Part 9

»Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

»Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt, thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare Øie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig. Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne.

Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.

»Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, »og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt med den herlige Opfindelse.«

Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe. Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

»Hør Nicolai«, sagde Præsten til mig, »kunde jeg nu ikke faae at vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?«

Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.

»Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea Margrethe.«

Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa kan der tales for Alvor derom.

Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

»Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne.

»Hvad skal vi paa Kirkegaarden?«

»Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.«

»Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa lykkelig.«

»Ja men jeg er et Søndagsbarn«, svarede Andrea Margrethe, »jeg er født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.«

»Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske«, sagde Præsten.

»Skal vi saa gaae?« spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

»Gaaer Du ikke med, Emmy?« spurgte Andrea Margrethe.

»Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?«

»Jeg er træt«, svarede Gamle, »jeg har mere Lyst til at blive her hos Deres Forældre.«

»Christopher er et godt Menneske«, sagde Præsten, »han tænker paa os Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder -- vi Gamle kan smukt sidde hjemme og kjede os.«

Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.

»Geneer Dig ikke«, sagde Præsten, »gaa kun med, det har Du alligevel mest Lyst til.«

Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.

Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, der omgav ham.

»Og det siger De«, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet hos hende, »det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.«

»Hvorledes det?« spurgte jeg.

»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var borte, hvor han -- ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De heller ikke den for Noget?«

»Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed«, indvendte jeg, »han troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.«

»Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den, som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?«

»Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er den dog kun en død Skat.«

»Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem uvillig bort?«

Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle, thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi egentlig havde betænkt fra først af.

Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi, dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en Fugl var at høre -- her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.

»Deri gjorde hun Ret«, paastod Andrea Margrethe, »jeg vilde have gjort det Samme i hendes Sted.«

»Hvilket?« tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige foran os.

»Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.«

»Hvorfor gjorde hun det?«

»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.«

»Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: »Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?«

»Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde hen.

»Vil De ikke synge den for os?«

»Jo gjerne«, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte: »Roselil blev saa rød som et dryppende Blod« -- -- først da forstod hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: »Den Hr. Peder syntes De vel sagtens godt om?«

»Ja«, svarede jeg uden Betænkning.

»Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om »der arme Peter«?«

»Nei den kjender jeg ikke.«

»Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem« -- -- og nu begyndte hun at synge:

»Der Hans und die Grethe tanzen herum Und jauchzen vor lauter Freude. Der Peter steht so still und stumm Und ist so blaß wie Kreide.

Der Hans und die Grethe sind Bräutigam und Braut Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide. Der arme Peter die Nägel kaut Und geht im Werkeltagskleide.«[4]

[4] H. Heine.

Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: »Hvad synes De om den Hr. Peter?«

»Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.«

»Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. -- Kom, lad os gaae hjem«, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i Forveien.

Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem, der gjerne føre tvetunget Tale.

»Skal vi ikke ogsaa gaae hjem?« spurgte Emmy.

Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.

»Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme«, sagde Emmy til mig, »og det var netop det, som De før anklagede Christopher for.«

Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den, at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.

Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor Punschebolle. =Edite, bibete, collegiales!= sang Præsten ud til os, og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: »Se saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud -- ja saa faae vi vel forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I ogsaa faae Landets Goder at smage!«

Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. -- »Smager den Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!« spurgte Andrea Margrethe mig. »Udmærket!« svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode Venner som forhen. -- Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og lyttede til og tænkte: »ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige Dage, hvem der dog levede i dem!«

Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger. Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.

»Ja det vil vel sige«, sagde Præsten, »at _jeg_ skal skrive et Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den Leilighed.«

»Christopher kan godt skrive Vers«, sagde Emmy, »han har tidligere viist mig Digte, som han har skrevet.«

»Og Frederik kan ogsaa rime«, sagde Andrea Margrethe, »saa Du kan faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.«

»Ja hvorom skal vi da skrive?« spurgte Præsten. Det var vanskeligt nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten: »Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre, hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.«

Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til Secretair, »thi«, som Præsten sagde, »jeg var vistnok altfor bevæget til selv at kunne udtrykke mine Tanker.«

Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter. Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. »Skriv, Nicolai«, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:

»Vi binde i Rimenes festlige Klang »Den Nyhed, vi har Dig at bringe, »Thi mægtig fra Hjertet frembruser vor Sang, »Og ei vi formaae den at tvinge. »To elskende Hjerter -- -- to elskende Hjerter --

det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen«, sagde Gamle, idet han forgæves søgte efter i sin Hukommelse.

»Saa kan Nicolai skrive saaledes«, sagde Præsten:

»To elskende Hjerter, der længtes saa svart, »Har fundet hinanden -- det gik i en Fart.«

Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende.

En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv Nicolai:

»Dog mange Lyder »Besidder _Han_, »Og snart hans Dyder »Man tælle kan: »Sort er hans Øje, »Og sort hans Sjæl; »Vi maae ham kalde »En Laban fæl.«

Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte: »Skriv Nicolai!« og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde følge ham:

»Men _Hendes_ Dyder »Er uden Tal, »Og ingen Lyder »Man finde skal. »Klart hendes Øie, »Lyst hendes Sind, »Frisk hendes Tale »Som Morgenvind.«

Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød: »Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.«