Part 7
Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse, satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes. Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro; men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde og ... og .....
-- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!
Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:
-- Hvor mon dog Karen bliver af?
-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue -- Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man ikke langt med i denne Verden!
Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa en Stol lige over for hende.
-- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund i Tavshed -- Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?
Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.
-- Ja, gerne ... hviskede hun.
-- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som en Forhørsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at være Skolemamsel hos min Svigerdatter?
-- Rigtig godt ... stammede Frøkenen.
-- Sludder! lød det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til mig!
-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen. Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes Krydsforhør.
-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte Baronessen.
-- Nej ... sagde Frøkenen sagte.
-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du holder maaske meget af den Parfume?
-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade om et andet Værelse ...
-- Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?
-- Min Moder er Enke ...
-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?
-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...
-- De er ikke konfirmerede?
-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...
-- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din Moder?
-- Ja, mange Penge har hun ikke ...
-- Hvor mange?
-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.
-- Herregud! Hvad var din Fader?
-- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...
-- Hvornaar døde han?
-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...
-- Spis Kage! ... Hvad døde han af?
-- Brystsyge ...
-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?
-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...
Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede højt.
-- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?
-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...
Baronessen rystede energisk sine Krøller.
-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere Stivelse i dig! sagde hun.
-- Ja--a ... hviskede Kaninen trøstesløs.
Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med sin dybe Mandfolkerøst.
-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn! Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.
Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.
Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over Frøkenens Haar.
-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!
Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et Smil.
-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer længere frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser, at hendes Læremor har vandet Agurker!
-- --
Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens Kusk.
Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene. Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.
Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.
-- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt lide!
Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:
Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt, men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning, et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.
-- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.
-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om Jens stak i Busken endnu.
Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.
-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.
Larmen deroppe var begyndt igen.
-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar hun blev for slem!
-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg Frøkenen inde paa ....
Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.
Kaninen rødmede über und über.
-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du lukkede op igen! mente Baronessen.
-- Det var ikke mig, der lukkede op ...
-- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.
... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.
-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har været Spas for Helmuth!
.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.
Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma» inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst og hemmeligt.
Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.
Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne Høflighed ....
-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin Ensomhed i Køkkenet.
Den gamle Frue gik derud:
-- Vil han ha' en Kop til?
-- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!
-- Et Stykke Kage?
-- Næi, mange Tak!
-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og ryge!
-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen og spænder for?
-- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.
-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl. seks!
-- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.
-- Nej! sagde Karen.
-- Jo! sagde Kaninen -- vil De være saa god!
-- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.
-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!
-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i Øret og sagde -- Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin Moder!
Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet hørte.
-- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.
-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der ikke blive lukket op for Stasia?
Den gamle saa hen paa det store Ur.
-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Præcis Klokken syv lukker jeg op.
-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.
-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.
-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.
-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!
Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.
-- Sikket Grin! sagde hun.
-- Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!
-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?
-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en Tallerken i Stykker!
-- Kindheste, spurgte Karen næsvist -- hvor mange Ben har de?
-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en med hjem?
Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.
-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere end alle andre Mennesker!
Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.
-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.
-- Men Karen dog! formanede Kaninen.
Og saa tog man Afsked og kørte bort ....
Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne Stasias Fængsel.
Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.
Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden, og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge Arbejde andetsteds.
Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede sig nervøst under det stumpede Skørt.
-- Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.
-- Nej! sagde Præsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt! Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!
Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.
-- Aldrig havde jeg dog tænkt _det_! sagde hun og løftede Forklædet op til Øjnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e! Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!
Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.
-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os! ... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal staa nøgne for Menighedens Aasyn!_
Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig hendes daarlige Ben kunde bære hende.
Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet Arbejde i Præstegaarden.
-- Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. -- Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?
Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.
-- Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. -- Han løftede Haand imod mig!
-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?
-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!
Amalie saa sig forfærdet om.
-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig ulykkelig, om no'en hørte dig!
-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid! Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!
-- Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken. -- I var vel enige nok om den Ting!
-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.
-- Næi, naturligvis! ...
-- Har du kanske haft din Næse imellem?
-- Næi ....
-- Saa holder du din Hals!
Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine, for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en Bid Brød af.
-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra, da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.
Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.
-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han sa'e?
-- Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.
-- Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!
-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Præst, der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen. Det _maa_ jo ende med et Mirakel!
-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine, der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan staa ham imod, naar han _vil_!
-- Næi vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.
-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede hun a'!
-- Jamen nu er han jo da blit gammel.
-- Gammel? grinte Stine. -- Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre det bli'er, jo værre sprutter det!
Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema, naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge, som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren. Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.
-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel Skrædder!
-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for, ved jeg!
-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.
-- Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.
-- -- --
Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den hele Egn.
Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?
Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør sit Offer latterligt!
Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor, naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.
Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».
Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder. Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse, var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet, medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede Hænder mod Døren og raabt:
-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du! Hører du!
Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere derinde.
Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været stille.
Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...
Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....
Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.
-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige -- og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ... Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren havde sat sig.
-- Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi han havde i den sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa Hensyntagen.
-- De skulde rejse!
-- Rejse?
-- Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Kræfter! Jo, vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart ikke mere Kød paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Før var De brun, og det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad er det, der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa løjerlige! Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervøs trods alt sit Kød! I skulde rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er! Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har levet længe nok til at kunne se bag Tænderne!
Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berørte ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var det hele!
Men Enkebaronessen lod sig ikke føre bag Lyset. Hun rystede sine Krøller og hævede en Pegefinger.
-- Verden er forrykt! sagde hun. -- I ender alle paa Galehuset! Jeg er den eneste normale!
Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.
-- Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. -- Jeg ser jo, hvor Drengen pines. Hun har kun Øjne for ham, Scheele, Fætteren, den Fløjelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brød sig om hende; men han er jo saa væk i hende som en Kat i en Rødspætte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prøvet paa det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De ikke tale med en af Parterne?
Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved! Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende Opgør, han skulde have med sig selv!
Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o. s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte sig ind mellem de andre Gæster.
Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem Stuerne ...
Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der stundede til.
-- Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og stirrede drømmende ud i Halvmørket.
-- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani afgjort.
-- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.