Part 20

»Du maa ikke blive vred, Nicolai«, svarede han, »men det er virkelig altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu -- Godnat og sov vel!«

Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved, at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa ilde ad. --

Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? -- Nei, der var to Stemmer, kunde jeg høre -- hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og -- hvad var det? -- det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter -- han kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille derinde -- derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange Gang. Det maa jeg see, hvad er -- og jeg ud i Gangen: der var ganske mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du gjør! Du vækker jo hele Huset.« »Men her var Nogen herude i Gangen«, svarede jeg. »Aa det har vel været en Kat -- gaa nu i Seng! Klokken er jo over Et.«

Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og slukkede mit Lys. Og nu stod atter _hendes_ Billed saa lyst og klart for min Tanke -- hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for tredie Gang sikker i min Sag. »Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.« Ja det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone.

»Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed, saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket. Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse og -- -- -- ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel deraf. Og Allesammen sagde de til mig: »det er mig, Nicolai!« men vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der hviskede til mig: »Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!« -- o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være, forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem, uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. -- Saa søgte jeg min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.

Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea Margrethe vendte atter tilbage. »Der er ikke Andet for«, sagde jeg til mig selv: »jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: »Kommer Nicolai da aldrig mere?« -- men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai. Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested. »Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi _min_ var Skylden ikke!« siger han, og med sine Taarer vander han de hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder en Rose af hver af Gravene og siger: »Stakkels unge Roser, hvorfor visnede I saa tidlig, hvorfor -- -- --««

Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden, hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig, thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned.

Hele Familien var som sædvanlig forsamlet om Thebordet.

»Godmorgen, Nicolai«, sagde Præstekonen til mig.

»Godmorgen«, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne sørgelige Betragtninger.

»Godmorgen, Nicolai«, sagde Emmy og Gamle.

»Godmorgen«, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som før.

»Godmorgen, Nicolai«, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde en Død frem af Graven.

»Godmorgen«, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og --

»Godmorgen, _Svoger_«, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en Kop The.

»Hvad -- hvad for Noget?« og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i tusinde Stykker.

Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra den Anden til den Ene.

»Men er det -- er det nu ogsaa virkelig sandt?«

»Nei det er ikke«, sagde Præsten. »De skal ikke troe et Ord deraf. Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.«

Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var Løier og Comediespil.

»Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?« spurgte Corpus Juris.

»Om jeg er vred?« og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange Aar.

»Men sig mig dog en Gang, _naar_ er det da skeet?« spurgte jeg, men det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien randt mig i Hu, og jeg fik da at vide -- ja det kan jeg vel gjerne lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at vide det.

»Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane, saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.«

Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.

-- -- -- Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe ad, det har jeg glemt.

Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! -- hvor det var morsomt at sige »Du« til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele Tiden »De« og maatte idelig rette mig selv.

Og jeg selv -- ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig, troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine Dage.

Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og slet intet havde seet -- ja det er rigtignok et sandt Ord, at det Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke længer til at spøge med. Og nu Gamle -- jeg Daare, som ikke havde kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i Præstens Lignelser.

-- -- -- Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent saalunde:

»Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse; thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner, naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som =terminus technicus= lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret, tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at udraabe med Berlinerstudenten: »ach wai mir, je länger ich lese, desto dümmer werde ich!« saaledes seer man ikke saa sjeldent, at medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør -- ikke for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de klare Øine og de venlige Smil -- eller hvad jeg vilde sige, for =Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!«

Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes. Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen Haanden, idet han sagde til hende: »Jo Mo'er, den Skaal vil vi To drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev rejiceret.«

* * * * *

Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment, men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den første Steen!

-- -- Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang. Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy, som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket, fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og jeg selv -- ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke længer: »hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi -- ohøi!« men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller Corpus Juris kan høre det:

»Ak bare jeg havde Examen endt! For saa kommer Solen og saa kommer Lykken, Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen; Og saa vil jeg gaae -- vil jeg gaae Med en Guldring paa!«[6]

[6] Chr. Richardt.

Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til Nøddebo Præstegaard. Og jeg ved ingen større Glæde, end naar mine Bekjendte om Mandagen spørge mig: »Hvor var Du henne igaar, Nicolai?« -- da at svare dem: »Jeg var ude at besøge mine _Svigerinder_.«

Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover mig om fem Aar, naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke, for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke paa den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden, virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten troe, at man gjør bedst i at vente, thi jo længere man venter, des bedre bliver det.

Men den Lysblaaøiede da? -- Ak tal ikke om hende, for saa blive strax alle mine gode Forsætter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskværdig som Søsteren.

Og nu Farvel -- dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige til enhver Saadan: »Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog -- hvad kan det nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard? -- nei Du maa komme netop til saadan en Præstegaard som Nøddebo Præstegaard, og netop til saadan en Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor Alt til _saadanne to Præstedøtre_!«