Part 7

«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.

«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser, en -- en --» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt. --«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af opsparet foragt i tonefaldet.

Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden holdt paa at blive vendt op og ned.

* * * * *

Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.

Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig at være meddelsom:

«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril eller hos en herremand kanske?»

«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,» skjød jeg ind.

Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. --«Sagde Ratje det? Ratje?»

«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du ikke er kapitalist og pengepuger?»

Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til. «Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.

«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --»

«Hvad behager?»

«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen kroner bare paa Belleaffæren.»

«Femten tusen?»

«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og «Anna» og «Peik» og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del. Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade ved en femkroning for et strileslæb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker om kapitalist?»

Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»

«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.

Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,» sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse gik det ikke an at spørge høit.

«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i hende, saa -- --. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»

«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg tilbunds i den historie.

«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til dem.»

Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.

«Hvad bød de?» spurgte jeg.

«Syvogførtitusen.»

«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»

«Ja!»

Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg dristet mig til at sige saameget til Dick.

Han bare knuste mig med et eneste blik. --«Nei, det siger Jonas ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham lidt for dem.»

«Ja tro det.»

«Han vilde sælge «Styggen II»!» Dick dunket i bordet saa glassene danset. Dick var ungkar og «Styggen II» var mere værd for ham end kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. «Men jeg har nu sagt ham meningen min. Sælg du bare du, sagde jeg. Sælg baade baaden og sjælen. Stop saa alle pengene op i en sæk og gaa op paa torvet og sig til alle du træffer: Her er min sjæl! Se saa om du faar det bedre da. -- Ak ja, det er ikke saa let; men at min prægtige Jonas skulde blive en slik mamonstræl, det skulde jeg bandt paa var løgn.» Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.

Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige venskap, som hidtil havde været mig dunkelt nok.

Saa gik døren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!»

Dick krøb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad og hviskende spurgte han: «Hvad svarte du?»

Jonas saa paa ham. Øinene hans var bistre, der luet en ild i dem som jeg aldrig havde set der før og Dick frøs under det blikket.

«Svaret?» Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter femkroners slæb end at bukke din ryg og tage op penge som folk formelig slænger efter dig.»

«Situationen blev uhyggelig. Jeg tænkte paa at fordufte og sad bare og pønset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick. Et øieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende sinne; men saa hændte der noget som jeg ikke havde ventet.

En blank taare piblet frem i øienkriken. Den funklet et sekund som en ædelsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bækkefar der de trillet.

Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det sammenbidte bistre udtryk veg først for den mest maabende forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i øinene en vaagnende forstaaelse og medlidenhed som var næsten rørende.

«Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke sælger «Styggen II» naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for alle de penge som findes i verden». Og han rundet af sit udbrud med et seksløbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i min lod at høre.

Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han tørret ærgerlig taarerne væk; men opnaadde bare at smørre skidt og salte taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjælpe for at der gled et smil over mine læber, skjønt hele mit hjerte var hos Dick.

Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rørelse overfuste han mig: «Hvad flirer du af, blækhorn. Her er dyre død ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke svindter dig med et se anstændig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen. Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din skidtstøvel. -- Et slikt blæksmørrende ubegavet væsen, hvad i dundrende er det du flirer af?»

Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet næve og famlet den bort i Jonas Ratjes. «Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke orket at sælge «Styggen II» du heller.»

Jonas brummet noget grødet langt nede i struben. Det hørtes som rullende torden langt borte.

Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort bord og opvartertosken blinket med øiet til en stamgjæst og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke andet at gjøre for at stoppe hans usømmelige friheder end at telegrafere til ham efter to flasker til.

«Ja, det er netop det vi skal have,» sagde Jonas med et forlegent smil som skulde dække over hans usikkerhed. Men saa tog han sig sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjæster som sad rundt i lokalet.

«Gentlemen,» brølte han og smilet blev bredere og bredere. «What do you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas Ratje!» -- Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som jeg frygtet og holdt af. Høvdingen som kunde kommandere mennesker.

«Mine herrer,» raabte han og røsten runget. «Jeg vil dere allesammen skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned i maven paa. Save?»

Dick stakkar han blev rent overvældet af saa megen ære. Han var saa flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give sig.

«Sæt dig ned, Dick, du gamle mamonstræl. Sæt dig ned og hold mund. Dette er min dag og dermed basta.»

Men Dick vilde ikke være mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjøkkenpige pile forbi bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde caféen ikke effektuere uden varsel.

Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand sec.

Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det var vel værd kalaset.

Sandheden om briggen.

