Part 12

"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres, uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa, men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt. Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger; Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende Ønske om en nøiere Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8] 5 Repræsentanter til et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J. Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske Litteratur."

[8] Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S. Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap. Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L. Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.

Mødet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870), og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde "almindelig Imødekommen". Erklæringen er trykt i Grundtvigs "Dansk Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare misfornøiede med denne halve Forholdsregel.

Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det ogsaa været, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhævelse ved store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke (Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de ere unødvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man efter de nu gjældende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i Tillægsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhævelse, hvis man vil anvende dette Middel, er langt mere nødvendig. Paa den anden Side fulgte man Stockholmermødet i Afskaffelse af Vokalfordobling og understøttende e som Tegn for Vokallængde, uden dog at optage det nødvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i mange Tilfælde er Betegnelsen af Forskjellen nødvendig for at forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilfælde, mente man, kunde Vokallængden betegnes med en Akcent, et Nødmiddel, som Publikum dog har fundet altfor fremmed og været meget uvilligt til at benytte.

Naar jeg trods disse og flere Betænkeligheder dog satte mit Navn under den nævnte Erklæring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke Andet at gjøre. Vi maatte ud af det Uføre, hvori vi befandt os, og det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871 anbefalede Kultusministeren dem for de lærde Skoler og d. 21. Febr. 1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte dem, saa længe de kunde betragtes som raadende, er en Selvfølge. Men vort Haab, at der derved skulde være gjort Ende paa de orthografiske Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor skrøbelig til at kunne holde sig i Længden og blev efterhaanden Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt, at her burde Regjeringen træde ordnende til, og efter at have raadført sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmænd, der saa vidt vides, næsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring, forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde været Grund til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage Skridtet helt ud og gjennemføre den Opgave, der oprindelig var bleven sat Stockholmermødet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt forskjellige fra de ældre. Var der Regler, man vilde foretrække for de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfældet med. Det er muligt, at Ministeren fra først af havde paatænkt større Ændringer, men den almindelige Stemning nødte ham til at nøies med dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud indførte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjøre sig gjældende udenfor dem.

Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes at være en Fællesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var ophævet og Ingen kunde vide, hvor længe den "Saabyske" (saaledes kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningsspørgsmaalet 1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig Billes veltalende Indlæg udøvede stor Virkning paa Publikum. Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere og Sprogmænd, der ønskede at bevare, hvad der kunde bevares af den traditionelle Retskrivning, skulde træde sammen for at arbeide i denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P. Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktør Borchsenius og jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et smukt og nyttigt Værk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte Ændringer. Gid de maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent og hensigtsmæssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro imellem Brødrerigerne!

VIII.

KOLLEGER OG VENNER.

Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.

Først og fremmest maa jeg nævne _Madvig_, hvem jeg skyldte min første Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der, ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister (November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfældet. Det er aldrig faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet, naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal, hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed. Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe var bleven gjort.

Da han havde udgivet sine _Emendationes Livianæ_, kunde jeg ikke finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han. Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham, Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste Hovedværk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet af Siesby, havde opfordret ham dertil.

Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig. Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke kunde betragtes som antaget.

Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium; det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland, men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og reiste saa -- til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser -- det var det eneste Nye i Bogen -- og han høstede naturligvis Ros for dem. De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord, her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld, ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan, da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig.

Ogsaa Madvigs fortræffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden Lærer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru, hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der var udbredt over hele hans Fremtræden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbød mig til et Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk, som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den gamle Læge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrædelse i Konsistorium sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev, som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for Offentligheden. _H. C. Ørsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle. En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lærd, der levede i Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger, _Caspar Paludan-Müller_, var ældre end han. Han var Rektor i Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde leve.

_Westergaard_ var kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles. Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham, tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. -- _Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget. Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg Redaktør for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af Aar været min Kollega og Ven.

Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. -- En fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske Professor _F. Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans Eftermand i den nysnævnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere Venner. Han døde 18. Juli 1902.

* * *