Part 4

At Stenhøjsplanterne er noget særlig smukt vil, som det ogsaa berørtes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen, bekræfte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag Afspejling af, hvad de er i Bjærgene, ogsaa har talrige Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug tydelig vist. Foruden deres lave Vækst og forholdsvis store Blomster, som er nogle af deres mest fremtrædende Egenskaber, skal her nævnes det Forhold, at saa mange af dem holder Løvet frisk grønt hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af Aaret, man kan derfor selv i den døde Tid af Aaret fryde sig over det friske grønne paa Stenhøjen. De adskiller sig her paa behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar nøgne eller med halvvissent Løv. Som et yderligere Plus for Stenhøjsplanterne kan anføres, at deres Lidenhed gør, at et forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskrænket Areal. Angaaende Spørgsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord, saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spørgsmaal saaledes: "Alpeplanterne kan trives i Bjærgegnene, ikke saa meget fordi de der givne Kaar er nødvendige for dem, men snarere fordi Klimaet for de højere voksende Arter er ugunstigt; i den stærke Blæst kan disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overføres til vore Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den største Part vil ikke vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine Planter, som det selv paa disse Anlæg kan volde Vanskeligheder at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at gøre sig yderligere Anstrængelser; men overvindes Vanskelighederne, og man faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glæden derved saa stor, at alle Besværligheder er glemte, naar Maalet er naaet.

_Valg af Plads til Stenhøj og Udformning af Terrænet_.

Er Stenhøjens Plads ikke forud givet, maa man vælge den i den Del af Haven, som har de gunstigste Terrænforhold, og som tillige er fri for store Træer, i al Fald bør der ingen Træer være Syd for Anlægget, da disse vil røve al for meget Lys fra Stenhøjen. Det er da navnlig Løvtræer med deres overhængende Grene, som bør undgaas, en enkelt Gran eller Ædelgran, nogle Juniperus eller Chamæcyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog være af en udmærket Virkning i Anlægget. Dernæst maa man se paa Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhøjsanlæg i storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, bør man ikke bygge for højt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da man saa risikerer en Udtørring i den varme Sommertid. Er Midlerne smaa, bør man ligeledes afholde sig fra at bygge højt. Det, man vil opnaa, er dog i de fleste Tilfælde at faa Planterne udviklede saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt paa svagt bevæget som paa stærkt kuperet Terræn. Som gode naturlige Terrænforhold kan nævnes: Smaahøje og Sænkninger mellem disse; en Hulvej med Skrænterne ned til denne; nedre Del af en Bakke; Skrænterne paa begge Sider af et forsænket Vandløb og Bredderne af en Sø eller en Mergelgrav, I det hele lader en Stenhøj og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar ens Bestræbelser dog ud paa at have et højt-bygget Anlæg, som jo ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlæg, at det virker mere imponerende paa Beskueren, da bør man hellere hygge paa en Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnævnte, hvor kunstig Vanding ikke kan iværksættes, som alt nævnt, let vil udtørres. Har man en Nordskrænt og en Sydskrænt at vælge imellem som Udgangspunkt for Stenhøjen, da bør man vælge Nordskrænten, hvis man særlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskrænten, hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne.

Er Stenhøjens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo ikke saa frit som i det først nævnte Tilfælde. Saafremt det er muligt at bortrydde Træer, som kan virke skyggende eller paa anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, bør man straks fjærne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man ikke borttage Træerne, maa man lave sin Stenhøj saa godt som muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner, Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted.

Efter at Stedet for Stenhøjen er fastsat, maa man, inden man gaar videre, gøre sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhøj, ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkøb af Planter og den fremtidige Pasning. Det gælder her endnu mere end for den øvrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa større Brød op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhæves. Koster man meget paa Anlæggelsen og Beplantningen og saa iøvrigt kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter spildte. En Stenhøj beplantet med sjældne og vanskelige Planter kræver et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra Havejerens Side; og et Stenhøjsanlæg, som er bleven forsømt, hvor sjældne og fine Arter er fortrængte og kun enkelte kraftigere-voksende endnu kæmper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet, er et sørgeligt Syn.

Ved Udformningen af Terrænet, hvad enten dette nu fra første Færd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt formet, gælder det først og fremmest at undgaa Ensformighed og Ensartethed, det gælder at skabe saa mange forskelligartede Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man sørge for, at der intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Sø eller et Vandhul ved Anlægget, bør man derfor sørge for, at mulige Lavninger paa Stenhøjen, hvor Vand kan samle sig, afdrænes til Søen, ved Stenfaskiner eller kunstige Bækløb.

Inden Omformningen af Terrænet tager sin Begyndelse, afgraves den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at anvendes.

Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Høj, søger man at frembringe en mere uregelmæssig Form, man maa udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner man flere større eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i forskellig Højde, ligeledes maa man lade Forhøjningen løbe ud i det flade Terræn paa forskellig Vis, her brat, der mere jævnt, en Skrænt lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en anden gør man mere uregelmæssig ved at afsætte flere Terrasser; sine Steder samler man Jorden i længere Kamme eller Rygninger, Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpræget Kløftform, eftersom Kammene ligger nærmere eller fjærnere fra hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger ind i Højen, Volden eller Skrænten. Grotterne gøres dybe og smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende Planter; andre Steder paa Terrænet, hvor man vil have Plads til saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som føres hen paa andre Steder, hvor der skal findes Forhøjninger. Det bliver naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlægges, men man kan ogsaa anbringe dem paa mere højtliggende Terræn. I Bunden maa lægges Dræn af Skærver. Bunden i Grotten behøver iøvrigt ikke at være i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne, derimod vil det ikke være heldigt, om Grottens Bund har Fald ind mod Højen, thi Afdræningen af Grotten vil derved vanskeliggøres. Der kan ogsaa tænkes Tilfælde, hvor Grottens Bund ligger lavere end Gangen og fortsættes paa den anden Side i en Kløft, Gangen maa i saa Fald føres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle Steder, hvor man tænker sig at plante Arter, som trives i løs og ret tør Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive Plads saavel til et godt Lag Dræn som til et passende Lag tilberedt Jord.

Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere bølget Form; har man rigeligt af Skærver, og selve Anlægget ikke er af særlig stor Udstrækning, kan man med Fordel lægge Dræn af Skærver under hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af Forhøjninger. Et saadant afdrænet Stenhøjsparti maa vandes noget rigeligere om Sommeren end et uden Skærveunderlag, til Gengæld kommer det ikke let til at lide af overvættes Fugtighed om Vinteren.

Alle Jordflytningsarbejder udføres bedst om Efteraaret. Jorden, der føres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere bør den ligge Vinteren over for rigtig at sætte sig. Bygger man nemlig paa nylig sammenkørt Jord, løber man den Risiko, at den dog--selv vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade.

Har nu Arealet, som er valgt til Stenhøj, ligget et halvt Aars Tid for at sætte sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der vil dog ofte først være nogle mindre Ændringer at foretage ved Jordmassen, fordi denne sine Steder kan være sunket mere, andre Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have foraarsaget ikke ønskede Forandringer.

Man maa ogsaa allerede nu sørge for at anlægge Gangene; disse maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af Anlægget, navnlig i smaa Stenpartier maa de være beskedne baade i Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdrænede, vil her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for at give Plads til Skærveunderlaget. Det vil sine Steder gøre bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jævnt stigende Gang; stærkt stigende Gange maa næsten nødvendigvis bygges trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform bør næppe ske, før efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang.

Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart efter at Terrænet har faaet den ønskede Form. Ønsker man dog at udsætte hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan gøre det hele samlet, bør man dog ved Udgravningen til Grotterne foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Væggene stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider, derved sikrer man sig mod, at de skrider ned.

