Part 2

Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet. Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke -- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre -- saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme!

Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student, det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første, fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset, den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt, at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade, som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa. Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik, han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24 Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra, naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.

Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer, saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. -- Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion, man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os, at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger, hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie, hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting. Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder, at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over, hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae: begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid: i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger, nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting. Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker, saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet, som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund, overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning. Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig, at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:

»Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land! De bergenske Møer snart vi møde kan -- Ohi--ohøi! ohi--ohøi!«

hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger: »Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke for Noget.

Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem, alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi--ohøi!«

Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til Nøddebo imorgen?«

»Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.

Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

»Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen for ham«.

Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der kom saa aldeles uventet.

»Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til Uleilighed«, indvendte Corpus Juris.

»I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst Nogen af Faders Sønner.«

Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle _vilde_ det.

»Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der endnu ikke vilde give tabt.

»Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen afgjort.

Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig interessere mig.

Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise.

Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner, vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider vare vi alle færdige og forlode Værelset.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden? Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende, men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. »Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa var hun borte.

Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han til den lodne Peltshue med den anden.

»Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i Præstegaarden?«

»Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa Herrerne.«

»Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa kommer det Alt paa een Gang.«

»Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.«

»Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?«

»Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle Indkjøb idag og derfor -- --«

»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg mig paa den.«

»Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!«

»Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai har ikke seet Domkirken endnu.«

»Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke Niels vente længer.«

»Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for min Skyld saa længe.«

»For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?« og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.

»Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen for at følge os.