Part 8

-- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

-- Du er storartet!

-- De er af Ruslæder, vedblev den lille -- Jeg har taget den ene! ... Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

-- Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den -- hvor den dog er dejlig! ... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

-- Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt, spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget.

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var fortæret.

-- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

-- Nej! sagde Kaninen afgjort.

-- Jo--o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig -- lad os det!

-- Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme ind i Badehuset!

-- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker! mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

-- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne Blade.

-- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og lystigere.

-- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren -- Lad os raabe om Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt lykkedes hende at slukke Ilden.

-- Hvor _turde_ du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

-- Aa, det var da saa nemt ....

-- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over Haaret -- Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

-- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte i den højeste Sindsbevægelse -- det havde været en værre Historie!

-- Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

-- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

-- Naa--aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

-- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby -- Det kunde for Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun -- Vi maa skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

-- Puhh, sikken Varme! vedblev hun -- Det skal rigtignok blive dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svømme, Clara?

-- Ja, lidt.

-- Saa kan du lære Frøken Jansen og mig det!

Kaninen forsøgte et sidste Argument:

-- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den aabne Strand, Baby!

-- Jo--o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren, hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa den modsatte Bred.

-- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

-- Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende -- saa kan vi da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

-- Kom nu! raabte hun -- Vi _skal_ i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

-- Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig -- Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun _kunde_ ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til det; havde aldrig prøvet det før.

-- Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare Chemise og trak Strømperne af -- Nu er vi andre snart færdige!

-- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage -- Vi har heller ingen Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

-- Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken Mascani.

-- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

-- Hurra--a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

-- Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud, forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over Ryggen.

-- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

-- Uh, sagde hun og gyste let -- det er koldt!

-- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

-- Halløj! raabte Karen -- Kom dog, Frøken Jansen!

-- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani -- Vandet er ganske lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

-- Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene -- Sæt, de svømmede herover!

-- Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen -- Klokken er mange!

-- Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere langbenet end Karen, naaede først ind.

-- Se nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod oppe paa Sandet -- Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

-- Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske?

-- Drukne mig! lo Synderen.

-- Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme -- Godt, min Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde Dannebrog, paa en Pind!

-- Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani -- Kom nu ned og klæd dig paa!

-- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

Du over Helte svæved, som sank i Dødens Favn ....

Karen! befalede Kaninen og rejste sig -- kom ned straks, hører du!

-- Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

Dit lyse Kors har hævet til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!

-- -- --

Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.

Der var stort Selskab paa Næsset.

-- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt -- Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

-- Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde Hendes gamle Naade sagt himmelhøjt til sin Bordkavaler Byfoged From, der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit hvide Halsbind:

-- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord i Øret ...

-- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa mange til Gæst paa een Gang. -- Niels! raabte han -- skænk Sødt for Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat. Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

-- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og Blomster.

-- Karen! advarede Kaninen -- ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa at hun var ved at miste Vejret.

-- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

-- Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara -- i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra ham.

-- La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig -- I brænder Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte sig af Stedet.

-- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs -- Jeg skal skynde mig!

-- Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen. Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med Gløderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

-- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt -- Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bød hende Armen.

-- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele og sagde:

-- De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

-- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i Skoven!

-- --

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

-- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke, brune Øjne:

-- Jeg er træt! sagde han.

-- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa træt, om jeg tør spørge?

-- Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig selv og andre!

Baronessen smilte.

-- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede -- Gud «kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er det hele!

-- Men Hr. Pastor dog!

-- Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt -- Led os ikke i Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det, _han_ kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

-- Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen forvirret.

-- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa hendes Bemærkning -- Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran «Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne -- hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben? Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet. Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel hasarderet Spøg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind til Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

-- Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme -- Jeg har vist forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten -- De vilde bevise mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

-- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

-- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig løftede Mascani Hovedet.

-- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans Øjenlaag sank i -- Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke, hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

-- Kære Hr. Pastor, forsøgte hun -- er det ikke bedre, at vi gaar op? Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

-- Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke? spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

-- Deres Præken? spurgte hun forbavset.

-- Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

-- Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

-- Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

-- Nej ...

-- Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende Glimt i Øjnene.

-- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

-- Jeg vil ikke høre paa ...

-- Hæ, hæ! vedblev han klukkende -- En smuk Beskæftigelse for en «Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa, Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig forover ned mod Bordets Plade -- vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod og stirrede ud mellem Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

-- Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende -- kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre over sig selv?

-- Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

-- De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt -- Det er forbi ... For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer løb ned ad hans Kinder -- For denne Gang! ... Aa, men om De vidste, hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

-- Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af Hytten -- Vi maa op til de andre!

-- Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra Skoven og kom forbi Straahytten.

-- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og pegede op gennem Bøgealleen -- Mon de har været derinde? sagde han og slog med Hovedet ind mod Hytten.

-- Hæ, hæ! grinte Forpagteren -- Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad de kvindelige Behageligheder angaar!

-- Den er sgu osse god til _det_! nikkede Proprietæren -- Gamle Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

-- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

-- Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig, Fa'er!

-- Hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja!

Pause.

-- Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte?

-- Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

-- Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar di rejste væk.

-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!