Part 8

»Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.« -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.

Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti. Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?«

»Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.

»Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!«

Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.

»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?«

»Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.

»Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.«

»Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.«

Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?«

De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester -- og nu vil Du hugge dem om?«

»Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?«

»Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

»Wann wird doch das Blatt sich wenden, Und das Reich der Alten enden?«

Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --«

»Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone. Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.

Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.

»Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe.

»Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg.

»Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.«

»Hvorfor misunder De den?«

»Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.

Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

»Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et zirligt =Frederik= ved Siden af.

»Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg.

»Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.«

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før. Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv. Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor. Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe ganske alene derude med Andrea Margrethe.

* * * * *

Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa at vi i den Henseende kunde være rolige.

Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset, besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!« hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os. Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested -- men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt: Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til -- for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før. Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et »Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg -- »ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!« »I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

»Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket.