Part 8

Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at indaande den.

SYVOGOTTIENDE KAPITEL.

_Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden._

Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.

Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!

De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.

Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.

En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige og farlige Sygdom--jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang Tid af disse græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»

OTTEOGOTTIENDE KAPITEL.

_Legemsbevægelse og dens Indflydelse paa Sundheden._

Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet. Saaledes bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god Stand.»

Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur; ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige Spadserture.»

Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa. Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved Velocipedridning er, at den let drives til Overmaal. Jeg kjender mange Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr. Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige Følger opstaa.»

Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd; som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som foraarsages ved hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.

Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme Hensigt.

Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er mange svage Personer blevet stærke.

NIOGOTTIENDE KAPITEL.

_Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden._

Renslighed er en Sundhedskilde.--«Renslighed kommer næst Gudsfrygt.»

Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte, sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning, tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt, specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.

Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed. Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.

Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane Society:

«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade, naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri Luft, hvis et kort Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden, efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»

NITTIENDE KAPITEL.

_Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden._

Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever 98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til 3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn. Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i 36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72 gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel. Dog beviser saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte, og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»

Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold og unaturlig Ligegyldighed. Det holder Nydelsen inden rimelige og tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.

Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden mellem 21-25.

ENOGNITTIENDE KAPITEL.

_Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden og et langt Liv._

En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde. Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter. Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst. Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:

Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829; Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere 1.783; Hoteltjenere 1.725; Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere 1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere 1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London 1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere 1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352; Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311; Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere 1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222; Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198; Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143; Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere 1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere 1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010; Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979; Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere 920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912; Papirfabrikarbeidere 904; Talg og Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884; Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere 845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater 821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere 783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere, Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757; Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713; Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere 666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553; Præster 533.

TOLVTE DEL.

Søvnen og dens Forhold til Sundheden.

TOOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnens Natur og Mysterium._

«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:

«Den gyder Balsam i det trætte Sind Og skjænker Kraft til Livets store Strid.»

Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter, Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»

Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.

Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.

Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen private Verden.»

TREOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnens Indflydelse paa Sundheden._

Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer hvad vi har forbrugt og tabt.

Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige; af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn. De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og Legeme.»

En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen, og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet gjennem Aarerne.»

FIREOGNITTIENDE KAPITEL.

_Betingelsen for sund Søvn._

Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund, helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling, og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig Luftveksling, bør man altid have et Vindu eller en Ventil aaben nogle Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes. Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve, indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner. Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»

FEMOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvn i forskjellige Aldre._

Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot, Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre. Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.

Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne. Hos Diebørn er Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer; mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til 10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker har Behov for i den resterende Del af sit Liv.

SEKSOGNITTIENDE KAPITEL.

_Søvnløshed._

Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til Hjernen.

Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær, som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede aldrig sin Virkning.

SYVOGNITTIENDE KAPITEL.

_Drømme og Drømmere._

Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med sovende Personer.