Part 5

De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette Afsatser, Kløfter eller fladere Sænkninger mellem Forhøjninger eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle gælder det, at de maa forsynes med et Lag Skærver for at sikre Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har tænkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede Sten, altsaa et meget løst Materiale, bør have et rigeligt Drænlag, medens Kløfterne og de Partier, der skal huse Engplanterne, kan nøjes med et mindre dybt Lag; har man gennem en Kløft Afløb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevæld, maa Afdræningen dog gøres noget kraftigere end ellers. Forøvrigt maa man regulere Skærvelagets Mægtighed efter Stedets Beliggenhed paa Stenhøjen og efter dets større eller mindre Fald. Paa Skraaninger gøres Drænlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de lavere Dele af Stenhøjen øge Drænets Mægtighed, navnlig naar Afløbsforholdene fra Stenhøjen ikke er fuldt tilfredsstillende. Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at Drænet skal gøre Nytte, for at bortlede den rigelige Væde, som samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe, og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa derfor sørge for, at Drænlaget er saa godt, at det kan holde Anlægget passende tørt om Vinteren. Inden man begynder Paaførslen af Skærverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paaføres, og hvori Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at Jordsmonet, naar man er færdig, er blevet for højt i Forhold til Omgivelserne, og Arbejdet maa gøres om. Det første Lag Skærver, man paafører, gør man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved man opnaar, at Drænet kommer til at virke dybere ned.

_Jordbundsforholdene_.

Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være, at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord--ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.

Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.

_Stenhøjens Tilplantning_.

For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne "ikke bør savnes paa nogen Stenhøj" eller hin "er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, at _Max Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gærne til Grunde", medens den i Botanisk Have i København regnes for at være en af de villigste; og om _Polygonum vaccinifolium_, der sidstnævnte Sted nærmest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger _Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhøjen."

Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at lægge Mærke til, _hvor_ den eller den Plante "gør sig" bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvækst kun er ringe.

Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante, da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig, taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.

Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne, baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse ind i den endnu fugtige Cement.

Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt; sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave! Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter.

Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.

Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de almindelige fintløvede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_, forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsømmes Omplantning bliver disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig--for Eks. paa Grund af en _Omlægning_ af Stenhøjen,--bør man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter _(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_ o. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let.

_Morænebede_.

Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte "Morænebede" til Kultur af disse Planter.

Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement, Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem, bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det øvre løber da ned og befugter det nedre Bed.

_Murhaver_.

Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--træffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og 16.) _Correvon_ omtaler udførligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og løber i Retning SØ.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side være fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten.

_Pottekultur_.

For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer, naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen.

_Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt_.

Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk. Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er Planterne først ret hjulpne.

Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog! Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_. nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig.

Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden, den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede. Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.