«Du som tror du kan skrive, du skulde heller fortælle lidt om dengangen Dick bjerget briggen udenfor Marstenen, end alt det juks du har klint ihop.»

Piben var gaaet ud. Jeg tændte selv en cigar og rakte Jonas en ogsaa. Han tog imod den og lagde den op i karaffelhylden over sofaen; men lidt efter betænkte han sig og tog den ned igjen.

«Byder du cigar, saa skal jeg byde paa vin, og saa kan du faa den historien om Dick og briggen.»

Fra hjørneskabet kom der frem en flaske og to ølglas. Jonas skjænket i. Det var en sød seig vino duro af den sort som man kjøber i visse smaa vinsjapper i nærheden af Rambla i Barcelona. Det er et mærke som ikke faaes andetsteds; men Jonas Ratje havde visse forbindelser, hvis varer ikke var opført paa nogen faktura og som gik udenom Bergens toldbod. -- Vinen lod sig drikke og da vi havde smagt og smattet og sagt: ah! lagde han sig velbehagelig tilbage, røgte et par drag og fulgte røgen med øinene.

«Du husker,» sagde han, «at Dick og jeg i sin tid kjøbte «Styggen» -- gamle «Styggen» som gik tilbunds udenfor Jægtevigen. Det var borte i Shields. Det var ikke nogen yacht; men vi fik hende billig og vi saa en chanse. Sandt at sige var jeg dengang ikke videre modig paa handelen; men baade Dick og jeg gik derborte uden et job og uden udsigt til at faa et. Vi havde nogen center og «Styggen», som forresten dengang hed «Duke of Northumberland», kunde faaes for skrabejernspris. -- Og, som Dick sagde, der var metal i hende for mere end halve kjøbesummen, saa i værste fald kunde vi hugge hende op og faa vore penge igjen paa den maaden.

Men da vi først var blevet eiere af hende, havde ingen af os hjerte til at skille os ved hende. -- Spørgsmaalet var hvorledes vi skulde faa hende over Nordsjøen. Det var i oktober maaned, og du husker for en nøddeskal det var. Dertil kom, at maskinen ikke var noget at skryde af. Kjedlen lækket i nærsagt alle skjøtningerne og skroget var ikke stort bedre. Men Dick gik an med diktemeisel og hammer. Han sled som et bæst baade dag og nat, og paa mindre end en halv maaned var han kommet saalangt, at han mente vi kunde vove farten.

Var vi heldig kunde vi kanske hakke os over Nordsjøen paa et par døgn, og saalænge kunde vi sagtens holde ud. Var vi ikke heldige gik vi nedenom og hjem til kingdome come annyhow. Slige bagateller som kompas og kronometer fandtes der naturligvis ikke ombord; men mærkelig nok fandt vi et gammelt fillet Nordsjøkart i sofabænken. Det var alt vi havde at gjøre bestik efter, saa du skjøner, det var ikke rare greier.

Vi kjøbte os et par tons kul, de var billige dengang. Desuden lagde vi ind nogen beskøiter, en skinke og to flasker whisky. Det var hele udstyret. -- Og saa bar det ivei.

I begyndelsen gik det herlig. Det blaaste en liden bris af sydvest; men sjøen var smul og blikspandet vort viste sig at være bedre end vi havde ventet. Vistnok slarket maskinen vor som et paternosterværk og Dick turde ikke sætte mere end tredve firti punds tryk paa kjedlen. Men vi flød og vi kom frem. Det var alt vi begjæret. Jeg behøver vel ikke at tilføie, at vi havde ikke havt nogen veritas-survey paa kareten. Men Dick er saa god som seks veritasagenter, saa saalænge han var fornøiet kunde sagtens jeg være det. Kort sagt, foreløbig artet det hele sig som et yndig lidet picnic.

Men ud paa eftermiddagen frisket brisen stadig og vi fik lidt sjø ret agtenfra. Dick blev alvorlig. Ikke saa at forstaa, at han sagde noget; men jeg mærket det jo alligevel. Han sad pal ved siden af maskinen sin og lyttet efter alle dens lyd. Han havde en skiftenøgle i haanden, og ret som det var var han borte i en møtrik baade her og der. Oljekanden stod paa bænken ved siden af ham.

For mine øine saa det ud til at være allright altsammen; men du ved det var ikke stort jeg saa; for jeg havde jo rattet at passe. Det var ikke nogen afløsning for nogen af os. Der vi var fik vi være til vi kom i havn.

