Part 2

-- Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....

-- Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at alle de stive Krøller dirrede.

Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.

Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....

En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.

Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set ned i Haven.

Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.

Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:

-- Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!

-- Jeg be'er!

Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.

Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød ikke meget.

Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.

Niels gik lydløst rundt og vartede op.

-- Naa Helmuth, sagde den gamle Frue -- nu er du vel glad, min Dreng, at du har faaet dig en Kone?

-- Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden -- Og Vilde er saa god og saa smuk!

Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.

Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa, tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen. Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt, som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.

-- I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle Frue pludselig.

Baronen brast ud i en høj Latter.

-- Ja Herregud! sagde den gamle stødt -- man kan vel tale! I er jo da konfirmerede begge to!

-- Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i Salonerne ovre i København.

-- Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.

-- Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.

Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til Desserten.

-- Skænk Sherry rundt!

Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.

-- Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.

-- Vi savnede ogsaa Svigermoder ....

-- Helmuth vilde jo ikke have mig med.

De unge rødmede.

-- Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie, lille Alvilda!

-- Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede Baronen. -- Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.

-- Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!

-- Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar du skulde bruge.

-- Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!

-- Jamen, naar du nu faktumsk ikke _har_ Raad!

-- Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!

Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.

-- Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt tilbage.

Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.

Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og førte dem ud.

Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved Kaminen.

-- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at være paa Landet!

-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

-- Aa, Karen kan vel ikke genere!

-- Næi ... Men hun deler dig, lille Vilde!

Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

-- Er Klokken saa mange?

-- Den er ti.

-- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.

-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var ved at skrige.

-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

-- Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv -- Er du ikke?

Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

-- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende.

Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --

Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.

-- -- -- --

Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis for at faa Papir nok.

-- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet -- saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.

Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.

Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!

Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun sig pludselig om og sagde:

-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?

Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! lød det haardt -- Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke endnu! ... Lad os saa komme i Seng!

Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen over Kjolelivet oppe ved Halsen.

-- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.

Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun glattede et Baand til Rette.

-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!

-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.

Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede den messingbeslaaede Dragkiste:

-- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød Silkesløjfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i Morgen, Mamsel!

Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.

-- Klæd sig saa af!

Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.

Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.

Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over Karmen:

-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.

Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og viste i et bredt Grin alle sine Tænder.

Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa besindede hun sig og sagde haardt:

-- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!

Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.

Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng til Stasia.

Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende Silkesløjfe.

-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!

Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.

Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen Rotterne.

Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....

Kære lille Moder!

Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil, for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land, det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers. Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig, og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden. Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da. Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os. Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa første Sal, der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Børnene har godt af at sidde og læse i saadant et lille Hummer. Vi har været nogle Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende. Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille Straahytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere, de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt lille Værelse. Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være, for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler, og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du høre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa følte omkring dernede, saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og syntes, den var saa sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Naade da ogsaa paa hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har jeg da lært hende det. Vi har ikke været paa Visitter endnu, men Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Præstegaarden. Bare der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det er der vel nok i en Præstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte om, at jeg sagtens kunde være glad, at jeg havde faaet Plads hos saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, saa tænker jeg altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en Drøm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg være sammen med Dig og Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en Tur sammen paa den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfærdelig meget af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her. Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg: «Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem!» Hun kan vist ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig, lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder det «Pagtens Ark». Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra

Din længselsfulde Kanin.

Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!

Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en bekendt Kunstdrejer i København.

Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte «gode Tider» -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.

Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....

Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars Alderen, vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang paa en Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.

Slank og velskabt var han «som drejet i sin Faders Forretning», og med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og sørgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst -- som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande. Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.

Saaledes saa Adolf Mascani ud.

Dengang .....

Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium.

Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han: _Kvinde_læge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var saa at sige gaaet ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt nede paa Bunden af hans Sjæl, laa altid en nøgen Kvinde og strakte Armene ud mod ham. Og naar han færdedes paa Gaden, i Teatret eller i Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af deres hvide Lemmer.

Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!

Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner, Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.

Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver over sit Studium.

Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu lærte og senere skulde være en Forkynder af. Og han blev til Tider greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem «Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin Skoletid havde haft om sine Bøger, -- strøg sig med brændende Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske Øjeblikke paa at gilde sig.

Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.

Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og mindre nervøs. Han kunde sidde paa sit Værelse hele Dage og læse flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og Søskende .... Det maatte altsaa være hans Natur fornødent at gaa til Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde intet uden af Gud!

Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam, som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde det bedste for sine Børn!

Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.

En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslæsning og blev Aaret efter Kandidat med første Karakter ....

I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.

Men saa forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader, flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forløb, som Bestemmelsen var, tilbage til København.

Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en gammel Provst ude paa Sjælland.

Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.

Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!

Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende, buttet, nordisk Mø med blaa Øjne, gyldent Haar og hvid og rød som Mælk og Blod.

Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan -- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.

Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af Hænde!

Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro Tjeneste.

Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.