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.

* * * * *

Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar, siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt, at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for alle Deltagere uforglemmelig Fest.