Nu er at berette at veiret øget paa lidt om sen. Brisen blev frisk og blev til kuling som efterhaanden blev stiv. Vi havde hele tiden veiret ind ret agter og det hjalp jo paa farten; men Dick havde det ikke morsomt. Det var paa den reisen det gik op for mig hvad en dygtig maskinist er værd i sit yrke. Du skulde seet ham. Han havde throtlevalven i haanden hele tiden, naar han ikke tilfældigvis skulde bort i en skrue eller smøre et lager eller sligt; men du kan tage mit ord for at han ammet og dægget og kjælet for den skranglerokken sin som der aldrig er blevet stelt med en kvadruple ombord i en torpedojager, hvor de er to mand til at passe paa hver smørekop.

Og vel var det; for uden Dick var vi aldrig kommen over Nordsjøen. Det var Dick og bare Dick all round. Han klarte det saa fint som flæskevælling. Det var ikke stort jeg kunde gjøre andet end at passe rattet og det kunde en hvemsomhelst dæksgut gjort.

Vi brugte to døgn over til vi saa land paa norske siden. Og i al den tiden levet vi paa tørre beskøiter og whisky i vand. Skinken som vi havde glædet os til blev ikke rørt, for ingen af os havde tid til at stege flæsk eller koge kaffe eller noget, for vi havde hænderne fulde. Men vi lovet os selv, at saasnart vi kom ind i smult vand skulde vi have os et ordentlig maaltid og derefter tørne ind til en lang vagt tilkøis. Vi syntes vi trængte det, vi begyndte at blive slitne paa resten.

Det var tidlig paa morgenen tredie døgnet, at vi først saa land; men det var langt lid paa dagen da vi fik kjending, saa vi vidste hvor vi var, og da var vi under Marstenen og var sikker paa at vi skulde ligge vel fortøiet til natten.

Men se det blev der ikke noget af.

For just som det begyndte at skumre var det vi fik se nødblus fra en seilskude en mils vei opunder til bagbord.

Jeg raabte til Dick, at han fik komme op, og da han kom forklaret jeg ham at seileren havde blusset og foreslog ham at vi skulde gjøre en afstikker bort til den forat vi siden kunde give melding til nogen, som kunde gaa ud og hjælpe hende.

«Giv melding i helvede,» sagde Dick. «Hvad faar vi for at give melding? Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slæb. Nu kan du vælge.»

Først troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i toogethalvt døgn, og skulde vi nu tage seileren paa slæb fik vi mindst tolv timers ekstra arbeide. Det var det; men du maa ogsaa huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord.

Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans idé. Men det kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrækkelig mange skjældsord til at give dem vægt.

Tilslut spurgte jeg om han virkelig troede at rokken hans var i den stand at den kunde taale et sligt slæb i høi sjø?

«Well,», sagde han. «Det er det som skal vise sig. Vi har ialfald ikke kjøbt denne dreadnoughten for at bruge den til lystfart. Den er kjøbt til bugserbaad og nu sender herren i sin visdom dig en seiler at bugsere, og saa vil du liste fra det hele fordi du er lidt søvnig. Du burde skamme dig. Jeg ved ikke om maskinen taaler jobben; men jeg ved hun trænger en ordentlig overhaling under værksted i Bergen før vi kan tage traden op for ramme alvor. -- Og derborte, en liden mil nede i læ ligger pengene som skal betale den reparationen. Hvis vi nu ikke plukker sedlerne op saa fort vi har lært, saa er du kanske saa venlig at skaffe dem andetsteds fra. Du har formodentlig en udstrakt blankokredit paa Dogger bank, saa du greier det nok; men kanske det var lige saa hændig at tage de zechinerne som ligger her og slænger paa alfar vei. Briggen derborte ligger og tigger om lov til at betale.»

Naa ja, det parlamentet blev ikke længere. Han fik sin vilje og i de næste fjorten timer sled vi saa vi havde blodsmag i munden.

Briggen var en gammel radbrækket russefinne, som maatte holdes flydende paa pumperne. Hun var forresten ikke værre medtaget end at hun burde have kommet sig ind ved egen hjælp; men folkene havde draget hele Nordsjøen gjennem pumperne og nu var de krakilske. Hun havde desuden faaet skade paa roret. Det var derfor hun var kommet ud af kurs. Hun skulde nemlig ind i Østersjøen med kullasten som hun havde under lugerne.»

«Jamen hvorledes fik du slæberen ombord? Du sagde jo selv, du havde ikke saameget som en smekker line engang. Og du skulde manøvrere «Styggen» og hive trossen ind og gjøre fast og alt; for du vil vel ikke fortælle at det ogsaa var Dick -- all round?»

