Part 3

Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres Sovekammer for «Edens Have». --

Mange yndige Smaabørn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider maatte anskaffe sig en Lærerinde.

Men hun blev Slangen i dette Paradis.

Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev da jaget paa Porten.

Dette skete, som Eva «laa» med sin femte Datter, at Adam syndede.

Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt Barnedaab og Forsoningsfest.

En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt.

Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.

Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!

Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 paa Døren; og dernæst lod sin Mands Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af hans Kontor.

-- -- --

I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de hvide, smilende Mure.

Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn, naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og Bekymringer.

Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis, trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.

Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et Menneske op som en Blære!

De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder. Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et «Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov, hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....

Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.

Men saa strandede den paa Besætningen!

-- Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt og røg Cigaret.

-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om mod Datteren.

-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte, fløjelsbløde Øjne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa Sybordet!

-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig -- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del ældre ud end længere op ad Dagen .....

Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret hendes Art af Moderkærlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for en Mavebetændelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske forkrøblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengæld flyede hende, saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle, fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.

Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener, Mand og sølvpletteret Seletøj.

Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.

Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun. Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære, omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over sine Toiletter:

-- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen -- Du er altid rundt i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

-- Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i Munden -- Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....

Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde Migræne.

Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i Kontoret:

-- Niels!

Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne nede i Tjenerværelset svirrede ved det.

Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

-- Hr. Baron!

-- Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet, din Snøbel!

-- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre -- Nu er Regnen jo forbi! -- Hvor Fanden gaar du rundt med ... med dit Hoved? Se her, det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:

-- Hvad er der i Vejen, Helmuth?

Helmuth lod Haanden synke.

-- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der!

-- Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!

-- Javel, Deres Naade!

-- Er Frokosten færdig?

-- Om et Øjeblik, Deres Naade!

-- Gaa saa ned og ret an!

Tjeneren forsvandt.

-- Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

-- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!

-- Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!

Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

-- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....

Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

-- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.

-- Lidt Hovedpine ...

-- Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun hurtig vendte til.

-- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme -- Den gør mig altid saa nervøs. Du raaber saa højt!

-- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

-- Ja, ja, ja! ... Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa? Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!

-- Det Bondebæst!

-- Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!

-- Ja--a, maaske ....

-- Synes du ikke, vi skulde prøve ham?

-- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...

-- I finder saamænd _nok_ en! ... Kan han begynde straks i Morgen tidlig?

-- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at _jeg_ vil ikke ha' noget med at dressere ham!

-- Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

-- Ikke for voldsom, Helmuth!

-- Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?

-- Nej, det generer mig.

-- Du er da vel ikke ... Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han med straalende Øjne.

-- Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs -- Du plager mig med dine Spørgsmaal!

-- Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene -- Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

-- Der er rettet an! meldte Tjeneren.

Baronen tog sin Kones Arm:

-- Kom saa, jeg er sulten!

-- Du glemmer, at du skal skifte Frakke!

-- Aa skidt!

-- Nej, du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.

Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

-- De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold -- Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.

-- Nej! sagde han afgjort -- Det passer ikke paa mig, for jeg er saa voldsom hidsig!

-- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:

-- Nej, sagde han -- Dem vilde jeg være evig god ved!

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:

-- Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ... og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg anholde om Deres Haand? ... Jeg skal være saa god imod Dem hele mit Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres Øjne ... Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat ... Vil De være min Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ....

Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl.

Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun _maatte_ ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed, var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:

-- Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk -- Jeg vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....

Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans Haar:

-- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda, Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne, holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

-- --

Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer. Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

-- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene paa deres Værelse -- Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovværk, hun bærer paa Hovedet!

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

-- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig «ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt Mærke til, men _nu_ ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer! Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der, naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om! Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ... Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach, comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.

-- --

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler. Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven hans Kone!

-- -- --

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet Husholdningselev. Men det var bare «Kødet», der momentvis var kommet i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. _Nu_ derimod, lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille sig, at hun lige nys havde forladt ham.

-- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun kom fra sit Køkken og sin Kælder -- Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang. Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine Længsler.

-- --

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

-- -- --

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.