Part 3

En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken. Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig, som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg tilbage til Nutiden.

»Men hvor er Christopher?« spurgte jeg.

»Der kommer han henne, nu er han færdig.«

»Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?«

»Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han interesserer sig for Sligt.«

»Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?«

»Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.

Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.

»Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes skete det da, og vi rullede afsted.

Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.

»Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa Aarstallet, som han har fundet derinde?«

»Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.

»Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret.

»Ja han gjør.«

»Hvor gammel er den da?«

»Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.

Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig ulige mere.

»Præsten er vel en meget lærd Mand?«

»Aa ja det kan nok hænde sig.«

»Har han mange Bøger?«

»Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke at være saa grumme stort).

»Men han har aldrig været gift?«

»Ja, hvorfor ikke?«

Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.

Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten da gift.«

»Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?«

»To Døtre.«

To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!

»Er de smukke?«

»Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil.

»Og muntre?«

»Ja nu kan Herren jo selv see.«

To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.

Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke -- nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de saae ind i hinandens Øine og --

»Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris.

»Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?«

»Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo, det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo -- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i gamle Folianter!

Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea Margrethe og var atten Aar gammel.

Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem. Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for, at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et Menneskehjerte?

Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine Lungers fulde Kraft:

»Paa Landet i den stille Vraa _Studentens_ Ankomst er en Fest, Men, smukke Glut, pas bare paa, Han bliver Dig saa dyr en Gjæst, Du gjerne ham vil beværte -- Om lidt han be'er, Men tager meer, Indtil i dit aabne Hjerte Fundet han har sit Qvarteer.«[1]

[1] Efter Hostrup.

Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved.

»Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels.

Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen. Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

* * * * *

Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, -- selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«, medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den: den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet af Lænkehundens høie Gjøen.

»Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen. Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.

»Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe.

»De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til Gamle.

»Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.«

»Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og lover, men --«

»Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.«

Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord! Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de »De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom. Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive. Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa.

Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.«

Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

»Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?«

»Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg.

»Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?«

»Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke Præsten.

»Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?«

Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:

»Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.«

»Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: »{hôde hê sophia estin}: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.

»Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«, sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: _jeg_ kan skjøtte mig selv. -- Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.«

»Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde Præstekonen.

»Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.«

»Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg længe gaaet med.«

»Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.«

»Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.«

»Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.«

Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

»Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.«

»Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.«

»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.«

»Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.«

Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.

»De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea Margrethe, »Osten er meget god.«

»Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.««

»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest herhjemme.«

»Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.«

Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.«

»Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.«

Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

»Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg. Jurist, =quid novi ex Africa=?«

»Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.

»Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.«

»Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv læse i Aviserne.«

»Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.«

»Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar. Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: »Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?«

»Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle, »jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.«