«Det var ingenting. Jeg gik opunder agterenden paa hende og alt der var at gjøre var at fire trossen ned til mig; for de havde jo mandskab nok der ombord og -- -- --»

I det samme kom Dick frem i styrehusdøren. Han var utrolig skidden; for han kom lige fra skudebunden, hvor han havde havt noget at gjøre.

Da han saa vi havde vin paa bordet lyste han op saa de smaa tandstumperne hans skinnet i det svarte fjæset og uden videre palaver tog han Ratjes glas og tømte det tilbunds.

Jeg saa der flammet op et vredeslyn i øinene paa Jonas, men han betvang sig og sagde noksaa pyntelig: «Velbekomme; men næste gang kan du hente dig en kop og ikke tage mit glas.»

«Aa kjære, gjør ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa godt med glasset. Du er jo ren i munden vel,» sagde Dick.

For at afværge uveir skjød jeg ind: «Jonas sidder her og fortæller mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.»

«Jeg bjerget? Jeg --,» det var den mest uforstilte forbauselse i Dick Darlings ansigt. «Det var Jonas Ratje som bjerget russefinnen, og det greiet han solo. Og hvis han har fortalt noget andet saa lyver han til den store guldmedalje lige saa freidig som han løi ved sjøforklaringen efterpaa.»

Jeg saa fra den ene til den anden. Jonas var lidt rød i kammen, men det kunde være af vinen. «Tøis,» sagde han bare.

«Det er ikke tøis,» kom det hidsig fra Dick. «Jeg tøiser ikke med sligt,» og vendt mod mig klemte han paa: «Har han fortalt dig, hvorledes han fik trossen ombord? Har han fortalt dig, at det var det fineste stykke sjømandsarbeide som nogengang er gjort? Har han fortalt dig, at vi havde næsten opgivet det som haabløst; men at netop som vi skulde begive hele jobben, fik han øie paa et stakkels fortvilet kvindfolk ombord paa briggen. En kvinde med et lidet barn paa armen; og for hendes skyld gjorde han det kjæmpearbeide at faa den trossen ombord til os. -- Det var himlende hav og holdt paa at blive mørkt, og vi kunde ikke komme opunder briggen saapas, at de kunde hive en line over til os. Men hvad gjorde Jonas? Han sprang overbord gjorde han og svømmet bort under læ af finnen og kom tilbage med linen mellem tænderne. Og gjennemvaad og stivfrossen, mens klæderne næsten blev is paa hans krop halte han og sled han, til han fik den trossen ombord og gjort fast. -- Og han havde ikke sovet i næsten tre døgn, alligevel stod han efterpaa tilrors i de samme klæderne indtil briggen kastet anker paa Bergens red.»

«Aa hold kjæft! Du overdriver, det var ingenting,» sagde Jonas. Nu var han blodrød helt op under haarroden.

Jeg godtet mig. Se saaledes saa altsaa den historie ud fra den anden side. Dick godtet sig ogsaa, det kunde jeg se paa ham: «Nei, se det har han ikke fortalt. Men hvad i svingende svarte Helsingland har han saa fortalt? For jeg gjorde ingenting, bogstavelig talt ingenting andet end at give en haand her og der som enhver dæksgut kunde have gjort bedre.»

«Saa det gjorde du ikke,» bed Jonas i. «Det var kanske ikke dig som skruede fast sikkerhedsventilen og satte et pres paa den stakkers radbrækkede mishandlede maskinen din til vi holdt paa at gaa til himmels? -- Og da det blev rigtig galt, hængte du huen din over manometeret, for at det ikke skulde fortælle dig, hvilken sindssvag vaagehals du var. -- Naa, stik den du!» vrinsket han triumferende.

Men Dick blev ikke imponeret. «Er det noget at snakke om? End om der nu var gaaet noget galt og de havde spurgt mig i sjøretten, hvor stort tryk jeg gik med. Hvad skulde jeg saa have svaret, hvis jeg havde siddet og gloet paa manometerviseren hele tiden? Saalænge huen hang der kunde jeg med god samvittighed sværge paa at jeg ikke vidste hvad tryk der var for der var noget iveien saa jeg kunde ikke se det. Men hvor tror du vi havde havnet, hvis vi havde gaaet med de fattige seksti pundene, som kjedlen var konstrueret for?»

«Vi behøvet slet ikke kommet i sjøretten. Vi kunde afgjort det hele i mindelighed med skipperen. Det mente jeg dengang, og det mener jeg den dag i dag.»