Part 8
«Det mente du slet ikke. Du mente det samme som jeg, at der skulde klemmes ud af finnen hver penny vi kunde faa til at reparere «Styggen» for. Det var først da hun, fruen hans, kom og tog dig i haanden og takket dig med taarer i øinene fordi du havde frelst livet hendes og livet til barnet hendes, at du pludselig fik stormandsgalskab og vilde tage tiltakke med de lumpne tohundrede kroner som den gnierfanten vilde slænge i dig. -- Men tak skal du have. Det blev der da gudskelov ikke noget af.» Dick snuset foragtelig ud i luften og henvendt til mig sagde han: «Det værste jeg ved er et hundredekilos mandfolk, som bliver hysterisk fordi om et skjørt giver sig til at vande høns. -- Og det en gift mand ovenikjøbet med kone og fem barn. Hvad tror du Dina Ratje vilde sagt, hvis hun havde faaet hørt det hele slig som det virkelig var. Tror du hun vilde sagt ja og amen til de tohundrede -- -- --»
«Hold Dina udenfor eller ogsaa maser jeg dig til hakkemad, saa meget du ved det.»
«Oh, yes! hold Dina udenfor! Men om du nu var blevet liggende derude i Nordsjøen, hvem skulde saa skaffet maden til hende og barnene dine? Javist skal vi holde Dina udenfor!»
Der arbeidet sig op noget i Jonas, noget midt mellem et ustyrlig sinne og en trang til at retfærdiggjøre sig og pludselig eksploderte han. Han formelig brølte det ud: «Idiot! Det var jo netop derfor jeg gjorde det.»
«For at blive liggende i Nordsjøen? Jonas, hvad siger du?»
«Det siger jeg ikke. Jeg siger det var for Dinas skyld jeg jumpet overbord. Tror du jeg nogen gang kunde seet hende ind i øinene mere, hvis vi havde reist ifra en kone og hendes barn i havsnød?»
Men pludselig gik det op for ham, at han stod her og blottet sit inderste følelsesliv for os to, og med engang blev han uendelig skamfuld. Hans øine, som netop i samme sekund havde gnistret og flammet, veg unda og turde slet ikke møde vore. «Fanden,» bandte han.
Der blev ganske stille i styrehuset paa «Styggen». En pinlig pause. Den varet sikkert i mange sekunder. Saa pludselig langet Jonas ud med sin vældige lab efter Dick som stod i døraabningen og han faldt sprællende ned i sofaen. «Pak,» sagde Jonas og skridtet forbi ham ud paa dækket. Han slog døren i saa det skranglet i hele skuden.
Da Dick Darling fik samlet sig lidt, sad vi to først et øieblik og sagde ingenting; men lidt efter lidt brød der frem et smil paa Dicks svarte ansigt. Et stort og straalende smil: «Skulde du have seet paa magen,» sagde han. Saa tog han flasken som endnu stod paa bordet og skjænket sig et bredfuldt glas af Ratjes vino duro. Den var af mere end tolv procents alkoholstyrke; men Dick tømte sit bæger til bunden vendte mod taget. Saa satte han det tomme glas fra sig og hans huldsalighed var endeløs. Han tittet forsigtig ud gjennem koøiet i agterkanten og vinket til mig at jeg ogsaa skulde se. Jonas vagget opover kaien. Hans brede ryg var skuttet og rund. Det vistes i hver dens linje at eieren ærgret sig kollosalt.
Men Dick lo. En stille klukkende fornøiet latter.
«Hvad griner du af. Jeg synes det er alt andet end morsomt,» sagde jeg, og det var sandt. Jeg ligte slet ikke at vi havde fornærmet Jonas Ratje.
«Hvad jeg ler af? Jo endelig en gang fik jeg da sandheden ud af ham. I mange herrens aar har han løiet for mig, for ikke at tale om de skammelige løgne han svor paa i retten dengang.»
«Var det saa groft?»
«Om det var. Assessoren gjorde sit bedste for at vi kunde faa ordentlig bjergeløn; men Jonas var rent besat. Han hævdet med næb og klør, at det hele bare var -- assistance. Og finnen, det udyr, støttet ham af alle kræfter. Det hjalp ikke hvad jeg sagde, endskjønt jeg bare fortalte den nøgne sandhed, at briggen havde nødflag oppe, og at Jonas vovet livet, og at hele briggens mandskab havde gaaet nedenom til Fidlers green uden os. Retten kunde ikke give os bjergeløn saa gjerne den vilde. Vi maatte nøie os med «assistance under farefulde omstændigheder» og det gjør en betydelig forskjel skal jeg sige dig. -- Han sagde bagefter, at han syntes synd i den finneskipperen. -- Hørt sligt nonsens? Men nu kan han komme. Nu ved jeg bedre.» Og Dick gned sig i hænderne, hjertelig vel fornøiet.
«Jamen han var ordentlig sint, da han gik.»
«Ja gudsketak, det var han. Men han bliver nok god igjen. Alligevel er det kanske klogest at du fordufter inden han kommer tilbage. Se her, vi tager os et glas til før du gaar.»