Part 6

Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.

Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed og Kraft.

En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.

TIENDE DEL.

Diætens Indflydelse paa Helbreden.

SYVOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Fordøielsens Vidunder._

Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold, er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden, hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt. Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget, rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin Vei til Mavesækken. Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet, medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og Endetarmen og tilslut forlader Legemet.

OTTEOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Kunsten at tygge._

Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse. Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.

NIOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden._

«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred. Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os friske og stærke.

SYTTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes man faar god Appetit._

God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind, men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider. De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen; den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst, naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile. Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden Regel, der bør følges af dem, som ønsker at skaffe sig god Appetit, er aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.

ENOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen._

Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende. Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer paa Bekymringer, altid er magre.

«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»

Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande, medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed, kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.

TOOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og Tilbøieligheder._

At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ, er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end de, som sjelden faar animalsk Føde.

Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»

Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle, han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller, Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.

Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos Mysterier.»

Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder, finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt Sindelag.

TREOGSYTTIENDE KAPITEL.

_De skadelige Virkninger af Overmættelse._

Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske Fordøielsessafter.

Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker, hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.

Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.

FIREOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Drikke til Maden._

Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres Legeme taaler.

At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den andre Stoffe, som Legemet behøver.

Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl, The, Kaffe osv.»

FEMOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse._

Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i Fordøielsen.

Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler behøver for at fordøies

Timer Min. Ris, kogt 1 00 Æg, vispede 1 30 Ørret, stegt 1 30 Æbler, søde, raa 1 30 Vildt, kogt 1 30 Sago, kogt 1 45 Korn, kogt 2 00 Melk, kogt 2 00 Lever (Okse) ristet 2 00 Æg, ferske, raa 2 00 Æbler, sure, raa 2 00 Melk 2 15 Æg, stegte 2 15 Gaas, stegt 2 30 Kalkun, stegt 2 30 Sukkerbrød 2 30 Frikassé, varm 2 30 Flødekage 2 50 Æg, blødkogte 3 00 Oksesteg 3 00 Faarekjød, kogt 3 00 Bønnesuppe 3 00 Hønsesuppe 3 00 Flesk, salt, kogt 3 15 Faaresteg 3 15 Brød, 3 15 Smør 3 30 Ost, gammel 3 30 Brød, nybagt 3 30 Poteter, kogte 3 30 Æg, haardkogte 3 30 Mais, kogt 3 45 Bønner, kogte 3 45 Laks, salt, kogt 3 45 And, stegt 4 00 Kalvesteg 4 30 Kaal, kogt 4 30 Flesk, stegt 5 15 Nyretalg (Okse) stegt 5 30

SEKSOGSYTTIENDE KAPITEL.

_De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet._

Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i 100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg. kun 7 Kg. kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23 Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og 12 Kg. varmedannende Stof.

Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun frembringer Varme.

============================================================= |Kjøddannende|Varmegivende| Vand |Mineralholdige Fødemidler |Bestanddele |Bestanddele |i Pct.| Stoffe | i Pct. | i Pct. | | i Pct. -------------+------------+------------+------+-------------- Ost | 31 | 25 | 39 | 5 Tørre Erter | 23 | 60 | 14 | 3 Kogt Kjød | 22 | 14 | 63 | 1 Havremel | 17 | 69 | 11 | 3 Kornmel | 14 | 68 | 16 | 2 Fisk | 14 | 7 | 78 | 1 Hvedemel | 13 | 66 | 20 | 1 Maismel | 11 | 73 | 13 | 1 Kakaobønner | 10 | 86 | 1 | 3 Flesk | 8 | 63 | 28 | 1 Brød | 7 | 49 | 42 | 2 Ris | 7 | 92 | 42 | 1 Grønne Erter | 7 | 36 | 54 | 3 Melk | 5 | 8 | 86 | 1 Sago | 4 | 82 | 13 | 1 Poteter | 2 | 23 | 74 | 1

SYVOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Hvori en sund Diæt bestaar._

«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til, Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»

Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor tidlig Grav.»

Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer. Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner, men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge, fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.

[2] F. Eks. fosforsur Kalk og lign.

De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.

«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»

Graham forklarer i sine «_Lectures_», at enhver Fysiolog maa medgive, at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud, paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser. Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end andre kjødspisende Nationers.»

OTTEOGSYTTIENDE KAPITEL.

_Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur._

Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv. Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning, at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor. Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet. Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler indeholder det i mindre Grad.

Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde til Hjernen.»