Raader man over kunstige Vandledninger, bør man allerede nu sørge for at føre Rør hen til forskellige Punkter paa Stenhøjen, saa at man kan besprøjte denne over det hele. Og er der Raad til, at man et Sted kan lave en lille rislende Bæk, vil dette i høj Grad øge Glæden ved Anlægget. Bækkens Bund maa sættes med Ler, eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde. Over Leret eller Cementen man lægge Sten af forskellig Størrelse, Grus og Sand.

_Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_.

Af og til ser man Stenhøje byggede af temmelig flade Sten, som er stillede paa Kant og er temmelig regelmæssigt ordnede, saa at der fremkommer en Mængde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer" eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes Vokseplads bliver her bestemt afgrænset. Desuden er man Herre over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og man kan ved at gøre Jordsmonet højere eller lavere i Forhold til Stenenes Kant og ved at lægge Dræn i Bunden af "Baasene" i større eller mindre Lag virke hen til at gøre Voksepladserne tørrere eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Læ for Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af kælnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det vanskeligt at bygge Stenhøjen saadan, at den danner et smukt Hele.

Endnu almindeligere er det at se Stenhøje, hvor Stenene er jævnt spredte over det hele og er stillede paa Højkant med den spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhøjsbyggernes Bestræbelser gaa ud paa at samle saa mange mærkeligt formede Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder, Affald fra Glasværker eller fra Teglværker (sammenbrændte glasserede Mursten i uregelmæssige Former) eller forstenede Træstammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhøje Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del af Anlægget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget sit til sine Steder at bringe Stenhøjene i Miskredit.

Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har fra en ældre Stenhøj, fra et Stendige, fra Udgravninger paa Terrænet eller man har indkøbt Alluvialsten eller Materiale fra Stenbrud.

Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsløst. Ej heller kan Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve Opbygningen, men det kan, efter at være slaaede til Skærver, benyttes til Dræn. Flintesten er som Regel heller ikke af større Værd, men kan ligeledes bruges til Dræn, maaske helst blandede med Murstensskærver, Kulslagger eller andet stærkt vandsugende Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skærver, er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Dræn, men er der sparsomt med Sten, bør de henlægges for senere at bruges til at lægge ovenpaa Stenhøjen (herom mere senere), de maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform end i Skærveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved Opbygningen af Stenhøjen, behandles paa samme Maade.

De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhøjen af, er navnlig: Granit, Gneis eller anden Urfjældsten, Kalksten og Sandsten. Det bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at være udkløvede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Højen holder man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en Klippevæg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra Heder og Overdrev eller Søsten kan ogsaa finde Anvendelse i den Form, i hvilken de foreligger, man bør derfor ikke udkløve alle sine Rullesten, men bevare de bedste urørte. _Malby_ anbefaler til Stenhøjsbygning et kunstigt Konglomerat af Skærver og Cement, dette bør man dog kun i en stenfattig Egn ty til.

Stenene maa ikke fordeles jævnt over hele Anlægget, men ordnes mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget tæt, andre Steder i løsere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa ogsaa sørge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge) fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlægget-- Vandet, som sprøjtes derudover, og Regnen, som falder derpaa-- snarest søger ind mod de indre Dele af Højen og derved naar ned til Planterødderne; en højere liggende Sten maa derfor ikke springe ud over en lavere, da Vandet saa vil løbe fra den højere ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i Mellemrummet mellem disse to Sten.

