Part 14

Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs Portræt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt Festens egentlige Bærer.

Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C. Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt, paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift: Patriæ lumen, ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at overrække Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.

Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter, hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et Athenehoved med Indskriften {tou d' eklue Pallas Athênê}, den anden Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn, hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum, sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.

* * * * *

For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere, da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder, undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen, Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St. Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet. Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren, og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier, hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold langt overgik Hovedbygningens.

* * *

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Dørpfelds epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.

Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet i _Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilæum_ og indbød alle andre Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk. Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot, indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning, Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck, der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer. Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn.

Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en Lykønskningsskrivelse.

Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer, som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra 31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires med et lystigt Gilde.

Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor _Adolph Steens_ Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der ikke kunde rokkes."

Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_ døde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham. Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaa i den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller nærmere udført. Min "_Græsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.

X.

ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.

Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier. Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes, hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa. Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det lykkedes først at faa deres Samtykke, da de fik Løfte om Oprettelsen af en Læsestue, som de længe havde ønsket, men hvortil der ogsaa krævedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes økonomiske Tilstand var, som allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa udført de nødvendige aarlige Reparationer. Først da Kollegiet skulde feire sit 200 Aars Jubilæum (1891), lykkedes det at faa et tilbørligt Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en værdig Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i Ære. D. 30. Novb. holdtes der i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard, forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling af Kollegiets Historie.

Det var mig en kjær Opgave at skulle sørge for, at Alumnerne fik det saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjældent, at jeg kom i nærmere Forbindelse med nogen af dem, skjøndt der er Mange, som jeg stadig mindes med Glæde. Ikke faa have allerede et anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nævne; det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af de Andre, _Holger Pedersen_.

Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at sætte den begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, stræbsomme Kvinde skyede intet Offer for at holde ham der. Ængstelig og forlegen var han, og han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lærte ham at kjende paa mine Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til Videnskabsmand. Han stillede sig fra først af den Opgave, som han stadig fastholdt, at undersøge Sprogenes Historie og Sammenhæng. Ved Siden af de Fag, hans Examen havde krævet, Græsk, Latin og Dansk, studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere. Ved en sjælden Sparsommelighed og Nøisomhed fik han Stipendierne til at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besøge tyske Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere Albanesisk i Epiros og Keltisk paa Øerne ved Irlands Vestkyst. Hans Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om Almuens Eventyr og Sange, nød almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det særlige Hverv at holde Forelæsninger over de Slaviske Sprog, hvori Universitetet efter Professor Verners Død savnede en Lærer. Et Par Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."

D. 1. November 1876 blev jeg _Regentsprovst_. Embedet havde staaet ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand, der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp.

Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100 ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde opgive dette System.

Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge, som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel; meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer." Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd kunde opføre sig saaledes.