Det er forhen berørt, at det er uheldigt at stille Stenene paa Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver saaledes om dette Spørgsmaal: "Og husk altid at sætte Stenene paa Højen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et Pindsvin." Der kan dog være Tilfælde, hvor man har Lov til at sætte Stenene paa Højkant, og det er der, hvor man bygger meget tæt, de Steder, hvor man søger at efterligne Klippeblokke, men her kommer den enkelte Sten ikke til at præsentere sig, her rager den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevægge kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gælder det jo ogsaa, at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgrænsningen mellem Stenhøjen og Gangene, som fører derigennem, tillade, at en Sten er sat paa Enden, men som Regel bør disse Sten ligge ned paa Siden. Man maa forøvrigt vogte sig for, at denne Afgrænsning kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp Afgrænsning, hvor det ikke er nødvendigt. Ved Konstruktion af Klippeblokke og Grottevægge er Udtrykket Stenhøjsbygning rigtig paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i givet Tilfælde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at støtte Konstruktionen.

Ved Opbygning af Grottevægge har man en fast Jordvæg som Rygstød, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlægget, afgravet skraat eller stejlt, dog bør den ikke være absolut lodret. Det vil nemlig være heldigt af forskellige Grunde, om Grottens Bredde bliver noget større foroven end forneden. En uformodet Forskydning i Jordhøjen vil lettere kunne bæres af en Stensætning, som har en svag Heldning indefter mod Højen end af en, som er ganske lodret; tillige bør hver overliggende Sten springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man gør ikke Grottens Væg regelmæssigt bueformet, og hvis man har en dyb og smal Grotte for sig, lader man ikke Væggene blive paralelle, man giver Væggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra Indbugtning. Den nederste Stenrække maa noget skarpere angive Uregelmæssigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen skrider frem, udviskes noget. Stenene maa sættes meget fast, og man begynder ikke nogen ny Etage, før man er sikker paa, at det færdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag Heldning ind mod Højen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den, eller man fjærner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette Opbygningsarbejde væbne sig med Taalmodighed og ikke vente, at den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor man først lægger den; ofte maa man prøve flere Sten i Rad, inden man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i Mellemrummene mellem Stenvæggen og Højen og mellem de enkelte Sten. Bag ved det nederste Stenlag bør man lægge et Lag Skærver til Dræn, inden man begynder at tilføre Jord. Denne Paafyldningsjord maa hverken være for tør eller for vaad (man kan bruge den gammelkendte Prøve: tage en Haandfuld Jord og klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den fra hinanden, naar man løsner Taget, er den for tør) og den maa pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der.

Opbygning af større Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen fast Væg at støtte Konstruktionen til. Man kan godt bygge en Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme den omkring en større eller mindre Jordforhøjning. Ogsaa kan man lade en eller flere af Stenhøjens Toppe afslutte med en saadan kompakt Stensamling. Grundfladen gøres uregelmæssig, og Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de højere liggende Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skærver som Kærne, men nærmest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge god Jord, thi heri skal Planternes Rødder brede sig; smaa Blokke fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele Kærnen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet Materiale, gøres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen af smalle Revner mellem Stenene maa udføres med stor Omhu og med aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for hvis De ikke gør det, efterhaanden som Stenhøjen bygges op, vil De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid komme til at kæmpe med Mangler her og der. Intet er mere fortvivlende end at prøve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og støde, og man faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra først af, vil disse Hulheder foraarsage Planternes Død, og for det andet vil Rotter, Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri."

Grunden til, at Planterne dør, naar en saadan Hulhed naas af Rødderne, er den, at disse derved udsættes for Udtørring.

Hvor man paa Stenhøjens Skrænter har afbrudt den regelmæssige Skraaning ved en Afsats, kan der for stærkere at markere og støtte denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her bør man dog ikke sætte Stenene paa Enden, men lægge dem ned paa Fladen.

Tætte Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler og paa lettere Vis end den her anførte Opstabling. Paa skraa Flader eller smaa Forhøjninger, som har faaet den Form, man tænker sig, de skal have i færdig Stand, _lægges_ Stenene ned i Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt Jord. Stenene maa lægges tæt navnlig mod Toppen af Højene og anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren.

De større Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa Rygningen og Skrænterne af Volde eller paa Skraaninger og Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvækster.